Besættelsestiden og efter-krigstiden udgør en velbeskrevet periode i dansk litteratur.
Hovedværket er stadigvæk Tage Schou-Hansen ”De nøgne træer” fra 1957, men andre har selvfølgelig også været der: Hans Scherfig, Knud Sørensen, Bjarne Reuter, Claes Johansen og Hanne Richard Beck for bare at nævne nogle få. Nu forsøger Benn Q. Holm sig også med en roman, der dækker små ti år fra 1943 og frem. I ”De døde og de levende” giver han et gruppebillede af en række modstandsfolk og deres skæbne under og efter besættelsen.
Gruppebilledet har Holm gjort til sit speciale, og det tegner sig da også ubesværet og klart i denne roman. Man ser figurerne for sig og følger deres indbyrdes samspil og modspil. De store tableauer mestrer Holm også, og man kommer til fest både på det jævne Amager og hos overklassen i Rungsted. Langt sværere er det for ham at finde en original vinkel på stoffet, for man kan næppe sige, at temaer som skyld og ansvar, død og erotik kommer som nogen overraskelse. Heller ikke Holms behandling af disse temaer føjer væsentligt nyt til de traditionelle dilemmaer. Har romanen således ikke ”nyhedens” interesse, så påkalder den sig alligevel opmærksomhed, dels fordi Holm skærer historien godt til, dels fordi de gamle temaer altid er væsentlige.
I modstandskampen gælder det liv eller død. Det er det, der er så attraktivt ved den, både for mange af dem, der deltog i den, og for dem, der senere har skrevet om den. Kampen sætter livet på spidsen på en måde, som hverdagen ikke gør. Og det bliver for nogle af modstandskæmperne til et problem. Efter Besættelsen bliver livet aldrig, hvad det før var. Det mister intensitet for en driftig mand som Erik Scharff, der er aktiv i modstandskampen, men endnu mere aktiv bagefter, fordi han skal udfylde det tomrum, som efterkrigstiden bliver eksistentielt. Scharff arbejder og drikker sig ikke ud over krisen, men formår dog at leve med den, idet han skaber sin egen importvirksomhed og bliver direktør.
Anderledes går det med Ebbe, der er med til en delvist mislykket sabotageaktion, hvor flere bliver dræbt. En af dem dør, fordi Ebbe forsinker flugten, da han bliver såret af tyskernes kugler. Han bliver reddet af den hårdkogte Erling, men mister dog også sit liv i eksistentiel forstand, fordi han bliver sat uden for spillet i både kampmæssig og erotisk forstand. Ebbe må flygte til Sverige, men det adskiller ham også fra hans elskede Karen, som han har studeret jura med og er blevet kæreste med. Gennem hende bliver han både introduceret til erotikken og modstandskampen.
Efter Besættelsen er intet mellem dem som før, fordi hun er gravid med en anden efter en seksuel affære midt under en flugt. Driften og døden forbindes på en fatal måde. Alligevel bliver de gift, men han kommer sig ikke over sine oplevelser, der har sat sig som traumer og skyldfølelse, han hverken kan eller vil bearbejde. Tavsheden og fortielsen gør alting værre, og hans jalousi og mareridt gør hans liv til et helvede.
Karen er den ny tids kvinde, som bliver valgt ind i byrådet på Frederiksberg og bliver konservativt folketingsmedlem. Hun kan det hele, mens Ebbe bare passivt ser til. Kun en gang imellem elsker de som besatte, men netop uden nogen forløsning. Således er verden i bevægelse på en måde, der er gunstig for den hyperaktive Scharff og for Karen, mens Ebbe og andre går til grunde.
At vende hjem og leve ”normalt” efter krigen kan ingen af dem, som var involveret i den for alvor. De er alle mærkede.
Scharff går konstant rundt med sin pistol, og først til sidst i romanen kaster han den i Sundet – delvist forløst, delvist resigneret, fordi han indser, at der er naturfænomener som vejret og døden, som han ikke kan beherske.
De døde er døde og mærker ingenting, mener både Ebbe og Scharff. Men de levende har svært ved at leve og finde en mening med det hele. En religiøs løsning er ikke en mulighed i dette univers.
Freden kommer, men roen udebliver for de overlevende. Lykken ligger bag dem, og foran dem er en tom tilværelse, som kærligheden kun måske kan kompensere for.
kultur@k.dk