Elin Nilsson: I stedet for bare at skrige. Oversat af Jesper Bøllehuus. 316 sider. 299,95 kroner. Forlaget Turbine.
Andrea har lyst til at skrige, men prøver i stedet at sætte ord på og forstå sine følelser. Det er svært, og hun får ikke meget hjælp af sin mor, hvis automatsvar er: ”Det taler vi om en anden gang”.
Det betyder, at det er alt for lidt, mor og datter får talt om. Andrea er hovedperson i svenske Elin Nilssons debutroman, som annonceres med genrebetegnelsen ungdoms-thriller. Spørgsmålet er, om den lever op til betegnelsen, men i hvert fald sætter et mystisk trusselsbrev skub i Andreas forsøg på at komme ud af sit følelsesmæssige morads, og et spændingsplot om opklaring og afsløring udvikler sig.
Som lille blev Andrea forladt af sin far, der tog til USA. Han vendte tilbage til familien mange år efter, som om intet var hændt. Senere døde han af kræft, og både fravær, sygdom og død blev omgærdet af uforløst tavshed.
Moderen knoklede for at få hverdagen til at hænge sammen og nu vil Andrea vide mere om sin egen fortid, sine forvirrede følelser og det mystiske brev, hvori der kræves penge af moderen. Plottet udvikler sig, og lag på lag af gamle hemmeligheder og løgne skrælles af.
Romanen er skrevet med et frisk pust af ungdommelig jargon og sans for pubertetspigens univers. Vi fornemmer hendes sårbarhed, skjult bag sure miner og fornærmet attitude, følelsen af at være blevet svigtet og det voldsomme behov for at blive set og forstået, der er konsekvensen.
Det psykologiske portræt er altså troværdigt nok, men om unge vil synes, at romanen indfrier deres forventninger til gys og spænding, er nok en anden sag. ”Neglebidende”, som pressemeddelelsen kalder den, er den ikke.