Skibet er ladet med kunst

Børn i hele Danmark får adgang til prisvindende, international illustrationskunst via et nyt udstillings- og læringskoncept ombord på skonnerten ”M/S Bibiana”

Havet kalder på fantasien, som her på den estiske illustrator Anneliis Aunapuus havfruemotiv, som man kan se ombord på kunstskibet.
Havet kalder på fantasien, som her på den estiske illustrator Anneliis Aunapuus havfruemotiv, som man kan se ombord på kunstskibet. . Foto: Bibiana Danmark.

Gulvet gynger under kunsten, og også på de blafrende sejl og under skibets dæk er der kunstneriske illustrationer for børn. Kunst, der illustrerer sagn og eventyr fra verdenshavene, og som har vundet priser i de lande, hvor det kommer fra.

Der er tale om en tremastet bramsejlsskonnert, der for en periode er omdøbt til ”kunstskibet M/S Bibiana”, og som sidst i juli vil sætte kurs mod en lang række danske havne med det formål at give børn oplevelser med kunst.

Skonnerten er bemandet med kunstformidlere, der fortolker de omkring 100 børnebogsillustrationer, der er om bord.

De har derved omdannet skibet til en eksperimenterende kunstudstilling om havet og på havet. Skonnerten lægger som det første sted til i Helsingør Kulturhavn, og derefter går turen videre til 12 andre danske havnebyer i 2015 og endnu flere i 2016. I 2017 er det planen, at ”M/S Bibiana” skal være en del af begivenhederne, når Aarhus bliver Europæisk Kulturhovedstad.

”Vi vil bidrage til det gode liv ved at være der, hvor børnene er, og derfor udstiller vi ikke i en museumsbygning i en storby, men flytter os rundt i landet og lægger til i både små og store havnebyer,” siger Janne Bech.

Hun er arkitekt og arbejder i sin fritid som leder af Foreningen Bibiana, der står bag projektet. Foreningen har tidligere, i 2011, haft succes med børneudstillingen ”Forunderlige Fortællinger” i butikscentret Fields i den københavnske Ørestad. Dengang præsenterede de 123 illustrationer fra biennalen for illustrationer i Bratislava, der siden 1967 har uddelt de fornemste internationale priser inden for børnebogillustrationer.

”Vi fik dengang besøg af utrolig mange skoler og børnefamilier, og siden har jeg haft et ønske om at få de her prisbelønnede illustrationer ud til børn i hele Danmark. Vi overvejede en bus, der kunne køre rundt til skoler, men forkastede den tanke, da idéen netop er, at børnene skal møde kunsten uden for deres normale læringsrum. Derved opstår der nemlig en helt ny og sanselig måde at forholde sig til kunsten på,” siger Janne Bech, der betragter kunstskibet som lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.

”Danmark er en sejlnation, så det føles som den rigtige måde at få kunsten ud til danske børn på,” siger hun.

Drømmen har blandt andet kunnet realiseres, fordi Nordea-fonden er gået ind i projektet.

”Vi har valgt at støtte ”M/S Bibiana”s sejlende fortællinger, fordi de puster liv i de danske havne. Vi håber, at mange børn og voksne får et sjovt, legende og inspirerende møde med illustrationskunsten,” siger Henrik Lehmann Andersen, der er direktør i Nordea-fonden.

Illustrationerne ombord på skibet danner udstillingerne ”Sea Fairy Tales”, som er udlånt af Estonian Children's Literature Centre og ”Sailing Tales from Slovakia”, som er kurateret i samarbejde med Bibiana Slovakia. Skoler kan tilmelde sig gratis undervisningsforløb, men alle børn er velkomne på skibet, hvor kunsten blandt andet vil være at finde på store sejl, der bliver spændt ud over skibet, når det ligger i havn. Ligesom der også vil være små fortællinger i skibets kahytter.

”Illustrationskunsten er helt unik, fordi den er i stand til at fortælle en historie på tværs af landegrænser og sprogbarrierer. Børn kan sagtens afkode en fortælling fra andre lande og kulturer. Vi tror på, at illustrationer udfordrer vores vante tankegange, hjælper os med at forstå hinanden og giver os evnen til at se verden med nye øjne,” siger Janne Bech.

Der er tale om et treårigt projekt, og målet er i den periode at lægge til i 30 forskellige danske havne. Senere håber Janne Bech at kunne finansiere et mere permanent kunstskib.

”Der er et stort behov for sådan en kulturplatform i Danmark,” siger hun.

Kunstskibet M/S Bibiana lægger fra kaj i Helsingør 27. juli og fortsætter derefter ud til foreløbig 12 andre danske havne.
Kunstskibet M/S Bibiana lægger fra kaj i Helsingør 27. juli og fortsætter derefter ud til foreløbig 12 andre danske havne. Foto: Bibiana Danmark