4 stjerner
Hos Søren Kierkegaard er der en kone, som sætter ild til mandens evige avis, mens han intetanende sidder og læser i den. På den måde vil hun minde ham om sin tilstedeværelse. I sit omfattende værk om sjælesorg, praktiserer Leif Andersen noget tilsvarende. For alt imens man stifter bekendtskab med allehånde opbyggelige tanker inden for sjælesorgen, bemærker forfatteren pludselig: ”Jeg har ingen oplevelse af en personlig Guds nærvær. Jeg kan vanskeligt se i verden, at der en god Gud og en almægtig Skaber, som har al magt i himmelen og på jorden.”
Så vågner læseren op! Og sådan bliver ”Kroppen og ånden” en tour de force af nærgående kommentarer vedrørende sjælesorgen - ofte meget mere substantielle end så meget, der ellers skrives på området. Andersen tilkendegiver eksempelvis, at et menneske, der lider af psykiske problemer, meget vel kan få det værre, hvis man forkynder kristendommen som løsningen for det menneske, eftersom ”destruktive erfaringer ofte forværres så mange gange, når de er oplevet i Guds navn eller i kirkens favn”.
Jo, Leif Andersen skærer ind til benet, og det afstedkommer udfald mod den klæge snak om bare at definere sig selv ud fra, hvad man gør, for ”bedst kan (man) være andre til gavn, når man også prøver at være sig selv til gavn. Jeg kan sikkert bedst hjælpe folk, når de ikke skal være hele min eksistensberettigelse”.
”Kroppen og ånden” er med andre ord en bog, der bæres af sans for proportioner og menneskekløgt. I tilgift er den fyldt til bristepunktet med skarpe analyser, lærde kommentarer og paradoksale aforismer. Og så gør det jo ikke noget, at bogen tillige fremtræder i generøs indpakning.
Til alt held har forfatteren samtidig evnen til at løfte tungt stof op i lette former. Andersen har imidlertid også en svaghed for at citere, men hvis nogen har givet ens følelser og tanker et bedre mæle, end man selv kunne have gjort, hvorfor så ikke benytte sig af det? Det gør han derfor med den amerikanske psykiater Irvin Yalom, der ganske vist er ateist, men som med sin eksistentielt orienterede psykoterapi er vigtig for forfatteren.
Leif Andersen er lektor på Menighedsfakultetet og sammenfatter sin egen sjælesørgeriske position mod slutningen af bogen således: ”Sjælesorg må have en snert af forkyndelse. Ellers er den blot psykologi. Men en sjælesorg, der kun vil forkynde, bliver døvhed og overgreb. Den kan ikke lytte.”
Og Leif Andersen kan rigtignok lytte - både til mennesker, medier og musik. Men snakke kan han jo også, for ellers ville bogen næppe være blevet så stor. Og det vil på ingen måde svække det kommende andet bind om sjælesorg, hvis der blev luget lidt ud i gentagelserne og sparet en anelse på citatmængden.
Men ellers fortjener projektet såmænd medbør.
kultur@k.dk