Emil Bønnelycke (1893-1959) skrev ikke kun digte om Københavns hårde asfalt, men forsøgte sig både i sin ekspressionistiske ungdom og senere i sine kristne år med romaner i flere afarter.
En af dem var ”Spartanerne” (1919), der ikke just blev hyldet i samtiden og heller ikke siden er blevet genudgivet. Det laver det foretagsomme forlag Gladiator nu om på, og datidens utak til trods er det oplagt.
Selvom alle nemlig er enige om, at det var Bønnelycke, der på dansk jord først gjorde den korte, men stærkt indflydelsesrige ekspressionisme gældende, gælder det hovedsageligt hans digte. Men i ”Spartanerne” har vi i prosaform et forsøg på samme ekspressionisme, der fik så stærk indflydelse på kulturhistorien, både hvad angår teologi, litteratur og malerkunst.
Det drejer sig om tre par øjne i hver deres krig; en spartaner, en ung mand i Første Verdenskrig og en samtidig dansk rekrut i Viborg. Det er den samme ufokuserede tørst efter livet, som sætter sig igennem hos alle tre. Bedst illustreret gennem forkærligheden for udråbet: O!
Som i debuten ”Ild og Ungdom ” (1917) er det længselen efter livseksplosioner:
”Jeg er Livets Gæst./ Hjertet gemmer det i sine Kamre,/ Livet, Livet. Hør, o, hør det hamre.”
Således også her hos spartaneren: ”Lad dit Hjerte bruse af disse Hymner, som jeg lærte at synge –.”
Det er tydeligt, at Bønnelycke i ”Spartanerne” drømmer om prosaen som en lyrisk brændende sol, ekstasens ekspressive øjeblik. Men det lykkedes aldrig Bønnelycke, det var for ukontrolleret, for overstrømmende. Det er snarere en steppebrand, der breder sig i alle retninger og derfor hurtigt kan gå ud.
Rekrutten fra nutiden er stærkest tegnet med en til tider skælmsk opsætsighed og vagabonderende sult, ikke ulig mesteren Knut Hamsun. Rekrutten kæmper med dumme overordnede og glimt af venskabets medlidenhed.
Hans obersts ”Veltalenhed er et sagligt Staccato.” Det samme kan ikke siges om Bønnelyckes tre stemmer, der ganske karakteristisk kan rumme litterær klasse og ligegyldighed i samme åndedrag.
Som her spartaneren fra militærstaten i kærlighedslængsel efter den efterladte pige hjemme:
”Du er i din Ensomhed de døde Tings Veninde. Din Ømhed rører sig i hver Ting, du kommer nær. Thi din Kærlighed har gjort dig til mere Aand end Legeme.”
Mange vil tro og mene, at der med ”Spartanerne” er tale om et moralsk opgør med krigens væsen eller en opvisning af dens skadelige konsekvenser for deltagerne, men ”Spartanerne” står solidt indfældet i ekspressionismens udladninger, det er ikke hverken moralisme eller kristendom, der brænder på nattehimlen.
Det er nu også rigeligt. For når Bønne, som vennerne inklusive Tom Kristensen kaldte ham, kan synge om den urolighed, der kommer af at ville mere, er det ikke et stykke litteratur, vi skal glemme: ”Min Sjæl er Alverden, er Dybet, er Stormene, er lysets Sødme fra Gud, er Evigheden, enten den er Liv eller Død. Min elskede, du kender mig ikke. Jeg er Oprindelighedens kogende Røst. Jeg er Uvejret selv.”
Det her er ekspressionisme, så det brænder. Til tider kan man ikke se formfuldendtheden for bare floskler; ikke ulig flere af forlaget Gladiators andre egne udgivelser, eksempelvis ”Horden”, Hans Otto Jørgensens bog om det moderne gennembruds oversete skikkelser.
”Spartanerne” er klassisk Bønne, udgivelsen er klassisk Gladiator. Det er på ingen måder så skidt, at det ikke er godt for meget.
kultur@k.dk