En dag bryder en af englene op fra Engelsbroen i Rom. Hun har stået længe nok og har set trafikken og turisterne og romerne fra ende til anden. Hun giver sig til at vandre oppe på balustraderne ned ad Tiberen, hun ser borgataerne, markerne, der slynger sig mellem de lave bakker, fårene, der græsser, mens floden strømmer ud mod Fiumicino Paese og de runde, runde træer.
Hun er ingen falden engel, hun er det modsatte: en forløst engel, en engel, der er brudt op fra tilstanden som stenengel og brovogter, hendes hud er blevet blød og varm, hendes ryg buer ned mod englehofterne, hun går så hurtigt, at man skulle tro, hun benyttede sig af sine vinger.
Blackout
Næste gang vi ser englen, er på en gavl på Nørrebrogade. Hun er i færd med at cykle nordover. Vinden cykler den modsatte vej, sydover, nemlig op over hendes lår. Rundt om hende ligger København og glaner.
Blackout
Den næste engel sidder på en jernbanerestaurant og venter ved et cafebord. Hun er tænksom. Rejsen er ikke begyndt endnu, men den skal lige til at begynde. Det er derfor, hendes ansigt er så forventningsfyldt. Om et øjeblik kører toget ind til perronen. Om et øjeblik står hun på toget. Om et øjeblik begynder livet.
Blackout...
Sådan taler Seppo Mattinens billeder til mig. Oliebilleder. Akvareller. Gavlmalerier. Plakater. Det er åbninger. Begyndelsen af store fortællinger. Hans billeder er aldrig statiske. Han viser os et øjeblik af tiden, han skjuler ikke, at tiden er gået indtil nu, og at den bagefter vil gå i gang igen. Men NU, lige nu, er vi i en ventesal midt i Tidens Gang. Han fylder vores øjne med et ØJEBLIK et enestående øjeblik, ømt, dramatisk, drømmende, helt enkelt og fuldt af underfundigheder.
Seppo Mattinen forstår at holde os fast. Lån mig lige dine øjne, siger han, ikke for noget, for du skal nok få dem igen, og jeg lover dig til gengæld at du ikke skal glemme det, de har fået at se. Han holder løftet.
Han har vist mig min egen barndom, mit første kys, min første frygt og de fuldstændig befriende drømme om lykke. Og mens han lånte mine øjne, har han strøget mig over øjenlågene og fortalt mig om min dødelighed, og at det evige liv findes inderst inde i farvernes verden.
Sven Holm er forfatter og dramatiker. Teksten er fra kataloget til udstillingen, der åbner på søndag.