Set fra Norge er kort det samme som godt

Smal litteratur kan være fed kost, når glimrende norske kortprosaister skildrer verden med smertefuld længsel og kynisk ironi

Når vi læser norsk litteratur, er det gerne romaner af for eksempel Karl Ove Knausgård og Karin Fossum. Typisk nok gik Nordisk Råds Litteraturpris i år til Merethe Lindstrøm for romanen "Dager i stilhetens historie".
Når vi læser norsk litteratur, er det gerne romaner af for eksempel Karl Ove Knausgård og Karin Fossum. Typisk nok gik Nordisk Råds Litteraturpris i år til Merethe Lindstrøm for romanen "Dager i stilhetens historie". Foto: .

Den store bogsæson er ved at være forbi. De fleste nye bøger er udkommet, og tilbage står julesalget. Igen i år vil der blive langet mange bøger over disken, og de vil fylde godt under juletræet. Bøger er noget, vi får og giver. Statistikere kan imidlertid oplyse os om, at vi køber meget mere læsestof, end vi overhovedet kan nå at læse, selvom om vi læste det meste af dagen, hver dag. Der står masser af bøger på vores hylder, som vi aldrig har fået læst eller kun lige er begyndt på og ikke har fået læst færdig. Alligevel ønsker vi os nye bøger. Igen og igen.

LÆS OGSÅ: Limfjord og verdens-krig

Bogkøb kan være udtryk for gode intentioner og honnette ambitioner. Man anskaffer sig bøger i en sød drøm om at give sig god tid til at synke ned i andre verdener og andre liv eller til at sætte sig grundigt ind i alt muligt mellem himmel og jord. Hvis blot man havde tid.

Men man kan også gøre noget andet end at anskaffe sig endnu flere murstensromaner, der står på hylden og samler støv og nogle gange appellerer til ens dårlige samvittighed. Man kan ønske sig noget af den såkaldt smalle litteratur.

Den smalle litteratur er ikke bare den, der går for at være anderledes end mainstreamlitteraturen, som man finder på bestsellerlisten, og som ofte er lidt mere krævende at læse, fordi den er anderledes. Det er også den, der i helt bogstaveligste forstand er smal. Der er ikke så mange sider i bogen, og ofte står der heller ikke så meget på siderne. Jeg vil godt slå et slag for den slags. Og jeg vil gerne fremhæve den norske version.

Når vi læser norsk litteratur, er det gerne romaner af for eksempel Karl Ove Knausgård og Karin Fossum. Typisk nok gik Nordisk Råds Litteraturpris i år til Merethe Lindstrøm for romanen Dager i stilhetens historie. Men hun debuterede tilbage i 1983 med en novellesamling og har skrevet flere siden. I Borte men savnet (1988) skriver hun korte noveller om kvinder, der længes. De længes efter kærligheden og lykken eller bare noget diffust Andet.

I en af novellerne siger den yngre kvinde til sin dødsmærkede kæreste, at hun godt kan lide at tilbagelægge afstande. Det er en udfordring. Hertil siger han, at det også er en flugt, og at hun i virkeligheden går i ring. Hun vil eller kan ikke være sammen med hám, som hun skal miste. Hun kan ikke gribe øjeblikket sammen med ham, fordi hun ved, at det holder op, og smerten over tabet vil komme. Sådan er personerne fanget af længsel, de ikke tør indfri.

Til de smalle norske forfattere hører også Kjell Askildsen. Han debuterede i 1953, men har næppe skrevet meget mere end tusind sider på alle de år. Men hvilke sider! Hans samlede noveller fylder ikke mere end små femhundrede sider.

De er så til gengæld skrevet med en overbevisende knaphed og præcision. I samlingen Thomas Fs siste nedtegnelser til almenheten (1983) bliver man vidne til en gammel gnavpots små beklagelser over verden og dens skæve gang. Det er ætsende morsomt, når den nogle og firsårige enspænder giver sine sidste og spredte notater i en kynisk og afslutningsvis let sentimental tone.

Thomas Fs kone er død for længe siden, men det passer ham udmærket, for hun var et krevende menneske, men fred være med hende, hun gav omsider meg fred. Og datteren Maria ser han ikke meget til. En dag møder han hende tilfældigt på gaden, og de taler lidt sammen. Maria, sa jeg, er det virkelig deg, så godt du ser ut. Ja, jeg drikker urin og spiser råkost, svarte hun. Da måtte jeg le, det var længe siden sist, tenk at jeg hadde en datter med humor, litt frekk humor til og med, hvem skulle trodd det, det var et godt øyeblikk.

Men øjeblikket varer ikke længe, for han tager fejl af hende. Det er ikke sjov, det, hun siger, men ramme alvor, for det er en helsekur, hun er på. Urin, ja, jeg er blitt som et annet menneske, siger hun. Det tvivler han ikke på, og han bemærker tørt, at det var logisk, en kan da umulig være det samme mennesket før og etter at en har begynt å drikke urin.

Jeg blir mer og mer ensom for hvert menneske jeg møter, siger en gammel bekendt, som han møder på gaden. Og sådan er det vel også for ham selv. Han skubber alle fra sig og kan til sidst heller ikke bevæge sig ud af sin lejlighed på grund af det dårlige bentøj. Men svitse sig selv og verden over en sagte ild formår han dog immervæk.

Thomas Fs nedtegnelser til almenheten er bare på små halvtreds sider. Men underfundigheden gør dem meget større. Less is more mindre er mere som minimalismen ofte hævder. Det gælder også for den smalle litteratur af Lindstrøm og Askildsen.

Den fylder ikke meget under juletræet, men så meget mere i læserens oplevelse.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt