Sådan var krigen, helt uden filter

Informativ, tankevækkende og velskrevet bog fra Hans Boll-Johansen, som er sønderjysk nok til at vide, hvor hans beretning kan gøre ondt

At også det berømte sønderjyske kaffebord opstod under kulturkampen i perioden 1864-1920 som en form for datidens bagedyst, er en af de mange små etnografiske oplysninger, som læseren beriges med undervejs.
At også det berømte sønderjyske kaffebord opstod under kulturkampen i perioden 1864-1920 som en form for datidens bagedyst, er en af de mange små etnografiske oplysninger, som læseren beriges med undervejs. .

Mange mennesker holder af at læse erindringsbøger, specielt hvis de giver indblik i en kendt persons private liv og personlige tanker. Men der findes også erindringer, der slet ikke handler om forfatteren selv, men om en bestemt periode i hans eller hendes liv, som skønnes at være af almen interesse.

Sådan er det med Hans Boll-Johansens bog om Sønderjylland under krigen. Bogen er således en øjenvidenberetning, men af en speciel slags. For forfatteren nøjes ikke med at gengive sine egne erindringer. I virkeligheden er der tale om en vi-bog.

Ideen til bogen blev skabt, da forfatteren mødte sine jævnaldrende kammerater fra Aabenraa Statsskole ved en sammenkomst næsten 60 år efter deres studentereksamen i 1955. Den samtale, der udviklede sig mellem dem den aften, endte med, at de overlod det til Boll-Johansen - som vi kender som en kyndig vejleder i fransk litteratur - at skrive en bog om, hvordan de to grupper oplevede krigen.

En af de vigtigste kilder er således et 150 sider langt manuskript, som Uwe Hänel havde liggende hjemme i skuffen. Manuskriptet var nedfældet af hans far, en tysksindet bankmand, der havde ønsket at fortælle fremtidige generationer af sin familie, hvad han havde foretaget sig under krigen. Uwes far var selv søn af en tysk statsembedsmand, der forblev loyal over for den danske stat. Men i lighed med rigtig mange tyskere i Sønderjylland havde Uwes far hilst nazisternes besættelse af Danmark velkommen som det, der ville kunne bringe dem selv og Nordslesvig ”hjem” til Tyskland. Derfor blev de da også skuffede, da Hitler lod forstå, at det ikke var en del af hans plan.

Formålet med bogen er at belyse krigen ”uden filter”. Og det med filterløsheden skal tages alvorligt: den går ikke let hen over smertelige erindringer.

Det er der kommet en særdeles god bog ud af. Den er informativ, tankevækkende, velskrevet og skrevet af en mand, som er sønderjysk nok til at vide, hvor hans beretning kan gøre ondt - selv som søn af en ”indvandrer”. Med til bogens kvaliteter hører de mange illustrationer og de mange små fortællinger, den er bygget op af, og som de færreste danskere har hørt før.

Det gælder for eksempel fortællingen om, hvordan den danske stat efter 1920 bestræbte sig på af ”danificere” Sønderjylland ved at sende danske embedsmænd og lærere nordfra ned til landsdelen.

Boll-Johansens far var en af dem. Men født og opvokset på Frederiksberg havde han, i lighed med de andre, svært ved at blive fuldt integreret, både hvad angik sprog, surrib og ringridningsfester. Men det var skam heller ikke meningen, for de skulle først og fremmest repræsentere en hårdt tiltrængt modvægt til den tyske kulturimperialisme. Mange af disse embedsmænd blev ansat som lærere på Aabenraa Statsskole, som kom til at spille en særlig rolle i en by, hvor de tysksindede havde været i flertal ved afstemningen i 1920.

At også det berømte sønderjyske kaffebord opstod under kulturkampen i perioden 1864-1920 som en form for datidens bagedyst, er en af de mange små etnografiske oplysninger, som læseren beriges med undervejs. De betyder, at man lægger bogen fra sig langt klogere på denne landsdel, hvor det engang var almindeligt at kunne tale fire sprog: dansk, højtysk, plattysk - og sønderjysk; for sønderjysk er skam ikke en dialekt, men et sprog, ingen dialekt, hævder forfatteren. Med en så særegen kulturblanding må mange have oplevet det som en hån at se Sønderjylland blive lagt sammen med Fyn til Region Syddanmark i 2007. Eller var det monstro et nyt fordanskningsprojekt?

Men nu gør jeg mig dog munter på en alvorlig baggrund. For i virkeligheden er der tale om en for det meste dyster bog om en tid, der forekommer at have været sværere her end i nogen anden del af det besatte Danmark. Først og fremmest fordi sønderjyderne var et dybt splittet folk; ja, slet ikke noget folk. For selv om der i forvejen fandtes to parallelsamfund, så åbnede den 9. april en afgrund imellem dem.

Mange hjemmetyskere meldte sig under diverse faner og gik rundt med armbind. Og ved krigens afslutning endte 3.200 af dem i politifangelejren Faarhus (omdøbt fra Frøslev) ved Padborg.

Modstandsbevægelsens og de danske myndigheders behandling af det tyske mindretal - deriblandt dem, der aldrig blev nazister eller ”landssvigere” - er ikke en historie, der er flatterende for nogen af dem. Alligevel erkender Boll-Johansen, at bitterheden blandt danskere både inden og uden for Sønderjylland var så betydelig, at det ville have været krænkende for retfærdighedssansen, hvis man havde ladet nådens lys skinne over dem. Mange af dem havde vitterlig forbrydelser, svig og stikkeri på samvittigheden og blev med rette anset for en femte kolonne.

Så galt gik det dog ikke, at det ikke alligevel lykkedes for de to befolkningsgrupper at finde ud af det med hinanden efter krigen. Selvfølgelig bliver byskilte på to sprog gravet op om natten; men sårene synes dog at være helet så meget, at landet både syd og nord for grænsen i dag må fremhæves som en model for nationale gruppers fredelige sameksistens inden for samme territorium.

Denne bog kan få denne proces til fremstå som lidt af et mirakel. Men også som et resultat af gode viljer. Og forfatterens gamle skole, Aabenraa Statsskole, repræsenterede tilsyneladende et mønstereksempel på, hvordan forsoningen kunne komme i stand.

kultur@k.dk