Europas kultur er i fare, mener den tyske forfatter og politiker Thilo Sarrazin, som blev interviewet her i avisen forleden.
Truslen mod den europæiske kultur kommer ifølge Sarrazin, der er tidligere finansminister i Berlin og medlem af direktionen i den tyske nationalbank, især fra den muslimske indvandring.
Hans argumentation som kendes fra bestselleren Deutschland schafft sich ab er forholdsmæssig simpel: Muslimske indvandreres kulturelle attitude favoriserer ifølge ham ikke uddannelse og viden; disse indvandrere lever i parallelsamfund, og siden de tillige føder langt flere børn end gennemsnitsbefolkningen i Tyskland, er det kun et spørgsmål om tid, inden enhver form for dannelse er forsvundet fra det tyske samfund. Årsagen ligger ifølge forfatteren i kulturen og især i religionen altså i islam.
Teserne som sådan er ikke nye. Det særlige ved Sarrazins argumentation er, at han gang på gang påstår, at han udelukkende forholder sig til hårde fakta, nemlig i form af tal og statistikker. Men holder hans teser egentlig stik ved et nærmere eftersyn?
Et blik mod Tyskland er her interessant. Her har der været hård kritik af hans brug af tal og angivelige fakta, som hans teser bygger på. Dette gælder eksempelvis påstandene om, at muslimer trækker sig tilbage i parallelverdener, i stigende grad bruger tørklæde og næsten udelukkende gifter sig med hinanden.
Officielle statistikker modsiger disse teser: Muslimske indvandrere i Tyskland og deres efterkommere har i høj grad sociale kontakter til ikke-muslimer, de gifter sig oftere med mennesker fra andre religionsgrupper end alle andre grupper i samfundet gør, og brugen af tørklæde er aftagende i anden generation af indvandrere.
LÆS OGSÅ: "Islam ikke en del af Tysklands kerne"
I interviewet her i avisen kommer Sarrazin også ind på muslimernes angivelige afsondrethed. Fordi muslimerne i Tyskland ikke vil uddannes, og deres antal i befolkningen samtidig vokser, går Tyskland en dyster fremtid i møde. Men er det egentlig sandt, at muslimske indvandrere ikke uddanner sig, og er det virkelig religionens skyld at deres børn klarer sig dårligere i skolen, som Sarrazin påstår i interviewet?
Også her er sagen ikke så simpel. Sandt er det, at børn fra eksempelvis tyrkiske indvandrere klarer sig dårligere i skolen end gennemsnittet af tyske børn. Mens i alt cirka 40 procent af børnene i Tyskland har en studentereksamen, ligger tallet for børn af tyrkiske indvandrere på blot 22 procent, selv i anden og tredje generation. De er altså langt under gennemsnittet. Men hvad skyldes det?
Sammenligner man de tyrkiske indvandrere med andre befolkningsgrupper med muslimsk baggrund eksempelvis børn, der stammer fra Iran ser man, at de er voldsomt overrepræsenteret blandt børn med studentereksamen: I denne gruppe af børn har hver anden en studentereksamen, altså langt flere end gennemsnitsbefolkningen. Og inddrager man flere grupper, bliver billedet endnu mere uklart: Børn af italienske indvandrere klarer sig nemlig endnu dårligere end børn af tyrkiske indvandrere. Hvordan hænger det sammen? Har katolikker måske heller ingen kulturel affinitet til viden og uddannelse?
En vej til at forklare de åbenlyse forskelle er at se bagud i historien. Tyrkiske og italienske indvandrere kom typisk til Tyskland som gæstearbejdere i 1950erne og 1960erne: Den første bilaterale aftale om arbejdsmigration blev tegnet med Italien i 1955, i 1961 tegnede man en aftale om arbejdsmigration med Tyrkiet. Tyskland ønskede at importere billig arbejdskraft til den hurtigt voksende økonomi i Vesttyskland. Og siden folk skulle arbejde i industrien, måtte de gerne komme uden videregående uddannelse.
Gæstearbejderne, der kom til Tyskland i denne periode, kom derfor typisk fra landområder. Og det var ikke meningen, at de skulle blive i Tyskland: Helt op til 1990erne holdt man officielt fast i, at disse familier jo egentlig bare skulle hjem igen en dag, selv efter 30 år i Tyskland. Derfor blev der heller aldrig tilbudt integrations- eller sprogkurser til denne generation, som man alligevel kun mente var i landet på lånt tid.
Konsekvensen af denne udvikling kan ses i statistikken. Blandt gæstearbejdere fra både Italien og Tyrkiet havde kun tre-fire procent af den første generation en videregående skoleuddannelse. De hørte til den del af befolkningen, der var mest fjern fra uddannelsessystemet i Tyskland. De iranske indvandrere havde derimod en helt anden baggrund. De kom typisk fra den veluddannede mellem- eller overklasse i Iran. Det er derfor ikke underligt, at børn fra iranske forældre klarer sig ekstremt godt i skolerne, mens børn fra de tyrkiske og italienske gæstearbejdere i højere grad har problemerne. Det har tydeligvis ikke med religionen at gøre, men primært med forældrenes uddannelsesbaggrund.
Men Sarrazin tager også fejl, når han antager, at der ikke sker noget fremskridt blandt eksempelvis børn fra tyrkiske indvandrere. Alle tal peger nemlig på en stor forskel mellem første og anden generation i forhold til uddannelsen: Når man husker, at kun tre-fire procent af deres forældre havde en studentereksamen, er stigningen til de nævnte 22 procent i anden generation faktisk tegn på en positiv udvikling. Når Sarrazin påstår, at der ingen udvikling sker, er hans teser på det her område slet og ret forkerte. Sammenlignet med andre grupper med tilsvarende sociale forudsætninger klarer indvandrere fra muslimske hjem sig bedre end gennemsnittet i Tyskland.
At Sarrazins bog bygger på hårde tal og statistikker er altså en myte. Faktisk er hans teser hverken velfunderede eller overbevisende. I realiteten er hans bog nok mest et udtryk for de seneste års intense forsøg på at skifte alle sociale problemstillinger ud med en diskussion om kultur og religion. I stedet for at komme med en massiv indsats for at bryde den sociale arv, som især for nogle børn er en entydig udfordring, fokuserer man på angiveligt kulturelle hos Sarrazin sågar arvelige grundmønstre.
Ser man nærmere efter, er der imidlertid ingen hårde tal der peger på, at religion og kultur spiller nogen betydelig rolle, hvad udviklingen hos anden- og tredjegenerations indvandrere angår.
Læs interviewet med Thilo Sarrazin, der forleden modtog en pris fra Trykkefrihedsselskabet, på
k.dk/danmark