Romandebut er omstændelig som en akademisk redegørelse

Jon Monrad Møller debuterer med søvndyssende roman

Kristeligt Dagblads anmelder spørger til Jan Monrad Møllers debutroman: Hvad er det, forfatteren gerne vil, andet end at lade ordene strømme i en gammeldags stil?
Kristeligt Dagblads anmelder spørger til Jan Monrad Møllers debutroman: Hvad er det, forfatteren gerne vil, andet end at lade ordene strømme i en gammeldags stil?.

Man kan bruge så mange ord til at beskrive noget, forklare ned i mindste detalje, at det, man gerne vil fortælle, så at sige drukner i ordene, bliver væk i mængden af beskrivelser af dette og hint. Læseren sidder frustreret tilbage. Hvad skulle man med alle de møjsommelige redegørelser for navne og familieforhold, beskrivelser af tøj, møbler, værelser? Hvad var egentlig meningen? Sådan har jeg det med Jon Monrad Møllers debutroman ”Din mor elskede Paris”.

”Din mor elskede Paris” handler om rigmandssønnen Henrik, som er vokset op med sin mor, faren døde, da Henrik var seks år. Hverken Henrik eller hans mor har behøvet at arbejde, men hvor meget de egentlig ejer, har de ladet en bestyrer tage sig af. De har levet som i søvne, uden at tage del i livet. Som voksen har Henrik fået det testamente, hans far skrev. Et meget langt og udførligt et, hvori far beskriver, ned i enhver detalje (ikke mindst omkring det seksuelle), hvordan sønnen skal opdrages. Henrik kan konstatere, at mor har gjort det stik modsatte. Henrik har aldrig haft et arbejde, tilværelsen har ikke sat sig spor i ham, ingen relationer er kommet helt tæt på heller. Nu hænger han ud på Café Olrik sammen med et lille karakteristisk stampersonel. Der har han også set en sød pige.

”Din mor elskede Paris” er i virkeligheden, viser det sig, en lang henvendelse. Ikke til læseren, men til en konkret manglende brik i Henriks liv. Men det er også et forsøg på at skrive det hele ned og på den måde finde ud af, hvad der egentligt skete. Problemet er, at selve historien bliver væk. Læseren kan ikke engagere sig noget sted. For hvad handler denne her roman egentlig om? Hvad er det, forfatteren gerne vil, andet end at lade ordene strømme i en gammeldags stil?

Romanen er en pænt lang debut på 300 sider med en forkærlighed for tunge sætningskonstruktioner (”ikke desto mindre forlod han aldrig idéen om ved hjælp af diskoteket at udvide sin kundekreds”), hvor devisen synes at være hellere et fyldord for meget end for lidt. Prøv at høre her, hvor det handler om Henriks manglende uddannelse:

”Studentereksamen er den sidste formelle uddannelse, jeg har fået taget. Yderligere studier har der været mange af. Der er næsten ingen ende på rækken af fag, jeg har fordybet mig i på universitetet. Men hver gang er det gået galt omtrent på samme måde, og nogen akademisk grad har jeg derfor aldrig erhvervet mig til trods for alle timerne, jeg har befundet mig i et auditorium, og de mange ringbind af udførlige noter, jeg har samlet over årene.”

Når der skal redegøres for alting i den forskelsløse stil, så bliver det altså søvndyssende. Eller se her, hvor det er de besøgende på Café Olrik, der beskrives: ”Efter fyraftenstid på hverdage ankommer en større skare, der i bedste britiske pubtradition får sig nogle øl. Midt på dagen ses ofte barslende mødre over en kop cappuccino, mens børnene i bedste danske tradition får sig en middagslur i barnevognene ude på fortovet, parkeret skulder ved skulder foran vinduespartierne.” Er det forkert? Nej. Er det levende fortalt? Nej.

Jeg undrer mig over, hvor redaktøren har været henne. For jo, historien kunne jo være blevet fortalt, så den engagerede og fængede sin læser. Man kan godt lave en beskrivelse af en mand, hvem verden er gledet af hænde, uden at læseren skal opleve, at bogen glider hende af hænde på samme måde.

kultur@k.dk