Salmer er eksistens i ren form

Salmer koger livet ned til dets essens: fødsel og død, glæde og sorg og troen, men også tvivlen på Gud. De poetiske koncentrater af hele menneskeliv har inspireret Jens Blendstrup i sit forfatterskab, hvor han har skrevet romanen "Gud taler ud" om sin patriarkalske far, der talte i salmebrudstykker

Salmer er eksistens i ren form
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Der ligger for meget sne til, at forfatter Jens Blendstrup kan hente kage til det lille selskab af fotograf og journalist, der bænker sig om bordet i køkkenet i Korsør. Heldigvis har hustruen bagt kanelsnegle dagen forinden, der nu kan varmes i det teknologiske vidunder mikroovnen.

"Jeg ved ikke rigtig, hvordan sådan én virker, eller om det egentlig er sundt med de bølger," siger han og vender tilbage til emnet moderne teknologi, da samtalen senere falder på, hvad det er salmer kan, og hvorfor de virker mere rene i deres udtryk end meget andet poesi af nyere dato.

"Måske kan man sige, at sådan én som Kingo ikke har været så forstyrret af alt det moderne, som man er i dag, derfor er hans tekster eksistentielt dybere. Nu har vi mikroovne, mobiltelefoner og fjernsynsprogrammer. Fællesrammen, der var at referere til dengang, var livet og døden, og det er meget godt for litteratur, når der ikke er flere spillebrikker at flytte med. I dag komplicerer vi ting i højere grad."

Og netop salmernes klang af livsbekræftelse blandet med undertonen af menneskelig prøvelse og fortvivlelse begejstrer Jens Blendstrup som ordmenneske. Han skrev fornylig en artikel om salmer i Dansk Kirketidende og sætter pris på de sproglige billeder, "de store armbevægelser, Titanic-poesien med gesimser og trækbasuner." Og de hårde livsvilkår for nogle af de største salmedigtere som Brorson, der mistede begge forældre som ganske ung og senere i livet syv ud af af sine tretten børn, kan høres i salmerne.

"Det smukke ved salmer er, at de er indkog. Det salt, der kommer frem, når man har syret et helt liv ned. Og det med at skildre hele liv, fra vugge til grav, det er sindssygt flot. Og salmedigterne gør det uden at ryste på hånden. De taler til hjertet ikke til hjernen."

"Salmerne bliver vidnesbyrd om, hvordan man kaperer livet. I gamle dage, da jeg gik på universitetet, og aldrig havde nogen penge og manglede at lave mine opgaver færdige, så sagde jeg altid: Nu cykler du en tur, og så siger du til dig selv, ?du skal dø i morgen, det er fuldstændig lige meget det hele alligevel?. Det giver horisont, og man indser, at det vigtigste er, at man er her. Og det er salmerne gode til at fortælle én. At man skal gøre noget, mens man er her og koncentrere sig om de væsentlige ting."

Salmernes betydning bliver også forstærket af, hvornår vi bruger dem. For Jens Blendstrup giver de rum til de store følelser, som vi har brug for at lukke ud, når der sker noget vigtigt i livet. De forklarer ting, der er svære for mennesker at sætte ord på og forstå.

"Man bruger tit salmer i perioder af livet, hvor man er i sjælelig undtagelsestilstand. Hvor man har mistet en far eller mor, eller det kan også være noget glædeligt som en konfirmation. Man trænger til de store følelser på de tidspunkter, og det giver i hvert fald mig et særligt forhold til salmer."

"Man ved, at når man hører salmer og sidder i en kirke, så er der ingen, der kan se én. Sådan føles det i hvert fald. Man bliver opfyldt af musikken, og man har ret til at være sentimental, og derfor er det dér, man græder. Salmerne er rene, der er ikke blandet noget i. De er grundstoffer i sig selv. Ur-eksistens. De er skrevet som salmer, og de er skrevet til at trøste mennesket, når det er mest udsat. Det giver mig et alibi for at bryde sammen i hulken enten af sorg eller glæde. Det er faktisk ligesom, at salmerne har særlige sætningskonstruktioner, der er grådudløsende."

Jens Blendstrup har hverken gået meget i kirke eller lært salmer udenad i skolen. Alligevel har de sat sig fast i ham.

"Salmerne er sunket ned og er blevet allemandseje. Man synger dem, når man går rundt om juletræet. Men det er lidt mærkeligt, hvis man hører dem i en kirke, selv nogen man faktisk aldrig har sunget før, så har man dem inden i sig som en pose af enten barndomserindring eller kulturhistorisk erindring. Der går to sekunder, så har man salmens rum i sig, og så kan man den alligevel. Nogen gange kan jeg ikke huske én eneste salme, men der går ikke to minutter, fra jeg enten har søgt på nettet eller kigget i min fars gamle salmebog, så kan jeg pludselig huske en masse. Og det er underligt. Man har ikke salmerne med til dagligt, men det er én del af ens væren alligevel."

Det er i høj grad Uffe Blendstrup, Jens Blendstrups far, der har givet sin søn hans salmearv. Faderen, som Jens Blendstrup har beskrevet i romanen "Gud taler ud", var et alkoholiseret menneske, der på mange måder tyranniserede sin familie, men som også bidrog med en originalitet og storladenhed, der er de færrestes familieliv forundt. Jens Blendstrup lovede i en alder af 12 år sin far at skrive en bog om ham efter hans død, men det var først, da Jens Blendstrup fandt på at kalde faderen for Gud, at han kunne komme i gang med romanen.

"Jeg er vokset op med en far, som var en slags gud, der var faldet ned på jorden. Altså han var fuld af fejl. Han var ligesom en gud, det var gået galt for. Og hver eneste gang, han selv manglede ord, brugte han Bibelen eller salmer. Han har syet religionen ind i, hvad han gav videre til os børn, det var en meget levende fortolkning af tro."

Efter "Gud taler ud" har Jens Blendstrup fået en ny tilgang til sit forfatterskab. Hans tidligere noveller var kendetegnet ved det groteske og absurde, men i romanen bliver der nødt til at være flere stilarter og sindsstemninger med.

"Jeg har fået kontakt til dele af min hjerne, jeg ikke troede, at jeg havde. Jeg føler mig mere samlet. Jeg ved så ikke, om det er et godt tegn, eller det er begyndende senilitet. Men jeg har i hvert fald fået lyst til at skrive hele liv. Jeg tror også, det er derfor, jeg er blevet interesseret i salmer igen. Jeg kan godt lide, at de tillader sig de store, brede armbevægelser og at mene noget om hele eksistensen."

"Hvis man kan lave en tekst, der rækker ud over sin egen tid, ville det jo være fantastisk. Men problemet er, at hvis man sætter sig ned og siger, nu skal jeg lave noget, der rækker ud over min egen tid, så laver man noget generelt, et eller andet eksistentielt møg. Men hvis man laver en tekst, der er skarp nok til at leve videre til næste generation og næste generation og sige dem noget, det er det magiske ved at skrive."

Jens Blendstrup vil gerne selv skrive en salme, som han ikke er i tvivl om vil blive grotesk ligesom den hollandske renæssancemaler Hieronymus Bosch? skildringer af dommedag og andre kristne motiver. Men han ved ikke, om han kan, dels fordi tro for ham er noget personligt, og dels fordi salmer skal kunne mere end at beskrive det almenmenneskelige og mere end at prise Gud.

"Du kan ikke lave en afliren af kristendommen. Du kan ikke bare putte Gud ind, og så er alting godt. Det kan ikke redde en dårlig tekst eller en uoplevet tekst. Du kan ikke klistre en kunstig slutning på en dårlig historie. Halvdelen af at tro er at vende tingene, ellers stivner det, man bliver nødt til at blive ved med at udfordre det vedtagne. Den bedste salmedigtning er søgende. Søgende i sit udtryk, søger at forklare livet og trosforholdet."

"Når mine børn spørger, om der findes en Gud, så siger jeg ja. Der sidder én deroppe, og bedsteforældrene sidder deroppe på en sky. Jeg kan godt lide idéen om mange riger, at livet er større end Dyrhaugesvej eller den her provinsverden. Større end det vi kan se. Det gør mig ked af det, når mine børn siger, at de her ting ikke findes. Jeg synes, at mennesker, der søger tro, der søger noget, der er større end sig selv, de har også noget meget mere spændende at sige om livet. Det er tit religiøse mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen, eller nogen der modsat har mistet deres tro. Det er fint nok bare at leve sit liv, men hvis man har religionen med, får man endnu et aspekt på livet."

julie.hansen@k.dk