Længe før autofiktionsbølgen rullede ind over den aktuelle litteratur, brugte den amerikanske humorist David Sedaris sig selv, sin opvækst og familie i morsomme og selvironiske novelleagtige essays. Sedaris debuterede i 1994, og det er aldrig det selvoptagede eller -udleverende, der har optaget ham. Mere det underfundige og skæve, badet i et forsonende lys med en nogle gange absurd, andre gange opbyggelig pointe som afslutning.
Nu udkommer Sedaris omsider på dansk, så chancen er her for at lære gemalen Hugh, den vrangvillige far, de kærlige og mærkelige søskende fra opvæksten i North Carolina og ikke mindst Sedaris selv at kende.
Hans greb i de mange og forskelligartede historier i den nye bog er ofte en undren over et hverdagsfænomen, som han så udbygger gennem samtaler med familiemedlemmer eller medborgere, som han møder på sin vej, frem mod en afsluttende og gerne selvironisk pointe. Johannes Møllehave taler et sted om værdien af ”den stille undren”; den kender Sedaris til.
Fræk er han også, både når han spidder politisk korrekthed og sine egne lavere instinkter. I essayet ”Obama!!!!!” skriver han:
”Det lyder altid falsk når hvide mennesker taler om hvor imødekommende og farveblinde de er. 'Jeg har i hvert fald lært af mine mange asiatiske, latinamerikanske og afroamerikanske venner at under huden er vi alle brødre'. Den slags proklamationer giver mig kvalme, men de er i virkeligheden ikke værre end den ofte hørte: 'Hvordan skulle jeg kunne være racist når min første kæreste var sort?'. Min første kæreste var også sort, men det beviser da ikke at jeg er farveblind, kun at jeg godt kan lide store bagdele.”
Vi europæere går heller ikke ram forbi, når, som Sedaris oplever det, vi fordomsfuldt tror, at alle amerikanere er racister, og at alle politikere er højreorienterede. Han kommenterer vores maniske optagethed af amerikansk politik med ordene: ”Jeg kunne have skrevet glasurens historie, og de (europæiske journalister, red.) ville stadig have spurgt mig om Guantánamo og om mit lands afvisning af at underskrive Kyotoaftalen.”
I en blanding af skarpe observationer, underfundig undren, kærlig familiefolklore og Frank Hvam-agtige pinligheder lander Sedaris nu på dansk.
Ikke alle historierne i ”Forstå diabetes med ugler” er helt i top; Sedaris er tydeligvis på udebane, når han ikke skriver om sig selv, men i mere klassisk novelleform forestiller sig livet, som det ser ud for en kvinde eller en heteroseksuel eller andet, han ikke selv er. Tidligere bøger som ”Me Talk Pretty One Day” og ”Dress Your Family in Corduroy and Denim” er efter denne anmelders opfattelse også en tand sjovere.
Men så er det jo godt, at forlaget Hr. Ferdinand stiller flere Sedaris-oversættelser i udsigt, og denne hans nyeste (”Ugler” er fra 2013) har i hvert fald en frisk aktualitet, jævnfør Obama-essayet, der gør bogen til et godt sted at begynde.
kultur@k.dk