Går man ud fra en mandlig opfattelse af romantiske kvinder som store erotisk-romantiske historier, så var der ikke mange af den slags blandt romantikkens forfatterinder. De var mere optaget af deres selvstændiggørelse som individer, som mennesker af kvindeligt køn. De søgte åndelig frihed og selvstændighed midt i en smuldrende patriarkalsk kultur.
Denne indsigt får man efterhånden belagt gennem Lise Busk-Jensens kæmpestore disputats, "Romantikkens forfatterinder", der i løbende tekst spænder over sine 1476 sider plus registrant over kvindelige forfattere i tidsrummet 1800-1870 på 400 sider. I sig selv er sidstnævnte registrant en skattekiste af oplysninger om navn, pseudonym, fader og moder, søskende, uddannelse, erhverv og civilstand, bopæl, bibliografi, samtidig kritik og omtale, nekrolog og arkivalier samt litteratur om forfatterskabet.
Men selvfølgelig samler interessen sig mest om gennemgangen af de mange forfatterskaber og det lys, de kan kaste over kvindens gryende emancipation i de mange forskellige grader, den udspandt sig over i tiden 1800-1870. Og lad det være sagt med det samme: Den store disputats er letlæst, skønt den besætter mange læsedage – og hvor får man god fortællende besked om de mange sider af livet for især middelklassens kvinder i denne epoke. Lise Busk-Jensen giver gerne beskrivelser af køkkenets indretning, stuernes udseende med videre, således at disse kvindeskæbner får et rum at være i. Faren er selvfølgelig, at man mister overblikket – og det gør man af og til – men man får så meget andet i stedet.
Første del giver en beskrivelse af kvindernes sociale og ideologiske livsvilkår i romantikkens europæiske samfund fulgt af en analyse af nogle hovedværker inden for den kvindelitteratur, som tematiserede disse livsvilkår. Tredje del skildrer periodens samlede danske kvindelitteratur fordelt på cirka 76 danske kvinders forfatterskaber, der startede med en skønlitterær bog i tidsrummet 1800-1870. De allerfleste er blevet glemt af eftertidens mandlige litteraturhistorier, men et overraskende stort antal af dem blev faktisk bemærket og anmeldt i samtiden. Flertallet af disse kvindelige debuter faldt efter 1840 med en stærk stigning op mod 1870. Således var der 27 nye i tiden 1860-70. Af disse 76 kvindelige forfattere husker en litteraturkyndig person i vores tid vist kun Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger, men der var mange flere interessante, selvom Busk- Jensen medgiver at lade disse to repræsentere de mange datidige kvindelige forfattere, når kanonlisten over klassikerne fra 2004 engang laves om.
Der er fire punkter, som afhandlingen gang på gang kommer rundt om. For det første den romantiske intimsfære i familien, hvor kvinderne udviklede en særlig hjemmelivskultur og fik en identitet som kvinde, der var lige sammensat af husmorrolle og salonkultur. Stuen i huset var denne intimsfæres hovedrum.For det andet madonna-idealet, hvor kvinderne blev dyrket som familiens midtpunkt og fik mulighed at skabe deres eget subjekt. Dernæst er der for det tredje og fjerde forskels- og lighedsfeminismen, der, som betegnelserne siger, definerer de to køn i forhold til hinanden. Udvikler de sig bedst, når der er forskel imellem dem, eller når de sættes lige?
Disse punkter ytrer sig så i gennemgangene af de hyppigste genrer i de 76 forfatterskaber: ægteskabsromanen, guvernanteromanen og emancipationsromanen, der alle på forskellig vis holdes op mod den fastslåede mandlige dannelsesroman, og som de ses som variationer af med kvindelige hovedpersoner.
Ud af de mange sider om faktiske såvel som fiktive kvindeskæbner (som romaner og fortællinger berettede om) vokser indtrykket af den romantiske kvinde som type. Hun er udpræget tilfreds med sin kvinderolle i intimsfæren som familiens indre opretholder. Hun vil ud fra denne position gerne vokse som menneskeligt subjekt og gerne bløde op på den patriarkalske magt, der hæmmer hendes frigørelse som åndelig person.
Men når denne kvindelige selvstændighed skulle føres ud i det offentlige rum, kom problemerne, fordi de her mødte de uforandrede kønsroller og modstanden mod kvinder i erhverv. Et af de første erhverv, de påtog sig, var lærerinder i fremmede familier – guvernanter – hvor de skulle oplære familiens døtre i netop den hjemmelivskultur, de selv havde forladt ved at søge erhverv. De blev med eller mod deres vilje en forform for den senere gennemførte kvindeemancipation.
Som man kan se, fører de mange romanreferater og -analyser ud i beskrivelser af kvindens stilling i såvel intimsfæren som i samfundet. På denne måde får afhandlingen en stærk litteratursociologisk retning, der gør den til en bred historisk fremstilling af den romantiske epoke set fra kvindens side. Og da så meget af vores nutidige bevidsthedsliv starter i romantikken, er Lise Busk-Jensens disputats en meget velkommen fuldstændiggørelse af det hidtidige noget ensidige mandlige billede af denne epoke.
Som mand må man takke værtinden, kvinden, for den fest, hvor manden har ført sig frem uden tanke på alle arrangementerne, der skabte festen.
Lise Busk-Jensen: Romantikkens forfatterinder 1-3. 1856 sider. 899 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.