Sag om Hamas-leders søn, der blev spion for Israel, fungerer ikke som film

Den utrolige historie om palæstinenseren Mosab Hassan Yousef (tv.), der bliver hvervet af den israelske ...

Den utrolige historie om palæstinenseren Mosab Hassan Yousef (tv.), der bliver hvervet af den israelske efterretningsagent Gonen Ben Yitzhak, mangler psykologisk dybde. - Foto: Global Screen GmbH

tv-dokumentar
Three stars
Mosabs nervepirrende historie foldes desværre ikke ordentligt ud hverken psykologisk eller sikkerhedspolitisk
Karen Dyssel

Den sande historie om en Hamas-leders søn, der bliver israelsk spion, er i sig selv åndeløst spændende. Dokumentaren ”Spion for Israel”, der vises i aften på DR 2, forløses imidlertid ikke

Mosab Hassan Yousef er søn af Sheikh Hassan Yousef - en indflydelsesrig Hamas-leder fra Vestbredden. Som 17-årig bliver Mosab fængslet af den israelske sikkerhedstjeneste, Shin Bet, da han smugler våben til Vestbredden. Shin Bet-agenten Gonen Ben Yitzhak forsøger at omvende den unge palæstinenser og gøre ham til israelsk spion placeret i hjertet af Hamas. Det lykkedes, og i 10 år kører de et intenst parløb.

”Det er skamfuldt at voldtage sin mor. Men at samarbejde med israelerne er meget værre,” siger Mosab i begyndelsen af filmen.

Men hvorfor i alverden gør han det så? Det er den største anke mod ”Spion for Israel”, der vises på DR 2 i aften. Vi bliver egentlig ikke klogere på, hvorfor Mosab vender sig mod sit eget folk for at hjælpe dødsfjenden. Han forklarer kort, at han blev forfærdet over Hamas' metoder med at slå uskyldige ihjel i fængslet, og at han gerne ville redde civile israelske liv. Det er vægtige grunde, men de afleveres underligt konstaterende og udforskes ikke.

Mosab elsker tydeligvis sin far og sin familie, men lever midt i et kæmpe bedrag, hvis psykologiske og moralske implikationer ikke for alvor uddybes. Mosab forsager det helligste: faderen, islam, det palæstinensiske kulturfællesskab. Han må nødvendigvis skabe sit eget moralske kodeks, men hvilket forbliver sløret for os, og filmen bliver derfor en opremsning af nogle begivenheder snarere end en undersøgelse af dem. Samtidig er det tydeligt, at Mosab også nød den spænding og magt, det gav ham at være Shin Bets formentlig mest højtprofilerede spion inden for Hamas. Hvordan denne ærgerrighed påvirkede hans handlinger, udforsker instruktøren Nadav Schirman ikke.

Vi bliver heller ikke rigtig klogere på hverken fjendskabet mellem Israel og Palæstina eller venskabet mellem en israeler og palæstinenser. For Mosab danner et nært venskab med sin foresatte i Shin Bet, agenten Gonen Ben Yitzhak. De to er filmens eneste kilder og taler direkte ind i kameraet. Denne faste øjenkontakt er et forsøg på at skabe autenticitet og nærvær, men i stedet virker det som en oplæsning af et manuskript. Mosab og Gonen bliver aldrig udfordret, selvom kritiske spørgsmål til handlinger og bevæggrunde ville have løftet filmen.

Monologerne brydes primært af en række droneoptagelser, der mere irriterer end beriger, da de ikke bidrager væsentligt til fortællingens fremdrift eller de interviewedes udsagn. Den stramme opbygning ender derfor som ren spionfilmsæstetik, som lydsiden kun forstærker med en insisterende musik, vi kender fra amerikanske thrillere. Mosabs nervepirrende historie foldes desværre ikke ordentligt ud hverken psykologisk eller sikkerhedspolitisk. Det er synd og skam, når den virkelige historie er meget mere fængende og moralsk udfordrende, end hvad Hollywoods dygtigste manuskriptforfattere kan udtænke.

Når filmen alligevel anbefales, er det for den utrolige sande historie og det spinkle håb om forsoning, den symboliserer.

kultur@k.dk