Brud, benspænd og begær: Sådan gør du din tekst levende

Illustration: Rasmus

Illustration: Rasmus Juul.

Jeg selv har allerede skrevet en bog om, hvordan man gør teksten klar. Men ud over at være klar, skal en tekst også gerne være levende, og her tænkte jeg som retoriker, at jeg måtte have et litteraturmenneske med
Christina Pontoppidan

I ny bog opstiller litteraten Andreas Immanuel Graae og retorikeren Christina Pontoppidan på tværs af alle genrer og fagretninger formler for, hvad der gør tekster levende

I begyndelsen er hverken ordet eller lyset. Jeg findes ikke som andet end en underbelyst overvejelse i et baghoved. En endnu ikke udfoldet mulighed for liv.

Omkring bordet sidder tre personer, som repræsenterer hver sin tilgang til sådan nogle som mig: litteraten, retorikeren og journalisten.

Den ene dyrker det æstetiske, kunstneriske udtryk. Den anden fokuserer på klarhed, at afsenderen får afleveret sit budskab til modtageren. Sammen har de to skrevet bogen ”Giv teksten liv - greb der griber”, der udkommer i morgen. Den tredje arbejder med at formidle på en fastholdende måde og er lige nu i færd med at interviewe dem om bogen - det skulle gerne føre til, at jeg får liv.

”Markedet med bøger om at skrive er i forvejen mættet, så man kan spørge, hvad vi skal med endnu en skrivebog. Jeg selv har allerede skrevet en bog om, hvordan man gør teksten klar. Men ud over at være klar, skal en tekst også gerne være levende, og her tænkte jeg som retoriker, at jeg måtte have et litteraturmenneske med,” fortæller retorikeren, ekstern lektor ved Københavns Universitet Christina Pontoppidan,

Litteraten hedder Andreas Immanuel Graae og er ph.d.-stipendiat i kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet. Han har tilrettelagt undervisningsforløb sammen med retorikeren, og sammen har de udviklet den idé, at man i stedet for at skrive en bog, der giver skriveråd til en bestemt faggruppe eller bestemt type tekst kan opstille de ni vigtigste greb til at få en hvilken som helst tekst til at leve.

Tidligere så akademikere ned på journalisters skrivestil som poppet og sensationslysten. Journalister syntes, akademikere skrev kedeligt og uforståeligt, og at forfattere var for længe om at komme til sagen. Og alle så ned på reklamefolk trods deres sans for fængende slogans.

Men i de senere år er der ifølge litteraten sket det, at genrer og skrivestile flyder sammen. Man henter inspiration i hinandens greb. Derfor giver det mening at skrive en bog med en fælles opskrift til alle, der vil kommunikere bredt: akademikere, journalister, informationsmedarbejdere, reklamefolk, politikere, debattører, bloggere og forfattere til fagbøger - ja, selv ansatte ved offentlige myndigheder. Skønlitterære forfattere kan også læse med, men bogen er i mindre grad for dem.

”Folk er nysgerrige efter at komme væk fra kancellisproget. De eneste, vi møder i vores undervisning, som er skeptiske, er jurister, økonomer og læger, som frygter for præcisionen i teksten. Det kan også godt være, lovtekster ikke skal udfærdiges efter vores anvisninger. Der er grænser for, hvor meget liv man skal prøve at puste i den slags tekster,” erkender litteraten.

De ni greb har retorikeren og litteraten delt op i tre gange tre. For som alle gamle eventyrfortællere ved, er der noget magisk ved antallet tre. Og retorikeren forklarer, at såvel bogens typografi som opdelingen i tre akter er lånt fra teaterverdenen for at anskueliggøre, at enhver tekst er en bestemt iscenesættelse. Første akt handler om fokusgreb, anden akt om formgreb og tredje akt om formuleringsgreb.

Første fokusgreb handler om, hvilken person teksten skrives i. Det gør en kæmpe forskel, om man skriver jeg, du eller i tredjeperson. Den levende tekst opstår ofte ved det uforudsigelige valg, som når en portrætartikel er skrevet, som om den portrætterede selv fortæller. Eller man kunne forestille sig en journalist, der prøver at være fiffig ved at indlede en artikel om levende tekster med at lade sin egen tekst fortælle i første person,

Andet fokusgreb handler om udvikling. Stort set alle tekster kan udformes som en fortælling, som handler om årsag, handling eller forandringer i tid og sted. Som forfatteren og reklamemanden Knud Romers cv, der lyder: ”Mobbeoffer. Latterliggjort poet. Hurtigtkørende reklamemand og misbruger. Men så kom kærligheden.” Eller man kunne forestille sig artiklen om levende tekster udvikle sig fra den ufødte tanke i mørket til et væsen, der lidt efter lidt får åndedræt og hjerterytme.

Tredje fokusgreb kalder retorikeren og litteraten for fragmenter. ”Hav sans for de dele, der siger det hele,” skriver de rimglade formidlere. Og de to sætninger siger det meste.

Formgreb nummer et handler om brud. Ved at skifte genre, bryde den hidtidige form eller ændre den grafiske opstilling kan man opnå en særlig effekt. Bogen fremhæver her et eksempel fra Kristeligt Dagblad, hvor en artikel om børn, der fødes som følge af fejlslagne aborter, var udfærdiget som et håndskrevet brev og havde fået overskriften: ”En fars brev til den datter, der aldrig skulle have været født”.

Nummer to formgreb er benspænd, som enhver, der har set en dogmefilm, ved hvad går ud på. Ved at give sig selv nogle stilistiske rammer og spilleregler kan man opnå en effekt. Litteraten fremhæver Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, som har givet sig selv den opgave, at indledningslinjerne til hendes lederartikler tilsammen skal forme en sætning, så der ligger et ekstra lag af budskab.

Og tredje formgreb er begær, som er et udpræget litterat-udtryk. Hvor retorikeren grundlæggende synes, budskabet skal nå frem, arbejder litteraturfolk meget med, at teksten først forfører, siden fastholder og endelig forløser læseren, Det gør ikke noget, at de første linjer er uforståelige, svulstige og ligner en parafrase over Johannesevangeliet, hvis de vækker læserens nysgerrighed, og hvis pointen i sidste ende er nogenlunde klar.

De tre formuleringsgreb er billeder, lyde og lag. Her kan alle lære af litteraten om sammenligninger, metaforer og klichéer, der ikke er klichéer, fordi de lige får et twist. Om rim, bogstavrim og rytme. Og om det, forfatterne med et rim kalder ”Spil på dobbeltheder og kendte tekststeder”. Som når et interview indledes med Bibelens måske mest kendte indledningslinje - og så alligevel ikke helt. Tilsammen handler grebene ifølge retorikeren og litteraten om at gøre teksten uforudsigelig, dramatisk og legende. Om at ”dræbe gribben”, hvilket betyder, at man har en vilje til at undgå kedeligt genbrug af andres sprog, hvorved man ikke skaber liv, men blot fungerer som ådselæder.

”Nogle gange kan man selvfølgelig gå så langt, at læseren ikke er med. Et godt råd er, at det, man skrev klokken to om natten, læser man lige igennem klokken 10 om formiddagen, inden man offentliggør det, Og det er altid klogt at lade andre, man kender, læse ens tekst først,” siger retorikeren, og litteraten tilføjer:

”Medmindre man er jurist, gælder det om at være frisk på et eksperiment. At turde springe ud fra klippen og håbe, at vingene folder sig ud undervejs.”

Jeg prøver. Andre må afgøre, om jeg er levende.