Mozart var i færd med at skrive et rekviem, da han døde. David Bowie nåede at færdiggøre sin egen dødsmesse.
Bowies 25. album, ”Blackstar”, udkom den 8. januar på hans 69-årsfødselsdag, to dage før hans død. Og i sidste uge udsendte han ovenikøbet med uhyggelig aktualitet musikvideoen ”Lazarus” fra det nye album, hvor han ligger som en døende mand, der svæver over sit dødsleje, mens han synger: ”Look up here, I'm in heaven.”
Det er ikke første gang, at han har fået folk til at se op.
Millioner af fans har set op til ham, siden han med stor sans for selviscenesættelse, sin karakteristiske og på en gang kraftfulde og skrøbelige stemme og ikke mindst sine stærke tekster blev et af det 20. århundredes største rockikoner, der ikke kun kom til at inspirere sangskrivere over hele verden, men også forfattere.
Herhjemme blev han en lyrisk ledestjerne for mange af især 1980'er-generationens poeter. Michael Strunge lod sig endda inspirere af Bowies ”Speed of life” helt ind til titlen af sin egen debutdigtsamling, ”Livets hastighed”. Og David Bowies død vækker også minder for digteren Søren Ulrik Thomsen:
”Jeg har ligget og ringet rundt til gamle ungdomsvenner her til morgen, fordi David Bowies død vækker så mange minder,” siger Søren Ulrik Thomsen, der tydeligt husker første gang, han hørte David Bowie synge:
”Jeg stivnede simpelthen. For jeg følte mig genkendt på samme måde, som generationen før mig må have fået en særlig følelse af at høre The Beatles første gang. Dem var jeg jo selv vokset op med, men David Bowie ramte mig på en anden måde, da jeg hørte nummeret 'Starman'. Jeg var 17 år gammel. Det må have været omkring årsskiftet fra 1972-1973, og jeg var hjemme og besøge en pige, der hed Jane, fra min klasse på Sølvgade Skole.”
Klassekammeraten havde et kassettebånd med Ziggy Stardust, hvor nummeret var på. Og de var ikke alene om at være vilde med det.
”Jeg kan huske, at vi var med klassen på studietur til London i februar måned i 1973, hvor vi hele tiden gik ind i pladebutikker og spurgte, om vi ikke måtte høre det, under påskud af at ville købe pladen, men vi ville bare gerne høre det nummer igen og igen.”
Siden fik David Bowie også betydning for Søren Ulrik Thomsen som digter:
”For mig var han en inspiration ud af mange, mens han for Strunge nok var den store overskyggende inspiration. Strunge vidste også en masse detaljer om Bowie, mens jeg ikke var medlem af nogen form for fanklub. Jeg lyttede bare til hans musik, men den kom til gengæld til at forme mig. For når man bliver ramt af musik som 17-årig, er man jo i gang med at blive til som menneske, og sådan ramte Bowie mig i en alder, hvor man er ved at blive den, man bliver. Men der er ikke noget at sige til, at Bowie siden også har tiltalt andre generationer. For al god kunst lyder måske som sin egen tid, men taler ind i alle tider.”
Forfatteren Benn Q. Holm mener også, at man sagtens kan sammenligne Bowie med Beatles og Bob Dylan:
”David Bowie leverede et mentalt soundtrack til folk, der både var ældre og yngre end mig. For unge, der ikke havde fundet deres ståsted i livet, prikkede han hul på nogle hinder og viste, at det var tilladt at være anderledes. Og at det var tilladt at rejse, ikke kun ud i rummet, men også i sig selv, og sådan åbnede han døre for mange af os unge. Det er ikke for ingenting, at der er en karakter, der hedder Bowie i min roman 'Album'. For sådan er der drenge, der er blevet kaldt Bowie på mange gymnasier. For han havde selv været rundt i hele livets supermarked,” siger Benn Q. Holm.
David Bowie genopfandt sig selv mange gange i løbet af sin lange karriere. Ofte blev han kaldt ”kamæleonen”, fordi han både musikalsk og udseendemæssigt skiftede ham så ofte. Selv navnet skiftede han ud - fra det borgerlige navn David Robert Jones til Davy Jones og i 1966 til David Bowie, men også til Ziggy Stardust, fantasifosteret der kom ned fra Mars for at optræde for Jordens børn.
Og sådan var Bowies karriere fyldt med vilde eksperimenter med både musik, stil og stoffer. En del af hans sange skulle være lavet på ”en diæt af mælk og kokain”, men tilbage står udødelige hits som ”Starman”, ”Life on Mars”, ”Ashes to Ashes”,”Let's dance” og ”The Man Who Sold the World”.
”Folk har altid gået op i, at han skiftede roller og var identitetssøgende. På den måde var han præpostmoderne, men det synes jeg overskygger det egentlige. For hvis man skal koge Bowies projekt ned, så synes jeg, at det handler om at skildre en slags eksistentiel pendlen mellem håb og desperation. 'Heros' er for eksempel både en desperat og håbefuld sang,” siger Benn Q. Holm.
På de seneste albums kredsede Bowie meget omkring døden, men i sangen ”Lazarus” synger manden, der levede hele sit liv i det blå rum, også med et vist håb om opstandelse:
”Oh I'll be free. Just like that bluebird.”
”Jeg var næsten ved at græde, da jeg hørte sangen i radioen, efter de havde fortalt, at Bowie var død,” siger præsten Søren E. Jensen og fortsætter:
”Så sent som i går (søndag, red.) stod jeg på prædikestolen og sagde, at folk skulle høre den nye Bowie-plade, som jeg lige havde købt. For første gang i 36 år havde han lavet en plade, der var på højde med samtiden. Men nu føles det, som om det er en kræftsyg mand, der synger til os fra det hinsides. Det virker næsten som en selviscenesættelse. Som om David Bowie iscenesatte sin egen død for at gøre den til et kunstværk. Det er jeg ikke færdig med at tænke over. Men som han synger på 'Blackstar'-nummeret, der også er teologisk interessant, 'Something happened the day he died'.”