Shakespeare, Schiller og staten

Det er uklart, hvem denne bog om europæisk litteratur og forholdet til begrebet stat egentlig er skrevet til. Man skal frem til slutningen for at finde en mening – men den er så til gengæld fin

Modellen for de enkelte kapitler i bogen er ganske klar. Et litterært hovedværk fra tiden udspørges om sit forhold til begrebet stat. Eksempelvis fortolkes Shakespeares "Julius Caesar" fra 1599.
Modellen for de enkelte kapitler i bogen er ganske klar. Et litterært hovedværk fra tiden udspørges om sit forhold til begrebet stat. Eksempelvis fortolkes Shakespeares "Julius Caesar" fra 1599. .

Heldigvis kommer der et meget oplysende kapitel til sidst i denne bog om europæisk litteratur 1500-1800, for ellers havde læseren været slemt rundt på gulvet!

For hvem er denne forskningsrapport egentlig skrevet til? Almindelige læsere, fagfæller eller fondsbestyrelser? Faktuelt udgør den andet bind i en serie om europæisk litteratur 1500-1800, med emnerne verden, staten, samfundet, individet, hvoraf de to første altså nu er udgivet.

Modellen for de enkelte kapitler i bogen er ganske klar. Et litterært hovedværk fra tiden udspørges om sit forhold til begrebet stat. Det er der kommet enkeltvis fascinerende afsnit ud af, men litteraturen synes ikke altid egnet til at svare på spørgsmålet om statsopfattelse. De adspurgte værker er, med delvise undtagelser, litterære:

Thomas Mores ”Utopia” (1516), La Pleiade-digterkredsen i Frankrig (cirka 1547), Shakespeares ”Julius Caesar” (1599), Calderons ”Livet er en drøm” (1635), Corneilles ”Le Cid” (1637), Grimmelhausens ”Simplicissimus” (1668), Holbergs ”Den politiske kandestøber” (1722), Fieldings ”Tom Jones” (1749) og Schillers ”Don Carlos” (1787).

Oven på denne række kommer så det afsluttende kapitel om Preussens Landslov (1792-1794), der på forbilledlig vis samler de splittede tråde fra de foregående kapitler op.

Bogen drejer sig om, hvad litteraturen kan fortælle om overgangen fra den kongestyrede stat til den stat, der har ”opgivet” kongen og bliver styret af embedsmænd, et bureaukrati. Hvem er den øverste instans i staten, kongen (suverænen) eller embedsværket, og hvordan smitter det af på litteraturen, eller læses ud af den?

Forskningsretninger inden for humaniora som nyhistorisme, begrebshistorie og foucault’sk analyse er de bærende inspirationskilder for aflæsningen af de litterære værker, som malkes for tematikker, der har med statsopfattelsen at gøre.

Aflæsningen af værkerne ønsker at lægge sig ved siden af tidligere tolkninger af værkerne, der mere har interesseret sig for genre, livsanskuelse og plot-gennemførelser.

Således er litteraturens ustyrlige konger, grusomme oprørere, tragiske modstandere et spejl på samtidens statskonflikter. Men med bureaukratiets sejr i Preussen omkring 1800 bliver statens ”overhoved” udgjort af embedsmænd, der forvalter lovene.

”Dermed bliver en hel del af de modsætninger og dilemmaer, om suverænens plads, fyrstens uregerlighed og borgernes dyder og laster, som har været temaet for litteraturen siden 1500-tallet, overflødige, eller rykker i det mindste i baggrunden,” som det formuleres.

I stedet får vi bureaukratiet. Fra det, at staten var lig med fyrstens temperament og krop, er vi gået til, at fyrsten er blevet en kransekagefigur for embedsstandens varetagelse af lovene.

Det er jo en spændende historie, anderledes end den revolutionshistorie (den franske 1789), der normalt fortælles. Men det er som sagt først i det afsluttende kapitel, at den står helt klar. Undervejs prøver kapitlerne med små lignende virkelige historier fra de relevante lande og værkernes samtid at føre læseren ind til værkerne.

Det er appetitligt gjort, men man bliver næsten mere optaget af de små virkelige historier end af de litterære værker. De forudsættes til en vis grad bekendt, gennemgås ikke ordentligt i deres handlingsgang, fordi det politiske skal understreges så voldsomt.

Men det er vel projektets karakter, at litteraturen opfattes som eksempel på historien, som hersker suverænt over værkets litterære kvalitet.

Man skal kort sagt være historisk fagligt orienteret for at få noget ud af denne bog. Måske har forskningsbureaukratiet med ansøgning om fondsmidler og forskningsstillinger i det stille kvalt den medrivende læsning og dens formidling?

kultur@k.dk