Sandheden bag søfartsbyen Marstal

Med Carsten Jensens bestseller "Vi, de druknede" kom Marstal igen på landkortet. I dag valfarter folk til den gamle søfartsby for at få svar på sandheden bag sømandsbyen, alle havde glemt. Kristeligt Dagblad er taget med på jagten

Folk valfarter i disse dage til sømandsbyen Marstal for at høre om virkeligheden bag romanen "Vi, de druknede" af Carsten Jensen. Byen havde tidligere den næststørste handelsflåde i Danmark og har i hundreder af år sendt mænd ud på havet og i krig. Her er Marstal Havn omkring 1912. Meget karakteristisk er flåden repræsenteret af både jagter og skonnerter. --
Folk valfarter i disse dage til sømandsbyen Marstal for at høre om virkeligheden bag romanen "Vi, de druknede" af Carsten Jensen. Byen havde tidligere den næststørste handelsflåde i Danmark og har i hundreder af år sendt mænd ud på havet og i krig. Her er Marstal Havn omkring 1912. Meget karakteristisk er flåden repræsenteret af både jagter og skonnerter. --. Foto: Marstal Søfartsmuseum.

Med duften af saltvand og søluft i næsen og med et par Riga Balsam – forklaring følger – indenbords, indfinder den rette stemning sig hos avisens udsendte i kabyssen på det 50 år gamle fragtskib "Samka", som bevæger os over det rolige Sydfynske Øhav en småkølig, grå efterårsmorgen. Målet er den gamle sømandsflække Marstal på Ærø lidt syd for Svendborg.

Marstal har som yderområde længe befundet sig ude af danskernes øje og sind, men med Carsten Jensens populære slægtshistorie "Vi, de druknede" fra 2006 kom byen igen på landkortet, som da den var et respekteret søfartscentrum. Med romanen, som har solgt over 300.000 eksemplarer og er oversat til 12 sprog, fik marstallerne den ære og opmærksomhed, de ifølge dem selv har fortjent.

Fra hele Norden strømmer elskere af historier fra havene til Marstal for at opleve rammerne for Carstens Jensens skildring af livet i den lille by med lidt over 3000 indbyggere. Byens søfartsmuseum og vandrerhjem arrangerer byvandringer i Carsten Jensens fodspor, og museet har de seneste par år oplevet en fremgang i besøgstallet på hele 20 procent. De besøgende vil have at vide, om historierne om den onde førstelærer, om de strenge styrmænd og om sømanden Laurids, der røg til vejrs og overlevede, alle er sande. Orker man ikke den lange, men smukke rejse til Marstal, kan svarene nu findes i Carstens Jensens opfølger, historiebog og illustreret guide "Vi sejlede bare" om virkeligheden bag romanen. Men med et besøg i byen med Carsten Jensen og andre lokale ildsjæle får man syn for sagn.

Det første bevis på, at Carsten Jensen har fat i noget virkeligt, er udsendtes ledsager og guide på carolineren "Samka", overarkivar og museumsdirektør for Marstal Søfartsmuseum, Erik Kromann, en af Marstals mange excentriske ildsjæle, som lever og ånder for byen.

Der går ikke mange stunder til søs, før den snakkesalige Erik Kromann tilbyder en Brøndum-snaps tilsat et par dråber Riga Balsam, en efter sigende kernesund lettisk ekstrakt af urter, som marstallere holder varmen med året rundt. Mellem to af disse fuldvoksne snapse, man ikke siger nej tak til, beretter Erik Kromann gennem den friske nordenvind ihærdigt om marstallernes driftighed til lands og til vands og om indbyggernes kamp for opmærksomhed.

– Marstallerne er et selvbestaltet folk, der i 1800-tallet helt for egen regning byggede en mole over 50 år og senere selv etablerede en telegraflinje, fordi kongen ikke vil række en hånd ud til den lille udkantsby så langt fra hovedstaden, siger Erik Kromann, som lirer den ene anekdote af efter den anden.

Vi nærmer os Marstal, mens museumslederen indvier mig i endnu en historie om de hen ved 2000 ærøboere, der i 2002 drog til Christiansborg i København for at flage med Ærø-flaget og protesterede mod en truende nedlæggelse af byens lokale stolthed, Marstal Navigationsskole, bygget i 1881.

Det er en smuk indsejling til Marstal havn denne friske efterårsformiddag, hvor svaner og hejrer i massevis svømmer rundt i vandet langs den imponerende hjemmelavede og snorlige mole. Det første møde med byen er en gigantisk flydedok, der viser sig at være en tysk ubådsdok fra Anden Verdenskrig, som i krigens sidste dage flød rundt i Østersøen med russiske og polske krigsfanger og blev gennemhullet af kugler affyret af allierede fly. Dokken sikrer i dag, at større skibe kan anløbe havnen for reparation ved byens værfter. Skudhullerne kan man faktisk se endnu.

Dokken med den makabre historie er på mange måder et symbol på marstallernes internationale historie. Byen, der engang havde den næststørste handelsflåde i landet, har Erik Kromann skrevet mange tætte sider om, og det imponerende søfartsmuseum er i sig selv et besøg på øen værd med skibsmodeller, skibsmalerier, hele kabysser og genstande, som sømænd gennem tiden har bragt med hjem fra hele verden.

Carsten Jensen ville med sin roman dokumentere historien om den lille flække på den afsidesliggende ø i hjørnet af Østersøen, som på forunderlig vis har været centrum af verden: "Kina befandt sig i vores baghaver. Gennem vinduerne i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst", skriver Carsten Jensen i sin roman. Han ville først skrive en dokumentarisk historieberetning om Marstal, men mødte gennem sit fem år lange arbejde med bogen så mange fantastiske historier, at kun en roman ville kunne beskrive dem bedst.

Den største overraskelse for Carsten Jensen har været, hvor ivrige og selvhjulpne marstallerne er, en sandhed, han har overført til fiktionens verden. Byens sømandsfamilier har været fuldstændig overbeviste om, at persongalleriet i romanen er baseret på – eller ligefrem direkte skildrer – deres forfædre. Som de mange turister har de været nysgerrige efter at vide, hvad der var fiktion, og hvad der var sandt i bogen, fortæller Carsten Jensen senere samme dag i baggården til det imponerende søfartsmuseum.

– Alle personer i bogen er fiktive. Jeg måtte hurtigt forklare marstallerne, at det var deres historie, men min bog, og at jeg var kaptajn, forklarer forfatteren.

Carsten Jensen har dog ladet sig inspirere af ganske mange virkelige personer og bruger historier og begivenheder, blandt andet om forholdene på et skibsdæk under heftig beskydning fra tyske batterier, som faktisk har fundet sted, og som i opdigtet form er med til at sikre den danske maritime kulturarv.

Karsten Hermansen, historiker ved Søfartsmuseet, har været faktuel vejviser for Carsten Jensen og er medforfatter til den nye bog. Han ved alt om byens maritime historie og viser rundt i Marstals gamle hovedgader og udpeger de lokaliteter med tilhørende historier, som også er at finde i Carsten Jensens roman. Det gælder for eksempel skolen i Skolegade, nu restaurant, historien om molen, indbyggerne selv byggede med møje og besvær, og den sten, som bogens Albert Madsen, i virkeligheden Albert E. Boye, rejste ved havnen som minde om det hårde slid.

En af de centrale karakterer i Carsten Jensens bog er lærer Isager, som i virkelighedens verden var lærer Ishøy. Hans gravsten er at finde på byens kirkegård. Kigger man hurtigt ind i den tilhørende kirke, fremgår det tydeligt, at vi befinder os i en sømandsby, for kirkeskibet er indrettet med marineblåt stoleværk, og de øvre siddepladser er formede som kommandobroer med koøjer som lamper.

Faktisk er selv de mest utrolige historier i "Vi, de druknede" de mest sande, afslører Carsten Jensen og gentager en replik, han ofte anvender, når folk spørger efter sandheden:

– Jo mere usandsynligt det virker i bogen, jo mere kan man være sikker på, at det er hændt. I min research dukkede der så mange veritable begivenheder og historier op, som jeg måtte have med på en eller anden måde.

En af de usandsynlige historier, som Carsten Jensen skriver om i begyndelsen af bogen, er den om sømanden Laurids' himmelfart, da linjeskibet "Christian VIII" eksploderede i Egernførde Fjord under et slag mod preusserne. Faktisk var der en kokkedreng, der under Anden Verdenskrig befandt sig på et ammunitionsskib, der blev pulveriseret. Han blev fisket op 800 meter borte, i live.

Historien om kanonkuglen, der røg gennem taget på et hus i Korsgade 3 hos Laurids' familie under englændernes belejring af byen i begyndelsen af 1800-tallet, er også baseret på virkeligheden. Faktisk landede der 20 kanonkugler i byen en aprildag i 1808.

Et par timers ophold i Marstal giver indtryk af en by med historisk og maritim signifikans. En by af stolte sømænd, der sejlede, druknede, overlevede, fortalte og klarede ærterne selv, når kongen ikke ville give en hånd. "Vi, de druknede" og dens mere faktuelle opfølger "Vi sejlede bare" dokumenterer indlevende en afgørende brik i den danske kulturarv om dengang, Danmark var en stolt søfartsnation. De to bøger om marstallerne er ikke kun historisk dokumentation, men siger også en hel del om dansk identitet, mener Carsten Jensen, kort før han og Karsten Hermansen skal ind på museet at signere bøger til de mange marstallere, der formentlig allerede kender indholdet i den nye bog, men altid lige kan læse lidt om dem selv og byens storhedstid én gang til.

– Vi kan lære meget af marstallerne. Danskerne har nemlig fortrængt deres maritime islæt. Det er tragisk, for vi er midt i en globalisering, hvor vi må lære at leve med de fremmede. Sømanden opsøgte netop de fremmede. Her er en nøgle til at gøre Danmark i stand til at møde den nye tid, siger Carsten Jensen, som følte det nødvendigt at skrive om virkeligheden bag romanen som en slags tak for hjælpen til byens indbyggere, der viste ham denne sandhed og hjalp til med at skaffe alle de sandfærdige, men eventyrlige, historier fra Marstal.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Carsten Jensen signerer bøger for Marstals indbyggere, der har hjulpet forfatteren med utrolige beretninger om deres forfædres rejser på de store have. Næsten alle personer i bogen er fiktive, og Carsten Jensen måtte forklare marstallerne, at det var deres historie, men hans bog, og at han var kaptajn. Den nye bog "Vi sejlede bare" sorterer sandt og falsk fra romanen og dokumenterer de mange virkelige hændelser i Marstals historie. --
Carsten Jensen signerer bøger for Marstals indbyggere, der har hjulpet forfatteren med utrolige beretninger om deres forfædres rejser på de store have. Næsten alle personer i bogen er fiktive, og Carsten Jensen måtte forklare marstallerne, at det var deres historie, men hans bog, og at han var kaptajn. Den nye bog "Vi sejlede bare" sorterer sandt og falsk fra romanen og dokumenterer de mange virkelige hændelser i Marstals historie. -- Foto: Marstal Søfartsmuseum.
Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi i Carsten Jensens roman? Denne mindesten er et eksempel på en rigtig historie, Carsten Jensen bruger i "Vi, de druknede". For marstallerne byggede nemlig selv byens mole, da kongen ikke ville betale for den. Det tog med begyndelse i 1825 50 års frivilligt slid at bygge molen, som bogens Albert Madsen, virkelighedens Albert E. Boye, tog initiativ til. --
Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi i Carsten Jensens roman? Denne mindesten er et eksempel på en rigtig historie, Carsten Jensen bruger i "Vi, de druknede". For marstallerne byggede nemlig selv byens mole, da kongen ikke ville betale for den. Det tog med begyndelse i 1825 50 års frivilligt slid at bygge molen, som bogens Albert Madsen, virkelighedens Albert E. Boye, tog initiativ til. -- Foto: Marstal Søfartsmuseum.
Med maleren Albert Kromanns øjne ses Skippergade, en af de gamle gader, i 1882, som stadig er at finde i Marstal, og som er med i "Vi, de druknede": "Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet."
Med maleren Albert Kromanns øjne ses Skippergade, en af de gamle gader, i 1882, som stadig er at finde i Marstal, og som er med i "Vi, de druknede": "Alle gader og stræder i Marstal var hovedgader. Alle førte de ned til Verdenshavet." Foto: Marstal Søfartsmuseum.