Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?
Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, ”Kapitel et”, der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket.
”Kapitel et” kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, ”Ensomhed undviger definitive definitioner”.
Dette er måske også en af grundene til, at Tunedal vælger at bryde med den traditionelle, fremadskridende struktur: Bogen begynder med ”Kapitel X” og slutter med kapitel nul, et og prologen - i en bevægelse mod begyndelsen og ikke slutningen (læs: døden), der ellers synes at spille en væsentlig rolle. Læs blot følgende gribende digt fra afsnittet ”Elleve kapitler”: ”Sig ja med hovedet inden farverne bløder. Med kun/ nogle sekunder tilbage kommer lugten af roser. Vi ved ikke/ hvem der begyndte. De rette ord sætter farve på læber og/ øjne. Fra den rette mund. Det er ikke kanten det er dybet. Det/ vil blive smukkere, som minde.”
Digtet synes at omhandle en begravelse, måske af en mor (titlen på digtet er ”Nogen bærer spor af mor og andre i sit ansigt”), men det er netop kun en fornemmelse. Sproget er nemlig, som i bogens tekster generelt, karakteristisk ved at være abstrakt og lettere fragmentarisk.
Det er, som sagt, ikke den strengt logiske form, som Tunedal efterstræber, men snarere den sansende, fornemmende og afsøgende. Visheden afløses her af en afgrundsdyb tvivl, og sætninger fyldt med smerte og sorg hober sig op: ”Jeg kan ikke tage fejl: jeg var hos ham i dag. Men/ alt dette kan ikke vise at jeg ikke har drømt det hele, eller/ indbildt mig det som en drøm.” Eller: ”Vi er samlet igen./ Vi kan sige omkring en afgrund.”
Ud over de genkommende ledemotiver - træer, roser, haver, farven rød, huse, hænder - er det særligt denne længsel efter samhørighed med omverden, der binder de forskellige afsnit og tekster sammen.
Flere passager ekkoer således af den svenske lyriker Sonja Åkessons Wittgenstein-inspirerede spørgsmål ”Hvordan ser din farve rød ud?”, der indkapsler det forhold, at vi aldrig kan vide, om den måde vi sanser og opfatter verden på, stemmer overens med andres.
Hør for eksempel følgende to uddrag, der stammer fra et af de tre kapitler, der er betitlet ”Jeg tænker på ham i en måned”, og som interessant nok, oplyses det i et lille noteapparat, henter citater og inspiration fra netop sprogfilosoffen Wittgenstein: ”Miniaturefuglen ligner en rød/ fugl der tilhørte soveværelset som ingen af os længere ser. Kun en årstid giver tegn. Al min længsel fører derhen. Og/ jeg ville ønske at det var din farve.” og ”Jeg ved at det er et træ/ han siger at det er en busk./ Vi ser noget i tågen som den ene af os anser for at være et/ menneske. Han siger at det er et træ.”
Overalt mødes man af sådanne scener og beskrivelser, der tegner fortvivlende billeder af en manglende eller ligefrem fejlslået kommunikation og forbundethed.
Når alt dette er sagt, har værket dog visse problemer, som særligt har at gøre med det sansende og søgende sprog, der nogle steder tipper over mod det uforståelige. Derfor virker kapitlet, der slet og ret kaldes ”Ensomhed”, også som et fint afbræk fra det ellers meget abstrakte rum, fordi formen her i højere grad er nøgtern i sit arsenal af nærmest teoretiske udsagn: ”Ensomheden ligger i kernen af den menneskelige længsel. Angst for ensomhed er ikke angsten for at være alene men angsten for at ingen vil være sammen med os.”
Er sproget til tider for uhåndgribeligt, formår Tunedal til gengæld at holde balancen, så den stemningsmæssige klangbund af alvor sjældent bliver svulstig.