”Sidste fortællinger” (1957) af Karen Blixen er et samleværk af de novellegenrer, hun selv havde udviklet med titlerne ”Fantastiske fortællinger”, ”Vintereventyr” og så den nye: ”Albondokani-kapitlerne”.
Disse genrer siger måske ikke den ugarvede Blixen-læser så meget, men iblandt dem er der mesterfortællinger som ”Det ubeskrevne blad”, ”Kardinalens første og tredje historie”, ”Karyatiderne” (som efter min mening er Blixens bedste historie), ”En herregaardshistorie”, og ikke mindst ”Samtale om natten i København” om Johs. Ewald og Christian den Syvende.
I den store genudgivelses-serie af Karen Blixens værker er vi altså kommet til værket fra 1957. Etableringen af tekstkritiske udgaver af Karen Blixens værker er en stor arbejdsindsats, og der er grund til hver gang at prise det fyldige noteapparat, som udføres af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Denne gang er de produceret af Nicolas Reinecke-Wilkendorff, og disse noter letter virkelig de Karen Blixen-læsere, der gang på gang støder på stednavne eller vanskelige citater i hendes fortællinger. Nu kan problemerne opklares ved et opslag i disse grundige noter!
Den nye udgave har selvfølgelig også et Efterskrift, og her har Charlotte Engberg løst opgaven ganske tilfredsstillende. Hun har tidligere i Karen Blixen-forskningen bidraget med flere arbejder, og hendes tilgang er ofte ud fra international billedkunst og billedforskning samt den lige så internationale feministiske forskning. Yderligere er hendes tilgang til de fortællinger, hun refererer og tolker i efterskriften, præget af en lettere ironisk holdning til Karen Blixens værker, der gerne ses som konstruktioner mere end som eksistentielle udsagn.
Engbergs tolkninger er absolut mulige, men kan visse steder diskuteres og vil sikkert blive det. Karen Blixen er for hende en kvindelig og paradoksal fortæller, der befinder sig i helikopterhøjde over sit stof og fremstiller en spillende kvindelighed, der er principielt uforståelig for en mand. Blixen er endvidere ude på morskab i sine fortællinger, hvorfor det er vanskeligt at komme til en endegyldig forståelse af historierne. Kønnenes maskerade vil endegyldigt forhindre det. Måske også derfor har Engberg svært ved at referere til mandlig forskning i forfatterskabet.
Men lad nu disse forskelle ligge. Det vigtigste er tekstkritikken og noterne. Vi har nu fået et forsker-gennemgået standardværk til ”Sidste for-tællinger”. Hvor ville det have været dejligt, hvis det oprindelige projekt om en dobbeltsproget udgave af den engelske og den danske tekst var blevet til noget! For som undersøgelser har vist, så er Karen Blixens danske tekst mere tolkende end den engelske og er ofte, afsnit for afsnit, en sætning længere.
Indtil noget sådant lader sig gøre, må vi glæde os over både udstyr og indhold i denne serie, der er støttet af mange fonde.