Samtalebøger er en genre, der ofte bruges til, at to kendisser taler om stort og småt, ofte i forhold til deres egen livshistorie. Genren er let og ganske tit er det ret underholdende bøger.
Hjælp når livet kommer bag på os er ikke en samtalebog, som de er flest. De samtalende er sygehuspræst Preben Kok og tidligere korshærschef og nuværende fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen, og det er journalist Eva Jørgensen, der holder tov i samtale og tekst.
Det er tre ret alvorlige mennesker, der er i samtale om noget, der brænder på og de fortæller kun meget lidt fra deres eget liv.
LÆS OGSÅ: Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved
Bogens 10 kapitler er hver bygget op omkring et eksistentielt krise-spørgsmål af typen Hvorfor sker det her for mig?, Hvad gør jeg ved min sorg?, Hvordan undgår jeg mere modgang?.
Efter en ganske kort intro til hvert kapitel går samtalen i gang mellem de to sjælesørgere og med opfølgende og inddragende spørgsmål frajournalisten. Det kommer der fine overvejelser ud af. Samtalen bliver nærværende, når de to bringer deres erfaringer fra sjælesorg i spil, fra hospitalet og fra varmestuen og fængslet. Dybest rammer samtalerne, når de eksistentielle udgangsspørgsmål er mest i fokus.
Passager, hvor der reflekteres mere specifikt over sjælesørgerens rolle, giver et blik bag kulisserne, men er nok mest interessante for mennesker, der selv fungerer som sjælesørgere.
Preben Kok og Bjarne Lenau Henriksen er to kloge mænd, meget forskellige af sind. Preben Kok har altid haft ensomheden med, mens Bjarne Lenau Henriksen aldrig har følt sig alene. De vender tilbage til forskelligheden flere gange under samtalerne, som ikke alene afspejler to forskellige mennesker, men også to helt forskellige tilgange til sjælesorgssamtalen.
Kok gør den iagttagelse, at når Lenau Henriksen peger mod Gud, så peger han ligeud, mens Kok peger opad. Kok arbejder i en sammenhæng, hvor lægerne spøger med, at de ordinerer en halv præst eller en hel præst.
Han arbejder i sin dagligdag tæt sammen med psykologer på hospitalet og er derfor uhyre opmærksom på at være netop præst. Han udfordrer flere gange Lenau Henriksen på, om han ikke lige så godt kunne være ansat i socialforvaltningen?
Lenau Henriksen viger tilbage for det, der kan virke anmassende og postulatorisk.
De to taler sig ind på hinanden. Samtalerne bliver bedre og bedre, som bogen skrider frem. Måske fordi man som læser vænner sig til de to, men også fordi de vænner sig til hinanden, får respekt for hinanden uden at miste lysten til modsigelse. De to stærke herrer bliver knap så fokuserede på at battle med hinanden for i stedet samtalende at overveje temaet og de gode spørgsmål, journalisten stiller for at bringe samtalen videre og få uddybet nogle steder, for eksempel hvor en af de samtalende sidder lidt i baghånd eller udtaler sig lidt for selvfølgeligt. De to får lov at tale ud, men får ikke lov at slippe af sted med at tale udenom.