Selvfølgelig vidste man på forhånd, at det var en af verdens mest berømte musikere, der i fredags kom på besøg i DR Koncerthuset. Anne-Sophie Mutter har siden sin opdukken på den klassiske musiks firmament i slutningen af 1970'erne været en af dens klarest lysende stjerner. Hun har samarbejdet med mange af klodens førende dirigenter og orkestre, hun har fået et væld af priser, heriblandt Sonningprisen i 2001, og mange af hendes indspilninger har fået kultstatus. Og så alligevel: Hvordan kan man være forberedt på at blive væltet omkuld på den måde?
Sibelius' orkesterstykke ”Finlandia” fra år 1900, der skulle komme til at spille en stor rolle for finnernes selvforståelse som nation, blev under ledelse af den amerikansk-rumænske dirigent Cristian Macelaru den rigtige åbning på en koncert, de færreste i den udsolgte sal nogensinde vil glemme. For nu trådte Anne-Sophie Mutter i en gyldengul kjole ind på scenen for at tolke den finske komponists dunkelt farvede violinkoncert fra 1903.
Allerede i fjerde takt af førstesatsen indtræder magien i Mutters violinspil, når hun efter et nærmest hviskende oplæg fra førsteviolinerne spinder den fineste tråd - ”dolce ed espressivo”, står der i partituret, sødt og udtryksfuldt.
Mutter har med en sikker intonation og et fint vibrato ladet sin Stradivarius vise den lyse side af sit væsen, og snart oplever vi instrumentets kontrastfyldte rigdom: et syngende mellemleje, en dæmonisk dybde, hele registeret som svingende mellem himmel og helvede. Det er Sibelius som glødende lava. Og Mutter inspirerer gennem sit intense nærvær strygerne til at yde deres ypperste, hele førstesatsen udvikler sig til et på én gang lyrisk og dramatisk vekselspil mellem solist og orkester.
Andensatsen er en adagio, mere afdæmpet, men også med spændinger. En næsten meditativ ømhed i violinstemmen - ”sonoro ed espressivo” har Sibelius dekreteret - kontrasteres af en mørk og marchagtig indsats fra messingblæserne.
Om tredjesatsen skal Sibelius have skrevet til den tjekkiske violinist Karel Halir, der skulle fremføre værket ved en koncert i Berlin i 1905 (hvor Richard Strauss dirigerede), at han skulle vare sig for at spille den for langsomt, for denne finale var jo ikke tænkt som en ”polonaise for isbjørne”. Mutter spillede den med en forrygende fandenivoldskhed, og i virkeligheden er der tale om en danse macabre, skrevet cirka 30 år efter, at franskmanden Saint-Sans havde komponeret sit symfoniske digt med just den titel. Det kan opleves, som er det døden, der spiller på sin fiol.
Mutters spil og autentiske nærvær var på én gang selvfølgeligt og overvældende, en oplevelse af helstøbthed, egentlig hinsides alle anmelderstjerner - nogenlunde som de tinder i cykelløbet Tour de France, der er ”uden for kategori”.
Hun nød åbenlyst at spille med DRSO, der inspireret af hende gav de berømte ekstra procent, og som dacaponummer kvitterede hun for publikums stormende bifald ved at spille den hastigt dansende giga fra Johann Sebastian Bachs anden partita i d-mol.
På baggrund af Sibelius-oplevelsen må selv et storværk som Brahms' første symfoni, som DRSO og Macelaru med næsten rå pondus fremførte efter pausen, nødvendigvis få en stedmoderlig behandling.
Macelaru er kun 34 år og trods sit åbenlyse talent for sin metier endnu ikke i besiddelse af en så stærk gennemslagskraft som nogle af sine forgængere på podiet i Den Blå Kubus, Burgos og Luisi for eksempel. Men der var rigtigt meget at glæde sig over i alle fire satser, således de mange prægnante indsatser fra træblæserne, ikke mindst Eva Steinaas fremragende obospil.
Mutter, DRSO og Macelaru tager nu på turné med Sibelius - og Carl Nielsen. Først til Tyskland, hvor de giver koncerter i Køln, Frankfurt, Nürnberg og Regensburg. Herefter går turen til USA, hvor der indledes med en koncert i Carnegie Hall i New York onsdag den 11. februar. Man vil forstå, at tyskerne og amerikanerne har meget at glæde sig til.
kultur@k.dk