6 stjerne
kultur@k.dk
Allerede i forordet forklarer John le Carré den ejendommelige titel på sin længe ventede erindringsbog.
Som halvstor teenager tog hans far ham med på en spillerejse til Monte Carlo. Ved siden af spillekasinoet lå der en stor græsplæne, hvorunder der var anlagt små, parallelle tunneler, der udmundede i havet. Ind i tunnelerne blev der sendt duer, som blev udklækket og holdt indespærret oppe på kasinoets tag. De duer, som ikke blev dræbt af skydeglade spillere efter en god frokost, vendte altid frivilligt tilbage til burene på taget. Hvorfor netop dette billede af ”duernes tunnel”, som har været arbejdstitel på adskillige af le Carrés bøger, altid har forfulgt ham, spørger forfatteren sig selv om.
Mon ikke han selv kender svaret alt for godt? Det har noget med hans far, Ronnie, at gøre. Manden, som han måtte væk fra for enhver pris. Hans mor havde han alligevel intet at gøre med i 16 år, fra han var 5 til 21 år gammel.
David Cornwell, som først tog pseudonymet John le Carré som voksen forfatter, tog flugten til Schweiz. Le Carré fælder en knusende dom over Ronnie: risikonarkoman, præstationsnarkoman, skamløs populist, selvbedragerisk charmør og forfører.
Den aldrende forfatter er ikke i tvivl om, at stadierne på hans livs vej kan føres tilbage til en hyklerisk opvækst, hvor han kun følte kærlighed til sin storebror, og hvor han var nødt til at stykke en identitet sammen ved at lade, som om han havde et fredeligt familieliv med rigtige forældre og tilmed heste: ”Alt dette har uden tvivl skabt den ideelle baggrund for, at jeg kunne rekrutteres under de hemmelige faner. Men intet varede ved: ikke Eton-læreren, ikke MI5-manden ikke MI6-manden. Kun forfatteren i mig stod distancen.” Med andre ord: Grundlaget for et enestående forfatterskab om bedrageriets forskelligartede veje er – ud over en række andre faktorer – en bedragerisk far.
John le Carré, som aldrig har været dagbogsskriver, er – ikke overraskende – skeptisk i forhold til erindringsgenren: ”Har der nogensinde eksisteret noget, der hedder sande erindringer?”, spørger han. For ham er kendsgerninger kun et instrument, han skal forsøge at få til at synge.
”Den egentlige sandhed ligger ikke i kendsgerninger, men i nuancer,” siger han. Duernes tunnel består således af en længere række ”historier”, som er arrangeret nogenlunde kronologisk og fortalt efter hukommelsen.
En del af historierne handler om forfatterens møde med forskellige spion- og statschefer. Hans møde med Margaret Thatcher i 1982 i Downing Street 10 er en af de mere muntre. Premierministeren havde indstillet le Carré til en orden, men han havde takket pænt nej. Endda i to omgange.
Mrs. Thatcher, som ikke var kendt for at stikke piben ind, inviterede nu den egensindige forfatter til frokost. En frokost, hvor han gennemlevede det samme som de mandlige ministre, der vakte jernladyens mishag: ”Nå, mr. Corn-well,” sagde hun som til en vildfaren skoledreng. ”Når De nu er her” – underforstået, at han på en eller anden måde havde snakket sig derind – ”er der så noget, De vil sige til mig?”.
Det var der faktisk. Han benyttede lejligheden til at tale de statsløse palæstinenseres sag, et tema i den roman, han netop arbejdede på (”Iscenesat”, 1983). ”Kom ikke her med tårepersere”, lød jernladyens svar. ”Hver dag appellerer folk til mine følelser. Man kan ikke regere på den måde. Det er simpelthen ikke fair.”
I den film, der senere kom ud af ”Iscenesat”, spiller Diane Keaton rollen som hovedpersonen Charlie, der vækker kamplysten på begge sider af konflikten mellem Palæstina og Israel. Le Carré selv havde sin egen stridslystne halvsøster Charlotte Cornwell i tankerne, da han udviklede historien.
For le Carré-kendere må noget af det mest interessante netop være historierne om de autentiske forlæg for en række af de markante romanfigurer. Den legendariske George Smileys indre liv skulle være inspireret af le Carrés Oxford-mentor Vivian Green.
Sandheden ligger i nuancerne. Helheden er intet mindre end forrygende. J