”Se, nu stiger solen” blev skrevet efter rygter om sexskandale

”Se, nu stiger solen” bliver i dag brugt til alt fra festgudstjenester til begravelser, fordi den både hylder livet og håbet om efterlivet, men forfatteren Jakob Knudsen skrev salmen under en personlig krise

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde,” sagde englen midt i nattemørket ved frelserens fødsel. Og selv siger Jesus både ”se, jeg gør alting nyt” og ”se, jeg står ved døren og banker på” i Det Nye Testamente. Sådan begynder mange trøstende tekster med at se.

”Se,” skrev præsten og forfatteren Jakob Knudsen også en mørk decemberdag i 1890 på bagsiden af et foredragsmanuskript: ”Se, nu stiger solen af havets skød.”

Med ordet ”se” peger han selvsagt på, at man skal åbne øjnene og lægge mærke til, at natten er forbi i mere end én forstand. For salmen bevæger sig fra solopgangen i første vers til en tro på opstandelsen i det sidste vers – med solen som en klar Kristus-metafor.

Jakob Knudsen er ikke den første, der har brugt solen som et billede på Jesus. B.S. Ingemann skriver for eksempel om ”Du soles sol” i sin morgensalme ”I østen stiger solen op”, ligesom N.F.S. Grundtvig bruger solen som Kristus-metafor i ”Den signede dag”.

Men ingen danske solopgangssalmer overstråler Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”, der bliver brugt til alt fra festgudstjenester til begravelser.

”Det er uden tvivl en af danskernes mest elskede salmer fuldt på linje med Grundtvigs ’Den signede dag’, som også kan synges i alle sammenhænge,” siger salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen, der også har ladet sig inspirere af Jakob Knudsen til sine egne salmer.

”Men som præst har jeg lagt mærke til, at særligt mange får tårer i øjnene, når de synger ’Se, nu stiger solen’. Nok også fordi den minder mange af os om de gange, den er blevet sunget ved en af vore kæres kister. For selvom den først og fremmest er en morgensalme, har den også format nok til at blive sunget ved både barnedåb og begravelser som en tak for livet. Og som et håb om efterlivet,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

I dag er det 100 år siden, at Jakob Knudsen døde, men hans elskede morgensalme lever videre som en solopgang, der virker ny hver morgen og kæder generationer sammen i et fælles håb om, at lyset er stærkere end mørket.

Det var nok også den bedste nyhed, han kunne give sig selv, da han skrev sin store salme.

For salmedigteren Jakob Knudsen havde mildt sagt befundet sig i en mørk tid i efteråret 1890. Dengang var han stadig gift og valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord. Og han havde både travlt som foredragsholder og højskolelærer ved siden af, men rygterne om, hvordan den kendte præst og familiefar til tre børn havde forført den lokale højskoleforstanders ”skandaløst unge” datter, Helga, var begyndt at vende menigheden imod ham.

”Det var noget forfærdeligt griseri, han var kommet ind i set fra mange menneskers øjne. Jeg mener i øvrigt også, at hans svigerfar var formand for menighedsrådet, og det pyntede jo ikke på sagen,” som forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen udtrykker det og tilføjer:

”Han var en meget varmblodig person at være for en præst dengang, og man kan godt mærke, at der var noget lidt ubehersket over ham. Det lå også i hans sind.”

Sikkert er det i hvert fald, at Jakob Knudsen i den periode kæmpede med angst og skyld, bekræfter Anders Carlsson, som er præst i Vejstrup Valgmenighed og har studeret Jakob Knudsens liv og værk.

En gruppe højskoleelever skulle for eksempel en dag have ventet forgæves på Jakob Knudsen, hvorefter de fandt ham på hans studerekammer, hvor han bare stod og stirrede tomt over mod faderens gamle kirketårn i det fjerne. Der blev ingen undervisning den dag.

En anden anekdote stammer fra Jakob Knudsens kusk, der ligeledes kunne berette om, hvordan den kendte valgmenighedspræst havde siddet og stirret tavst ud i mørket, mens kusken kørte ham hjem fra et af sine mange foredrag langs Randers Fjord en sen aften.

”Jakob Knudsen var egentlig mørkeræd, så han havde nok mest lyst til at overnatte hos provsten efter foredraget, for han havde heller ikke lyst til at tage hjem til konen, der gik og græd hele tiden, fordi han var på vej til at forlade hende til fordel for den unge pige, men provsten fik ham alligevel sendt hjem den aften. Og der skulle han have siddet og fået inspirationen til sin anden store salme, ’Tunge, mørke natteskyer’,” forklarer Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Dengang rejste Jakob Knudsen rundt og opførte sit opslidende skuespil, der ikke handlede om højskoleforstanderens datter, men derimod hed ”Cromwells datter”. Det var et stykke, han selv skrev på i netop den periode, og det handlede om en kendt britisk stats- og militærmand.

Da det senere kom frem, at han i november 1890 havde skrevet sin salme ”Tunge, mørke natteskyer” på bagsiden af manuskriptet til skuespillet, mente kusken, at salmen måtte være skrevet på den køretur om natten, hvor Jakob Knudsen var tavs og lukket ind i sit eget mørke, fortæller valgmenighedspræst Anders Carlsson:

”Jeg mener ikke, at man kan synge ’Se, nu stiger solen’ uden at lade ’Tunge, mørke natteskyer’ klinge med som klangbund. De to salmer er ud over oversættelsen af ’Vi pløjed og vi så’de’ de eneste salmer, han skrev. Men de to salmer er alligevel to af de stærkeste salmer i salmebogen.”

”’Tunge, mørke natteskyer’ er nok den stærkeste aftensalme, vi har. Her beder han midt i sit mørke Gud om ’lysets sejr’. Og bare fire uger efter skriver han så – som et slags bønssvar – den mageløse salme ’Se, nu stiger solen’, som man både kan leve og dø på, fordi den netop stråler af ’lysets sejr’,” siger Anders Carlsson.

Mens Jakob Knudsen med sit angstfyldte sind egentlig identificerede sig mere med Kierkegaard end med Grundtvig, mener Anders Carlsson til gengæld, at Knudsen – som en af de få – skriver i fin forlængelse af Grundtvigs sanselige skrivestil.

Og det er også Jakob Knudsens sanselighed, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen hæfter sig ved.

”Jeg har kendt den salme altid, men den står stadig for mig som en usædvanlig hengiven og frisk salme. Den er meget bundet af sine specifikke naturoplevelser. Jeg har selv beskæftiget mig en del med Limfjorden, og salmen har mange direkte konfrontationer med naturen deroppe,” siger han.

”Et billede som ’Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind’ sker jo tit ved Limfjorden. Og salmen har hele denne hengivenhed, friskhed og taknemmelighed over at findes til, mens man gør det, inden den glider over i et opstandelseshåb. Den starter om morgenen og lander på ’livets kyst’. Begge hans salmer er sanselige og levende. Men mens ’Tunge, mørke natteskyer’ er fuld af mørke, er ’Se, nu stiger solen’ fuld af lys,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Undervejs lader salmen dog også den, der synger, kaste sig ud på ’natmørkt hav’ i fast tillid til, at Jesus som den sande menneskefisker vil rive ham ud af ’dødens garn’.

Jesus er ikke nævnt direkte i salmen, men der er ingen tvivl om, hvem der lyser os frem mod ”livets kyst”. Og det er en stor kvalitet ved salmen, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.

”En god salme kan føre os fra et sted til et andet. Og gennem Knudsens smukke ord synger vi os fra en almindelig solopgang til et opstandelseshåb. Den bevæger, men den bevæger sig også. Den begynder med den almindelige morgen, men ender ved det evige liv som en slags evig solopgang. Det kan man sagtens blive rørt af uden at være bibelstærk nok til at kende Zakarias’ lovsang. For den er samtidig utrolig smuk i sin musik i sproget. Der er brugt nogle ord og vokaler, så den simpelthen er dejlig at synge,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Hun tilføjer, at især Olaf Rings smukke melodi, der er mere udbredt end Lars Nielsens oprindelige melodi, nok heller ikke trækker ned.

Det er for eksempel den salmemelodi, som den 41-årige sanger Simon Kvamm forbinder med sine bedsteforældre, der plantede troen og salmetraditionen i ham, da han var lille og hørte sin bedstemor nynne salmer i køkkenet:

”Hun havde en særlig mærkelig måde at nynne og fløjte på på samme tid. Og det var meget ofte ’Se, nu stiger solen’, som jeg stadig ikke husker teksten ordentligt på. Men melodien er uløseligt flettet ind i min fornemmelse af troen på, at vi ikke selv er den højeste instans, der findes, men at vi kan lægge vores bekymringer over til Gud,” siger Simon Kvamm.

Jakob Knudsen døde selv i Birkerød i 1917, efter at han for længst var blevet skilt og igen måtte slås med sit livs mange solnedgange. For han bliver beskrevet som en lysende begavelse med et mørkt sind, der sendte ham i konflikt med både sig selv og andre mange gange.

På en mindetavle ved Rødding står der ligefrem: ”Først i døden fandt du uforsonlige den fred, som Herren ikke undte sin nidkære tjener”. Men solopgangen fra det høje mærkede han altså allerede i 1890, hvor hans salme brød morgenmørket i ham som en solopgang, ligesom den siden har trøstet mange.

”Der er en vældig kraft i den salme. Det er som en sejrshymne, der viser, at mørket er brudt, og lyset har vundet. Sådan har salmens egen historie også været,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

”For den begyndte som en lidt ukendt salme og fik en besværlig gang, mens Jakob Knudsen rejste rundt som lettere foragtet foredragsholder, men siden voksede salmen sig stor og er i dag en af de mest elskede salmer, vi har,” siger han.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen bakkes op af Lisbeth Smedegaard Andersen:

”Jakob Knudsen maler en skøn solopgang med sine simple ord, der minder mig om, at digteren Dylan Thomas engang har sagt, at ord ikke er sat ind i et digt for at tage sig ud, men for at gøre deres arbejde. Det gør de små ord så flot i ’Se, nu stiger solen’, selvom den handler om alt det største, der findes,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Hun tilføjer:

”Det er en glædessalme med megen alvor. For den er ikke overfladisk glad. Det er næsten en genopstandelse efter en sorg og et mørke, der er slut, når Jakob Knudsen peger på lyset og siger ’se, nu stiger solen!’, så vi andre også husker, at enhver mørk nat i livet skal ende i en morgensol.”