”Verden er et spindelvæv, sagde du, det kan til enhver tid briste under mig”. Så porøst kan livet opleves; og så smukt kan det udtrykkes. Citatet er plukket fra Simon Grotrians fornemme nye digtsamling ”Sneens tretten digte”, der er så tæt på at være en æstetisk totaloplevelse, som en trykt bog kan blive.
I en tid, hvor tekster ofte er noget, man blot læser flygtigt på nettet, er det en vidunderlig gave at få den indbydende håndindbundne bog i hænderne. Ud over Grotrians 13 digte rummer den også seks fine originalraderinger af billedkunstneren Peter Brandes trykt på japansk morbærtræspapir. Det er boghåndværk af første rang, men det eksklusive værk, der kun er udkommet i 45 eksemplarer, står og falder naturligvis med den litterære kvalitet; og den formår Grotrian heldigvis at levere.
Simon Grotrian, der udgav sin første digtsamling tilbage i 1987, tilhørte oprindeligt den sene firsergeneration, som i udgangspunktet kom til at stå i skyggen af den fremstormende firsergeneration med navne som Michael Strunge, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen. Siden hen tog Grotrian dog revanche og markerede sig flot i det litterære landskab med sin særegne lyriske stil, der bedst lader sig beskrive som en blanding af barok digtekunst og formsprængt modernisme. Han er samtidig kendt for sit levende forhold til kristendommen, som foreløbig er resulteret i en række kunstnerisk nybrydende salmer.
Simon Grotrians viltre billedskabende stil, hvor den ene metafor afsætter en ny, der igen trækkes videre over i endnu et blomstrende billede osv., har gennem årene tiltrukket sig stor og velfortjent opmærksomhed. Den komplekse teknik ser man naturligvis også i hans nye samling, for eksempel i det følgende digt:
”Korsene efter den sidste verdenskrig/ stod opmarcheret på markerne/ som fuglespor i en lagkage/ havet af sne lå alle vegne/ umuligt at fjerne med åndedrættet/ mens kirkeklokken gjaldede hen over landsbyen/ bad jeg mit fadervor indvendig/ forberedt på det værste/ hvis kloden fulgte med i styrtet.”
Digtet sprudler af sproglig originalitet. Det bærer umiskendeligt Simon Grotrians vandmærke. Alligevel adskiller det sig fra hans nærmest eksplosivt opbrudte digte, som man for eksempel så i samlingen ”Livet er en ko” (2000), fordi man i det nye fornemmer en afdæmpet og mere afrundet eksistentiel refleksion, som i den grad klæder hans litterære udtryk.
Det er vanskeligt , hvis ikke umuligt, at levere en entydig tolkning af digtet. Man kan dog forsøgsvis forstå det som en gengivelse af en oplevelse af en soldaterkirkegård fra Anden Verdenskrig.
De mange soldatergrave har tilsyneladende gjort et voldsomt indtryk. I hvert fald fornemmer man i det slående billede af havet af sne og det urolige åndedræt en ængstelse i det lyriske jeg, som følges op af bøn og eftertænksomhed.
Den diskrete inddragelse af det religiøse er i øvrigt karakteristisk for samlingen som helhed.
Der er spor af kristendom hist og her, men ikke egentlig forkyndelse, som man kender det fra Grotrians salmer. Det gør dog ikke hans nye samling mindre interessant. Tværtimod. For det er stærke og elegante digte, som minder os om, hvor magisk læsningen af litteratur kan være, når den som i dette tilfælde kaster smukke, gådefulde og befriende udsagn om tilværelsen i ansigtet på læseren. Det ville for eksempel være ærgerligt at skulle undvære Grotrians poetiske refleksion over, hvordan troen kan udarte sig i det 21. århundrede. Hør bare her:
”Alle vore løsninger på naturens gåde/ vil en dag spurte opad/ det vertikale lodder os til himlen/ med legemet raslende efter sig som blikdåser efter en bryllupskaret.”
Grotrian tager her udgangspunkt i det naturvidenskabelige verdensbillede, der gør det til så massiv en udfordring for mange moderne mennesker for alvor at indleve sig i en kristen tankegang. Han stopper imidlertid ikke op dér, men lader med et pludseligt poetisk paradoks troen brage igennem. Det sker med billederne af, hvordan vores rationale løsninger spurter opad mod himlen; og hvordan vi som mennesker er fastgjort til himlen på en mærkeligt raslende måde.
Det mest forunderlige ved Simon Grotrians digte er vel i grunden, at forbløffelsen over dem aldrig hører op. Man tror måske, at man efterhånden kan gennemskue hans form.
Og alligevel overraskes man gang på gang af hans vilde billedavlende sætninger. Det er svært ikke at begejstres over Grotrians nye digtsamling.
kultur@k.dk
CITAT: ”Den diskrete inddragelse af det religiøse er i øvrigt karakteristisk for samlingen som helhed.”