Sjældent bramfri forkyndelse fra hærprovst

Thomas H. Beck er hærprovst og sognepræst ved Kastelskirken i København. -

Thomas H. Beck er hærprovst og sognepræst ved Kastelskirken i København. - Foto: Leif Tuxen

bog
Four stars
”Stol på Gud - og hold krudtet tørt” er en vigtig bog båret af netop den pligtfølelse og tapperhed, som titlen rummer.

Hærprovst Thomas H. Beck har skrevet en uforfærdet kristen bog fyldt med samfundskritik og en snert af arrogance

Hvis nogen i disse tider skulle have glemt, hvordan klar og tydelig kristen tale lyder, bør de læse bogen ”Stol på Gud - og hold krudtet tørt”.

Den er skrevet af hærprovst Thomas H. Beck, der også er sognepræst i Kastelskirken i København, og som her leverer en krystalklar forkyndelse, der for nogen vil forekomme evigt sand, mens den for andre vil synes en kende bombastisk. Men under alle omstændigheder bliver man klogere af at læse med. Thomas H. Beck skriver med udgangspunkt i især to kilder til erfaring.

For det første sin egen opvækst i en familie med stor bevidsthed om slægt, historie og pligtfølelse, og det fremgår af efterskriftet, at bogens titel var blandt faderens foretrukne talemåder.

For det andet er Beck dybt præget af sin omgang med de udsendte soldater i Afghanistan og Irak, og alt i alt er hans tænkning båret af skepsis over for moderne mentalitet og en hyldest af begreber som pligt, familie, tapperhed og ånd som selve det, der definerer et menneskes stilling og ansvar i verden. Tonen er tæt på at være direkte forkyndende, og sproget bærer præg af en befalende stil, der vil få nogen til at se rødt, mens andre vil føle sig tiltalt og opbygget.

Jeg hører til blandt de sidste, og det kan afsløres, at vi ifølge denne anmelder ville være godt hjulpet, hvis Thomas H. Becks livssyn var mere udbredt.

Han praktiserer en knivskarp skelnen mellem det guddommelige og det menneskeskabte, og flere gange understreges det, at der intet helligt findes ud over Kristus selv. I sin indledende gennemgang af alt det, vi bør sige fra overfor, optræder blandt andet omklamrende psykologi, fornuftsdyrkelse, relativisme og nyttetænkning - alt det, der kan resultere i ophøjede politiske og ideologiske mål, hvor det gode og sande defineres af os selv.

Thomas H. Beck besidder denne instinktive afstandstagen over for enhver menneskelig selvdyrkelse, der er en forudsætning for seriøs samfundskritik, og han udfolder nogle emner så konfronterende i forhold til tidsånden, at man må fryde sig.

For eksempel skriver han, at man som ung bør ”tænke over sine valg, søge en kæreste og håbe på, at man får mulighed for at stifte familie”. Individet bør stræbe efter voksent og ansvarligt at bære traditionen videre, og tag dén derude i en støt voksende og kronisk infantil single-kultur.

En god pointe finder man også i kritikken af udtrykket ”bløde værdier” som omsorg, barmhjertighed og troskab. Thomas H. Beck ser disse som alt andet end bløde, nemlig som klippefaste set i lyset af hans betoning af pligt, og det siger ganske rigtigt en del om tidens mentalitet, at de ofte omtales som bløde og vel på sin vis sekundære i forhold til hårde værdier som penge og vækst.

Med stor præcision sætter Beck fingeren på punkter, hvor det moderne menneskets bundethed til ånd forvitrer med manglende mod og ansvarsfølelse til følge. Velplaceret er også meddelelsen om, at den, der ikke føler taknemmelighed for det, man er sat i, selv er med til at opløse sit eget samfund. Dette kunne såmænd stå som selve overskriften for vor tids værdidebat.

Imidlertid skal også et par svagheder nævnes. Af og til optræder formuleringer, der forsimpler tingene og risikerer at gøre bogen lidt uspiselig for læsere med en tøvende tilgang til tro.

Når Thomas H. Beck skråsikkert skriver: ”For alle livskriser er dybest set altid troskriser” og ”Den hellige tolerance er nemlig en religion for dem, der ikke tror på noget, og som vel nærmest har mistet ethvert håb i tilværelsen,” bygger han ikke ligefrem bro til den, for hvem religion ikke er en selvfølge. Udsagnene rummer en pointe, men uden grundigere nuancering kan de tromle en smule arrogant hen over visse læsere. Man tøver også over for forfatterens idealisering af den danske soldat.

Det synes at være et fælles træk for flere feltpræster at opfatte de udsendte som gennemført selvopofrende dydige drenge, som det for eksempel fremgår af Becks påstand om, at den soldat, der trodser kugleregnen for at forsyne en kammerat med mere ammunition, gør det i tillid til den himmelske fader.

Det er nyt for mig, at alle udsendte er troende og adlyder en højere fordring, når de går i krig, og en lidt mindre forherligelse af soldaten ville klæde denne bog, der ellers på mange måder er bemærkelsesværdig.

Den er ufortyndet i sit tidehvervske tilsnit, klog og skarp i sin analyse af tiden og komplet ublufærdig i omgangen med de store begreber, der næsten kan få et patetisk skær over sig. På den gode måde, vel at mærke, hvor teksten er lykkeligt fri for ironi eller indsmigrende tricks.

Dette er nøgtern tale, og ”Stol på Gud - og hold krudtet tørt” er en vigtig bog båret af netop den pligtfølelse og tapperhed, som titlen rummer. Den kompromisløse tone vil måske betyde, at den får færre læsere, end den fortjener, og desto kraftigere skal den herfra anbefales enhver, der ikke viger tilbage for alvorsfuld og bramfri forkyndelse.