Hvad får vores løsrevne stumper af liv til at hænge sammen, alle de tilfældige dage, uger og år, der går? Svaret er: lejlighedssange! Hver gang familie og venner samles, og de nykreerede sange deles rundt med en hyldest til dagens hovedperson, ved vi, at alt er ved det gode gamle, at ”der er en mening med det hele”.
I de sange findes en sonde til historie og folkedyb. Hvad er da mere oplagt, end at forfatteren Stine Pilgaard vælger at lade sin hovedperson i den nye roman, ”Lejlighedssange”, være netop rimsmed - når hun da ikke skriver højst selvkomponerede horoskoper til et alternativt ugeblad.
Så da hun og kæresten flytter ind i en lejlighed i en andelsboligforening, fyldt med beboere, der på skift har både kobberbryllupper, halvrunde fødselsdage og kommende dåb, er vejen banet til eget sangfirma og et intimt indblik i hele opgangens liv. Og behændigt får begrebet ”lejlighedssange” således en dobbelt betydning.
Hvert kapitel indledes af månedens horoskop. Vi mødes herefter til fællesspisning, arbejdsweekend og generalforsamling, og vi hører om Lotte fra kollektivet i stuen, om den bramfrie læge Elizabeth, om den gamle mormor og veninden Ruth, der lever i et fint lille, halvofficielt kærlighedsforhold, om Lisa, der fortæller islandske sagaer og kalder vores kvindelige hovedperson en skjald, om det alt for normale par Lasse og Louise, der selvforelsket ser ind i hinandens øjne og går i så forudsigelig takt, at selv deres samlejer virker ”overdrevent rytmiske”.
Konceptet har været dyrket før, i forskellige varianter. I Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage” så vi, hvordan man med disse familiesammenkomster hen over flere generationer kan spinde en fin kulturhistorisk kæde. Og få har vel i nyere tid skrevet så intense opgangshistorier, som Bent Haller i 'Rakkerpakhuset' fra 2009. Lejlighed ind, lejlighed ud.
Stine Pilgaards roman ligger i et helt andet toneleje. I sin enkle, hverdagsnære og muntert udleverende form er ”Lejlighedssange” snarere en slags mikset femi-udgave af ”Huset på Christianshavn” og ”Fire bryllupper og en begravelse”. Glimtvis tilsat den eksplosive desperation, der klædte forfatterskabet så godt i debutromanen, ”Min mor siger” fra 2012, som dengang fik en af årets store debutantpriser.
Helt så sikkert rammer Pilgaard ikke denne gang. Måske (uretfærdigt nok) fordi der er mere lykke på bundlinjen. Mor stråler som en lysguirlande, og kærligheden går egentlig ret godt. Så vi må nøjes med en irriterende lillesøster, et par velplacerede spark i normaliteten via Lasse og Louise, lidt horn i panden på et scanningsbillede og dertil nogle sproglige uppercuts a la ”Smid skåneærmerne og tag et kødben” og Fakta-fornyelsen: ”et helt liv føles som fem minutter, men vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere”.
Det nyder alle vi, der fra første øjekast blev dedikerede Pilgaard-læsere. Og vi gider godt vente fem minutter på, at hun igen bliver lidt vildere.