Kirkeguide afslører skjulte skatte langt ude på landet

Engelske sognekirker rummer forbløffende seværdigheder, der fortæller egnens og landets historie fra hundredvis af lokale synsvinkler. En ny kirkeguide viser hvordan

Blandt bogens mange kirkehistoriske skatte finder man 120 englefigurer fra 1400-tallet, der fra loftet svæver over menigheden i Church of St. Wendreda, March, Cambridgeshire.
Blandt bogens mange kirkehistoriske skatte finder man 120 englefigurer fra 1400-tallet, der fra loftet svæver over menigheden i Church of St. Wendreda, March, Cambridgeshire. . Foto: Scanpix.

De europæiske storbyer tiltrækker turister som aldrig før. Sidste år besøgte tre millioner kinesere Paris og Rom, og selvom det selvfølgelig ikke kun er kineserne, der fylder, må det vække til eftertanke, at det endnu kun er 5 procent af dem, der har et pas, og at mange flere utvivlsomt vil følge. Som sagtmodig europæer kan der derfor være god grund til at søge alternative destinationer uden for de vante rejsemål og metropolernes super-attraktioner.

Det kunne for eksempel være ude på landet i England, hvor sognekirkerne rummer overraskende skatte, der ikke blot kendetegnes ved deres kvalitet, men også spænder meget vidt på tværs af de forskellige kirkelige strømninger. Der er meget at komme efter, og som inspiration og praktisk vejledning er ”Parish Church Treasures” med den sigende undertitel ”The Nation’s Greatest Art Collection” i særklasse.

Bogen er skrevet af John Goodall, der er arkitekturredaktør på tidsskriftet ”Country Life”, som siden 1897 har holdt vågent øje med det britiske landskab med dets slotte, herregårde og kirker.

Den er selvfølgeligt rigt illustreret med fremragende fotografier, der lægger op til at fordybe sig i detaljen og den anderledes vinkel.

For dette er en bog, der fortæller sin historie gennem en eller to skatte i den enkelte kirke og overlader den større udredning til standardværkerne.

Det betyder også, at brugere af ”Parish Church Treasures” skal give sig god tid, for kirkerne ligger spredt i landet, og man skal have overskud for at køre en times tid for at se en spændende romansk døbefont (Church of St. Mary Magdalen, Eardisley, Herefordshire) eller 120 englefigurer fra 1400-tallet, der fra loftet svæver over menigheden (Church of St. Wendreda, March, Cambridgeshire).

For en dansker er der nok at komme efter, for i tilknytning til spor af kristne vikinger (et over fire meter højt kors med nordiske motiver i Church of St. Mary, Gosforth, Cumbria) er den britiske kirkekunsthistorie rigere og mere varieret, end vi kender det hjemmefra.

I Middelalderen var England en kirkelig stormagt, og selv efter Reformationen betød vekslende strømninger af calvinistisk strenghed og katolicerende nostalgi, at der blev plads til mange overraskelser uden om de vante skemaer for kirkelig udsmykning.

Heri ligger også en af bogens centrale pointer, for skattene, hvad enten vi taler om møbler, skulptur eller glasmalerier, er for det meste forblevet i den sammenhæng, hvortil de er skabt. De er ikke på museum og fortæller derfor også landsbyens, egnens og landets historie fra hundredvis af lokale synsvinkler.

Bogens opdeling er kronologisk fremadskridende fra den tidlige middelalder til vor tid og præsenteret i et indbydende layout.

Hver tidsperiode er værd at dykke dybt ned i, men personligt hæftede jeg mig ved gravmonumenterne fra det 18. århundrede, der fortæller, nogle gange naivt og andre gange gribende, om lokale notabiliteters forsøg på at komme overens med deres egen dødelighed.

Sir Thomas Parkyns (1662-1741) var en succesrig murermester og arkitekt. Han var også en ivrig bryder, der til sit gravmonument i Church of St. Mary, Bunny, Nottinghamshire valgte at lade en statue fremstille af sig selv i bryderpositur, let foroverbøjet og med fremstrakte, bøjede arme, måske for bedre at kunne tage livtag med manden med leen.

Sarah Hare, der døde i 1744, angiveligt af blodforgiftning efter at have stukket sig på en synål, valgte en anden løsning: ”Jeg ønsker at få mit ansigt og mine hænder gjort i voks med et stykke rødt satin lagt over mig som et klædningsstykke, ligesom i et maleri, med hår på mit hoved og anbragt i en mahognikasse med glas foran.” Og sådan kan man se hende i dag i Church of the Holy Trinity, Stow Bardolph, Norfolk: en lidt korpulent, beslutsomt udseende ung dame iført sit eget tøj og med et markant modermærke til venstre for næsen.