Shakespeare ville elske denne film

Michael Fassbender og Marion Cotillard som Macbeth og lady Macbeth i Justin Kurzels visuelt betagende udgave af Shakespeares klassiker. Foto: SF Film

film
Five stars
Shakespeare selv? Ville han have sat pris på det visuelle rum, skiftende filminstruktører åbner omkring hans tekst? Det er jeg sikker på
Henrik Wivel

”Macbeth” transformeret til visuelt manende og mørk film om magtens og begærets pris

William Shakespeares ”Macbeth” havde teaterpremiere i 1606, og siden har ingen skuespiller eller instruktør med respekt for sig selv undladt at prøve kræfter med tragedien om magtens pris og den skæbnebestemte kæde af ulykker, der synes at ramme enhver, som griber efter magten. Sandheden i dramaet er eviggyldig, og hver en tid og hver epoke har sin Macbeth.

Er visdommen i hver eneste af Shakespeares replikker svimlende, er den billedskabende skønhed i dem det ikke mindre. Derfor er Shakespeares skuespil blevet erobret af filmen i det 20. og 21. århundrede. Shakespeares landskaber - i ”Macbeth” den øde, golde og forblæste skotske hede - skaber en skæbnetung fylde omkring hans tekst og trækker en mægtig ve af smerte igennem den. Store instruktører som Orson Welles (1948), Roman Polanski (1971) og den japanske mester Akira Kurosawa (1957) har drevet Macbeth op på blodets trone og visualiseret hans endeligt, da den eroderer under ham. Ingen mere effektfuldt end Kurosawa, der tilslut lader skoven vandre mod Macbeth og i dødsøjeblikket forvandle ham selv til en skov af pile.

Shakespeare selv? Ville han have sat pris på det visuelle rum, skiftende filminstruktører åbner omkring hans tekst? Det er jeg sikker på. Shakespeares tekst får vinger i billedstormen og tillige massiv tyngde i sit korpus, når skuespillere i frapperende nærbilleder tager livtag med ordene og deres begærlige stræben efter at fuldbyrdes. Således også i den australske instruktør Justin Kurzels aktuelle tolkning af fablen om en mand og hans kvinde, der forvandles til rovdyr i begæret efter magten.

Det isnende skotske højland og den golde kyst har aldrig taget sig mere dyster ud end her. Og aldrig mere smertefuld. For Justin Kurzel indleder affæren med en begravelse. Macbeth og lady Macbeth tager afsked med deres eneste barn og lægger små sten over de øjne, som ikke længere ser og aldrig skal tage verden ind. Dermed giver instruktøren også en begrundelse for, hvorfor Macbeth og hans hustru bliver til det, de bliver: umennesker. For de har intet menneskeligt mere at leve for.

Anslaget med det døde barn er patetisk, men filmen bærer denne patos fornemt igennem og får den til at eksplodere med begærligt liv, vanviddets hallucinationer og ødelæggende død. Shakespeares tre hekse er hos Justin Kurzel forvandlet til tre kvindelige marodører på den slagmark, hvor Macbeth lige har vundet et heroisk slag. De tre kvinder lægger skæbnen ud for Macbeth og hans indtil da tro væbner Banquo: den ene skal blive Skotlands ny konge og den andens arvinger skal siden erobre tronen.

Justin Kurzel er tro mod Shakespeares fantastiske replikker. De er, som hele dramaet, nok skåret til, men skarpt, så filmen scene for scene kan følge Macbeths blodige vej til tronen og hans blodige fald fra den. Selvsagt med lady Macbeth i rollen som intrigant og sanselig forfører, men i Justin Kurzels fortolkning også med den dybeste anger og sorg; hun handler i første omgang målrettet, men i sidste ende i vildelse.

Denne sårbarhed hos hende formidles perfekt af Marion Cotillard med det åbne og rene ansigt. Den allestedsnærværende Michael Fassbender gestalter skræmmende godt Macbeths sårede maskulinitet, gradvise forblindelse, paranoide syner og fuldbyrdelse som magtens mørke monster. ”Helvede er sort”, som det siges. Også i den grad!

Med Macbeths forvandling til despot har ”ødelæggelsen skabt sit mesterværk”, som det lyder hos Shakespeare. Man må sige det samme om Justin Kurzels film. Havde filmen ikke haft Shakespeares replikker som tragediens trin ned i menneskesindets mørke, havde den fungeret alligevel. For reelt er denne ”Macbeth” ét langt apokalyptisk billeddigt i den klassiske norrøne tradition. ”Macbeth” bæres frem af billederne og den stemning, de afsætter hos beskueren. De indledende slagscener er asiatiske i vælde og vold, og de afsluttende scener er illumineret af Helvedes flammer. Hos Justin Kurzel bliver skoven ikke levende som i heksenes dystre profeti. Nej, den brænder i lys lue og sender sine blade af aske ind over Macbeths borg.

På baggrund af flammehavet giver den hævntørstige Macduff med sit sværd Macbeth nådestødet. Netop nådestødet. For han udfrier Macbeth af besættelsen og magtens brynde. Det er ikke tilfældigt, at filmen lader Macbeth dø knælende, mens Banquos lille søn, der har overlevet myrderierne, forsvinder i røgen med Macbeths sværd. En ny Macbeth vil, som de tre sandsigersker fra slagmarken har profeteret, vende tilbage og en ny magtkamp tage form.

Sådan gentages historien, og derfor slutter Shakespeares tragedie aldrig.

kultur@k.dk