Bøger med en markant tendens kan som bekendt blive for forudsigelige. Det gælder første bind af Francine Rivers' romanserie om Hadassah, en ung jødisk pige fra den tidligste kristne menighed. Ifølge bogens omslag har den amerikanske forfatter et stort og succesfuldt forfatterskab bag sig inden for det, hun selv i et forord kalder kristen fiktion.
Der er ingen tvivl om, at Rivers kan orkestrere en storladen historie med blik for det tidstypiske. Vi befinder os i romanens begyndelse i Jerusalem omkring år 70 efter Kristi fødsel og overværer en romersk nedslagtning af jøder, heriblandt Hadassahs far. Han var af Jesus blevet opvækket fra de døde og havde siden sluttet sig til den kristne menighed. Hadassah overlevede som den eneste i familien og blev ført til Rom, hvor hun blev solgt som husslave til en rig familie.
Her følger vi hendes uselviske hengivelse til det at være et tjenende menneske. Hun kommer til at elske sin romerske familie trods de urimeligheder, hun bliver udsat for, fordi hun ser det lidende menneske bag deres facade.
Særlig betydning i hendes liv får de to voksne børn, Julia og Marcus. Begge er de forkælede børn af en patricierfamilie, hvor faderen, der oprindelig var fra Efesos, havde kæmpet sig frem til magt, penge og romersk statsborgerskab med moderen som sin blide og loyale støtte.
En anderledes kvinde bliver Julia, der er fokuseret på personlig nydelse og seksuel frihed og ønsker mulighed for selv at vælge livsform. Hendes insisteren på egne behov skaber konflikter i forhold til de traditionelle kønsroller, men er i tråd med nye tendenser i det stadig mere dekadente Romerrige. Hadassah følger forskrækket, men med kærlighed sin frues menneskelige deroute.
Marcus er lige så nydelsessyg, men som mand med langt større udfoldelsesmuligheder. Mødet med Hadassah bliver først en udfordring, siden besættelse og dyb kærlighed, fordi hun med sit hengivne væsen er en kontrast til den romerske kultur, han er en del af. Først sent erkender han hendes kristne tilhørsforhold, som hun har holdt skjult på grund af risikoen for forfølgelse.
Både Julia og Marcus er hver på deres måde med til at ofre Hadassah, som med ro og værdighed går sit - forudsigelige - martyrium i møde. Romanen slutter i arenaen, hvor en gruppe dødsdømte kristne bliver kastet for løverne som forspil for nogle af de gladiatorkampe, den romerske befolkning yndede at lade sig underholde af.
Rivers maler med stærke farver en brutal, overfladisk og dekadent kultur, der i sin optagethed af det privilegerede menneskes krav om optimal selvudfoldelse har træk tilfælles med vores i dag. Det er en vigtig pointe for Rivers, ligesom frelsen fra egoisme og åndløshed dengang som nu ifølge hende må være et kristent svar.