I debutromanen ”Ukulele jam” (2011) skildrer den bosniskfødte Alen Meskovis et år i en flygtningelejr i Kroation i 1994 set med en 15-16-årig drengs øjne. Det kom der en ungdommelig roman ud af såvel i sprog som i livssyn. Meskovic fortsætter i ”Enmandstelt” fortællingen om Miki, der på egen hånd er flygtet til Danmark for at få asyl.
Det er blevet til en rørende beretning, som især appellerer til yngre læsere, selvom ældre selvfølgelig også kan være med. Fremstillingen er frisk og ligefrem og rummer en god del energi og overskud, der kontrasterer det i og for sig triste emne.
Egentlig er det slet ikke Danmark, Miki vil til, men Sverige, hvor hans elskede og beundrede storebror allerede befinder sig. Men skæbnen – eller hvad det nu er – vil det anderledes, og Miki bliver ”taget” af de danske myndigheder på Københavns Hovedbanegård og kommer ind i det danske flygtninge- og asylsystem. Da Miki er alene og kun er 17 år, bliver han opfattet som en uledsaget, mindreårig asylansøger. Da hans fars fætter med kone og to børn allerede befinder sig i et asylcenter på Fyn, bliver han placeret dér.
Det vil sige, han flytter ind i den 14-15 kvadratmeter store container, som huser familien. Og det kan selvfølgelig ikke gå andet end galt med så mange mennesker på så lidt plads og med så store psykiske problemer, hele den uvisse flygtningesituation giver. Og når man så oven i købet placerer både kroatere, serbere og bosniere i samme lejr, er der også lagt op til konflikt.
Det fine ved Meskovics roman er dens autentiske fremstilling af livet i et dansk flygtningecenter set med en ung mands øjne. Det er hans drømme og skuffelser, man følger på tæt hold. Og det er hans ukuelighed, som bærer både ham og historien fremad.
Han står i en ekstraordinær menneskelig situation, men er alligevel helt ”normal”: ”Et menneske kan miste et tag over hovedet, sin hue, jakke eller hukommelse, men driften efter at forenes med det modsatte køn kan ingen tage fra én.” Ligesom man heller ikke kan tage hans lyst og glæde ved musik fra ham. Allerede første sommer i Danmark er han på Roskilde Festival.
Efter mange forhindringer møder Miki efter tre års adskillelse sin forgudede storebror, og det bliver til et smerteligt gensyn. Broderen er ikke længere den, han var engang, fordi borgerkrigens rædsler sætter sig i et menneske og forvandler det. Og det sted, hvor de voksede op sammen, er bombet i stykker eller besat af serbere. Broderen vil ikke tale om fortiden, men insisterer på at se fremad og begynde forfra. Han foretrækker tavsheden frem for talen, som mange andre traumatiserede flygtninge.
Miki derimod fortæller jo sin historie i romanen, selvom modtageren ikke er tænkt med. Han fortæller bare, men han har også sproget til at gøre det. Miki har nemlig viljen og kraften til at søge sine egne mål, og han kæmper sig også frem til en plads på et gymnasium, så han kan komme videre i sit liv. Således er der også lagt op til endnu en roman om bosnieren Miki i Danmark.