Da jeg en eftermiddag cyklede fra Københavns Rådhusplads mod Frederiksberg, opdagede jeg, at der lige inden Søpavillonen, et par meter fra Peblinge Sø, var blevet rejst en stor stenstøtte. For at se nærmere på den stod jeg af, gik rundt om den og betragtede den, så godt som tusmørket tillod. Den var af granit og forestillede et menneske med ansigtet vendt ind mod byen. Med sin monumentale kraft gav den associationer til kæmpestatuerne på Påskeøen i det østlige Stillehav. Men også det forhistoriske monument Stonehenge i England og Svend Wiig Hansens ni meter høje skulpturer på stranden nord for Esbjerg tonede frem for mit indre øje.
Senere fandt jeg ud af, at meningen med at placere stenstøtten i hovedstaden nok især var at skabe opmærksomhed om et projekt, hvis mål er at opstille 12 skulpturer på en mark på Lolland, med udsigt over Smålandshavet. De bliver alle 7-8 meter høje, og heraf udhugges de øverste to meter som hoveder, der vender ansigtet mod centrum af en cirkel. I det flade landskab hvor blikket ikke standses af hindringer, og hvor himlen er særlig høj vil de fra deres planlagte placering på et plateau i nærheden af Kragenæs på nordkysten over for Fejø kunne ses viden om.
LÆS OGSÅ: Jydetampe og københavnersnuder
Lad os kaste et blik på Lollands tidlige historie: I 800-tallet sendte Kong Alfred af Wessex søfolk på opdagelsesrejse til Danmark. I beretningen om den kan man læse følgende: Wulfstan sagde at han rejste fra Hedeby og at skibet hele vejen løb under sejl. Vendernes land var ham om styrbord, og om bagbord var ham Langeland og Lolland og Falster og Skåne; og disse landet hører alle til Danmark. Som det ses, indgår heri ikke blot navnet Danmark længe før det optræder på Jellingstenene men også Lolland (Læland).
Dengang boede der altså danskere på Lolland. Men i en pjece om skulpturprojektet Dodekalitten (fra græsk dodeka tolv og lithos sten) Et monument for den kommende tid, kan man læse, at der ifølge sagn og legender lang tid inden da var indvandret et folk fra syd, der kaldtes lolerne. Ophavsmændene til projektet er billedhuggeren Thomas Kadziola og komponisten Gunnar Møller Pedersen. I 2006 foreslog sidstnævnte, at førstnævnte skulle skabe et lollandsk Stonehenge med 12 meget store stenstøtter i en cirkel på en åben mark. Efter at have tænkt sig om i tre år accepterede billedhuggeren opfordringen, men kun på betingelse af, at komponisten lavede musik til værket! Det er han nu gået i gang med efter først at have skrevet et sagn om lolernes liv og historie.
Og hvordan sætter man så musik til 12 kæmpestatuer? Hvordan får man dem til at synge? Det svares der sådan på i projektbeskrivelsen: Under en kreds af siddesten indbygges et 12-kanal lydanlæg, som lader rumlig elektroakustisk sang og musik, skabt til stedet, klinge inde i cirklen på daglig basis året rundt.
Om kunstnerne, der i dag begge bor på Lolland, kan jeg berette, at Thomas Kadziola debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989 med en skulptur af granit. Hans stenhoveder er opstillet i mange lande, den største i Aswan i Egypten, og i Danmark står der blandt andet tre på havnefronten i Nakskov. For nylig var der i National Geographic et helsidesfoto af stenstøtten ved Søpavillonen. På Lolland har han i mange år bidraget til kunstfestivalen Lys over Lolland.
Gunnar Møller Pedersen blev uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium. I 1976 startede han koncertrækken Elektronmusik i Vinterhaven på Ny Carlsberg Glyptotek. Og også på Lolland har han i mange år produceret musikværker, herunder en opera og en ballet, der begge er blevet opført ved festivalen Lys over Lolland. Han har endvidere leveret musikken til Nils Malmros film Barbara og At kende sandheden.
Planen er, at Dodekalit-projektet skal afsluttes i 2022. Men allerede den 21. juni i år vil der være første indvielse: To støtter vil blive rejst den, København har til låns, samt en anden, der er næsten færdig og 12 siddesten, som lydanlægget skal indbygges i, vil blive opstillet i en rundkreds.
Selv kender jeg efterhånden Lolland ganske godt, en landsdel, jeg som 10-årig først stiftede bekendtskab med på en cykeltur til Møns Klint. I nyere tid har jeg været til mange klassiske koncerter og et par gange holdt foredrag dernede. Når jeg fra Tårs spejder over mod Langeland, plejer jeg at falde i staver over, at det var her, svenskekongen Karl Gustav med sin hær i 1659 foretog sin utrolige march over det frosne Bælt.
Så Lolland er absolut værd at besøge, og mit svar på denne klummes overskrift er et klart ja. Der foregår meget, ikke blot kulturelt, men også erhvervsmæssigt. Og Dodekalitten er et imponerende projekt.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.