At snakke unge talenter op kan give en form for kollektiv rus. Vi oplever det fredag aften i X Factor, hvor dommerne suggererer os og hinanden til at tro, at tilfældige mennesker, der kommer ind fra gaden, synger, som der næsten aldrig er blevet sunget før i denne verden.
En lignende eufori ombølger i disse år de unge forfattere i den litterære offentlighed. De er bare så gode og så bristefærdige af talent, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Amalie Smith, og hvad de ellers hedder. Og Olga Ravn ikke at forglemme.
Olga Ravn er født i 1986 og udgav i 2012 den meget roste digtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng”. Nu romandebuterer hun med ”Celestine”. Olga Ravns berømmelse er på en måde løbet hendes beskedne produktion i forvejen. Hun har allerede været kritiker på både Information og Politiken, men har så vidt vides indstillet kritikerløbebanen igen.
Hun skrev også en form for generationsmanifest i Information, hvor hun kom til at postulere, at hendes generation af forfattere var meget mere etisk og samfundsmæssigt interesseret end de foregående, som blev temmelig fornærmede.
”Celestine” er fortalt af et yngre kvindeligt jeg, der identificerer sig med adelsfrøkenen Celestine Gyldenstierne. Hun blev ifølge overleveringen muret inde på Dragsholm Slot i 1500-tallet i en alder af 16 år, formentlig fordi hendes kærlighed var på vildveje.
Romanen fortaber sig imidlertid ikke i historisk research. Spøgelset Celestine fungerer mere som en næsten uudtømmelig generator af stemninger og poetiske billeder. Den kvindelige fortæller er psykisk skrøbelig, hun bakser en del med en kedelig kæreste og får i løbet af romanen arbejde på en kostskole i Jylland. Skolen er som et slot og har i øvrigt sit eget spøgelse, samtidig med at fortælleren har rig lejlighed til i sine forestillinger og hallucinationer at smelte sammen med Celestine.
Idealet i den smalle del af den litterære offentlighed er, at forfattere skal ”skrive godt”. Det betyder, at de skal skrive enten smukt og/eller originalt på sætningsniveau. Hvis en roman består af udelukkende kedelige, normale eller upåfaldende sætninger, er det en meget dårlig roman. Sådan en, som sociologen Henrik Dahl skrev.
Om Olga Ravns ”Celestine” må man sige, at den omvendt rummer meget få sætninger som ikke er enten smukke, usædvanlige eller excentriske. Et par korte eksempler ud af 1001 mulige: ”Dagen er kold. Jeg bærer min glorie som et grillbæger med mayonnaise.” ”Så liljebundet dit hjerte er, så billigt; som skiveskåret ost.” Olga Ravn er da også i perioder fantastisk at læse, helt fantastisk, men spørgsmålet er, om man kan skrive for godt. Her tænker jeg ikke bare på, at det jo ikke kan lykkes hver gang, at de sproglige formuleringer kan blive for overlæssede, for diffuse, i enkelte tilfælde klodsede eller ufrivilligt komiske.
Det principielle problem med den måde at skrive på er, at sproget, billederne, stemningerne, træder så meget i forgrunden, at alle indholdselementer bliver trængt i baggrunden og ikke får lov til at vinde opmærksomhed og fodfæste hos læseren. Man kommer ikke til at interessere sig for fortælleren eller for spøgelset, der jo mere er konglomerater af følelser og sansninger, for slet ikke at tale om den kedelige kæreste, Kim. Kolleger og elever på skolen er kun statister eller skygger.
Det sidste er der selvfølgelig en pointe i, fordi jeget ikke rigtig kan træde i kontakt med sin omverden. Hun er selv som et spøgelse, der står inde i den kolde mur og må se alting passere forbi. Den kolde og grå fremmedfølelse i genfærdets verden får dog heller ikke lov at dominere, fordi Olga Ravn gerne vil skrive meget sanseligt og svulmende: Der er vejr og vind, insekter og sekreter, planter og dyr og kønsorganer i lange baner, et fragmenteret univers af sanse-elementer, der bombarderer læseren.
Halvvejs i romanen betragtede jeg den som helt mislykket på et højt stilistisk niveau. I anden halvdel rejser den sig imidlertid betragteligt. Vi får bekræftet den banale sandhed om, at det hjælper ikke at skrive godt, hvis der ikke er et stof, der presser sig på for den skrivende.
I Olga Ravns tilfælde viser det sig at være dette at være et skilsmissebarn, der har levet en barndom i sammenbragte familier. Der fortælles meget hudløst og kuldslået og intelligent om denne baggrund. Jeg kan ikke mindes at have det set skildret før på denne måde. Det er ikke ræsonneret og argumenteret, det falder i poetiske glimt og præcise erindringer. Her kommer sansningerne og billederne og alle de fremmedgjorte og spøgelsesagtige stemninger pludselig til deres ret.
Plottet i romanen er da nok, at jeget har svært ved at elske og være til stede i verden, fordi det gennem hele sin barndom følte sig ”tilovers”. Dette er mindre udfoldet og måske heller ikke så interessant. Mere interessant er det, at sproget nu bliver fokuseret og præcist, og enkelte sætninger træder frem med en aforisme-agtig kvalitet.
Det bærende greb er homologien mellem spøgelset og skilsmissebarnet. Celestine blev afskåret i sin eksistens og kan ikke finde hvile, skilsmissebarnet lever videre som et vidne om en oprindelig familie, der blev afskåret i sin eksistens og kan føle, at hun er til besvær, ikke har ret til at være der.
Især fortællerens far synes at have dyrket den serielle monogami, og et antal af ”stedmødre” passerer revy og i sagens natur endnu flere stedbrødre og stedsøstre. Romanen formidler meget intenst det særlige forhold, at man er tvunget til at leve tæt sammen med helt fremmede mennesker, og at de også ofte forsvinder lige så brat ud af ens liv, som da de kom. Fortælleren opretholder ikke forbindelsen med dem, og det kan nogle gange være til sorg for forældrene, at barnet dog ikke søger at opretholde en illusion om, at hele det spraglede og ”mangfoldige” liv gav om ikke en rigdom så dog en form for mening.
Man får lyst til at citere lange og mange sentenser. Et eksempel:
”Som skilsmissebarn gik jeg rundt med alle de tidligere familier på mig som ekstra påsyede arme, men armene visnede, og de flappede lidt, når jeg hoppede i sofaen. Den måde, man kommer videre fra én familie til en anden, som mor, som far, man forelsker sig på ny, det så jeg. Åh hvilken glæde, hvilken herligt perlende Pellegrino på denne fortovscafé, hvor man overleverer nyheden om en ny elskede eller et nyt barn, hvor man konsulterer sin datter.”
Hvorfor afslørede Olga Ravn ikke dette motiv fra begyndelsen? Formentlig fordi hun nødig ville skrive en bog, der blev opfattet som enten bekendelseslitteratur eller en slags debatbog. Det forstår jeg godt. Men måske skulle hun da helt have fravalgt romanformen. Måske ikke. Måske rammer det skarpe tema læseren så voldsomt, måske er man så ubeskyttet imod disse slagserier af grusom poetisk skønhed, fordi man er mørnet af de forudgående mange siders litterære ørkesløshed.