Shakespeare-klassiker får nyt liv af nordjyske hverdagsberetninger

Otte almindelige mennesker står på scenen og spiller sig selv, når Aalborg Teaters nyoprettede Borgerscene på lørdag har premiere på forestillingen Romeo og Julie lever!

Anette og Flemming Bagge er meget begejstrede for at være med i forestillingen ”Romeo og Julie lever!”, hvor de bidrager med deres egen historie om livslang kærlighed.
Anette og Flemming Bagge er meget begejstrede for at være med i forestillingen ”Romeo og Julie lever!”, hvor de bidrager med deres egen historie om livslang kærlighed. Foto: Henning Bagger/ Denmark.

Jeg hader alt, hvad der har med ældre at gøre ældrebolig, ældrecheck, ældrebyrde! Jeg hader det virkelig og bruger meget energi på at holde det fra døren. Hvis jeg havde mod og råd til det, ville jeg få lavet nogle skønhedsoperationer, og jeg holder meget af mine sorte øjne, som jeg maler på hver morgen. Jeg skal have den sorte blyant med i graven.

Anette Bagge sidder i en kørestol og snakker. Da hun er færdig, tager hendes mand Flemming, der står oprejst bagved hende, over og siger:

Jeg er ikke bange for at blive gammel, men jeg synes, det er vigtigt at følge med tiden, sådan politisk, teknologisk og kulturelt. Det eneste, jeg er bange for, er at miste Anette. Hvis jeg bliver hjælpeløs, så vil jeg gerne have, at I slår mig ihjel.

Ægteparret, der har været gift med hinanden i 49 år, er raske og rørige. Kørestolen er en rekvisit, men samtalen kunne de lige så godt have haft hjemme ved deres køkkenbord. Men nu foregår ordvekslingen altså på Transformator-scenen på Aalborg Teater, hvor de to er medvirkende i forestillingen Romeo og Julie lever! på Borgerscenen, der er Danmarks første af slagsen: En scene, hvor alt er professionelt undtagen dem, der står på scenen.

LÆS OGSÅ: Almindelige mennesker indtager landets teaterscener

De otte medvirkende er borgere, såkaldte almindelige mennesker, og de spiller ikke. De er. Historierne, de fortæller, er heller ikke opdigtede, som de normalt er på et teater, men reelt levede liv.

Da jeg var 16 år, mødte jeg Kalle, han var bare så dejlig.

Kirsten Merrild, der har fået et sæt englevinger sat uden på sin lilla kjole, lyser op i et stort smil. Resten af historien er dog knap så munter, for Kalle valgte en anden, og 62-årige Kirsten Merrilds kærlighedsliv blev herefter noget turbulent: Først var der Peter, som hun elskede inderligt og flyttede med til København. Han gjorde det forbi hele fire gange, og til sidst fik Kirsten nok og flyttede hjem til Aalborg. Der mødte hun Preben. Mellem dem var der ingen stormende forelskelse, men et godt og solidt venskab. De fik børn, og Kirsten blev ved med at håbe, at kærligheden ville indfinde sig. Det skete ikke, og hun endte med at forlade ham.

Så mødte jeg Ole, og min seksualitet blev vakt til live, vi havde det så sjovt, legede så godt sammen, Kirsten Merrild lyser igen op i et smil. Hendes stemme falder så igen til et mere melankolsk leje, da hun beretter om, at hun måtte gøre det forbi med Ole, fordi han kom ind i noget kriminalitet og ikke var et godt forbillede for hendes børn.

En dag ringede Ole og sagde, at han havde brændt alle mine ting. Og ganske rigtigt, han havde slæbt møbler, tøj, billeder, ja, alt ud på græsplænen og sat ild til det. Men frem af asken dukkede en uskadt brochure fra en økologisk landsby på Sjælland op. Det var et tegn, for der skulle jeg hen. Og så var det jo heldigt, at alle mine ting var brændt, for så kunne jeg tage af sted med det samme.

Et halvt år efter tog Kirsten Merrild tilbage til Aalborg for at tage endeligt afsked med Ole, der lå i respirator efter en alvorlig motorcykelulykke.

Og der i venteværelset sad Kalle. Jeg sagde: Du er jo Kalle, og han sagde: Du er jo Kirsten. Og så blev vi kærester. Kalle er muligvis manden i mit liv, jeg ved det ikke, men nu er vi bare gode venner.

Borgerscenens første forestilling tager udgangspunkt i verdens måske største kærlighedshistorie, Shakespeares Romeo og Julie fra 1590erne. Historien er tragisk, for de to unge elskende fik kun en uge sammen, inden de tog gift og døde.

Men hvad nu hvis de ikke havde begået selvmord, men derimod holdt sammen hele livet, eller måske var gået hver til sit og havde oplevet andre kærlighedsrelationer gennem deres liv? Det er det tankeeksperiment, der ligger til grund for Romeo og Julie lever!, hvor nordjyske borgere fortæller deres kærlighedshistorier fra scenen.

Inden prøveforløbet begyndte for godt en måned siden, har Aalborg Teaters dramaturg, Jens Christian Lauenstein Led, og instruktøren Minna Johannesson interviewet en række mennesker, som har henvendt sig for at være med. Udgangspunktet var, at de gerne ville finde ægtepar, som havde været gift i mere end 40 år. Dem fandt de to af og endte med også at vælge en enke, en fraskilt og to unge, som fortæller om deres kærlighedsdrømme for fremtiden.

De medvirkende bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil fortælle, men vi har et dogme, og det er, at de ikke må lyve. Løgn er ikke interessant, for hvis de lyver, så spiller de teater, og vi vil jo netop have borgerne til ikke at spille, siger Jens Christian Lauenstein Led.

Ind imellem de personlige fortællinger læser de medvirkende brudstykker fra Shakespeares drama og dermed udfordrer teatret verdens største kærlighedsdrama og lader virkeligheden overgå fiktionen.

Når Shakespeares tekst blandes med nordjyske livshistorier om alle de vidunderlige, mærkelige og skrækkelige ting, vi gør for kærligheden, så ser vi både dramaet og vore egne liv i nyt lys, mener Jens Christian Lauenstein Led.Minna Johannesson fortæller, at instruktionen af de medvirkende ikke har været så svær, som hun umiddelbart havde forestillet sig.Det gælder om ikke at instruere dem psykologisk, men udelukkende i teknik og dynamik, for at bevare den naturlighed, som de er kommet med. Vi har gjort et stort nummer ud af at forklare de medvirkende, at de ikke må spille, og jeg tror faktisk kun, jeg har været efter dem en enkelt gang, smiler Minna Johannesson, der nyder at arbejde sammen med hverdagseksperterne, som hun kalder dem.

En af dem, Flemming Bagge, mener, at meget teater og kultur godt kan trænge til at komme tættere på virkeligheden.

Det, vi gør her, er faktisk at komme lidt ned på jorden ved at trække virkeligheden ind, siger han, mens han gør sig klar til næste scene, hvor han skal fortælle om dengang, han mødte sin Anette:

Jeg var bare så betaget, var aldrig i tvivl. Vi spiste marengs, drak kaffe og diskuterede Sartre og Camus. Vi troede, vi kunne fortsætte hele livet, og det kunne vi, lyder hans replik.

KD: Aalborg Teater, Borgerscenen, her Kirsten Merrild
KD: Aalborg Teater, Borgerscenen, her Kirsten Merrild Foto: Henning Bagger/ Denmark