Skizofren antologi om Grundtvig

Enorm samling artikler på engelsk om den danske nationsopbygger savner originalitet, men opbyder til tider frugtbare problemstillinger

Hvordan skal man se på Grundtvig? Eksperterne elsker alle Grundtvig, men af forskellige årsager, og så ender ny antologi som et mentalt forvirret delebarn. - Fotomanipulation:
Hvordan skal man se på Grundtvig? Eksperterne elsker alle Grundtvig, men af forskellige årsager, og så ender ny antologi som et mentalt forvirret delebarn. - Fotomanipulation: . Foto: Scanpix.

N.F.S. Grundtvig er det ultimative eksempel, når det moderne angelsaksiske begreb ”nation building” skal diskuteres, for han bidrog til det umulige: at skabe en succesfuld nation på et knusende nederlag: 1864. Hans indsats kan bare ikke bruges særlig konstruktivt af andre, fordi det er blevet gennemgribende godtgjort, at intet mindre end total udslettelse normalt er konsekvensen af den slags nederlag.

Sådan konkluderer professor Uffe Østergård i sit bidrag til ”Building the Nation”, der er en enorm antologi på engelsk om Grundtvigs rolle i opbygningen af det moderne Danmark. Og selvom Uffe Østergaards bidrag altså ikke ligefrem ender optimistisk, kan der jo være god grund til at undersøge Grundtvigs indflydelse på det Danmark, du kender.

Resultatet er et slags skizofrent barn, undfanget i kærlighed mellem eksperter i moderne danmarkshistorie og internationale forskere i nationalstater. De elsker alle sammen Grundtvig, men af forskellige årsager, og så ender deres delebarn mentalt forvirret. Delt mellem danskerne, der hjertens gerne vil forklare og introducere Grundtvig til et internationalt publikum, og internationale forskere, der ikke ved meget om Grundtvig, men som til gengæld virkelig gerne vil forklare danskere om nationalismeforskning generelt. Problemet? Ingen af delene gør os for alvor klogere på Grundtvig.

De danske bidragydere har travlt med at videregive (og især gentage!) banaliteter om Grundtvig, som vil være de fleste herhjemme bekendt, og de fleste udenlandske bidrag har travlt med at tildække, at de reelt intet ved om manden. Hovedeksemplet er det meget omtalte bidrag af den verdenskendte politolog Francis Fukuyama, der i 1992 skrev sin berømte bog om ”Historiens afslutning”.

Det er naturligvis smigrende, at han har gidet bidrage til en antologi om Grundtvig. Men hans Grundtvig-studie begrænser sig til en enkelt side i artiklen, der videregiver almindeligheder om Grundtvigs samtid, om hans højskoleidéer og om det faktum, at Grundtvig og ”hans” bevægelse repræsenterer en nationsgrundlæggelse fra neden i stedet for en statsstyring fra oven.

En af de mere interessante spændinger i bogen handler om Grundtvigs dybt anti-positivistiske universalhistoriske opfattelse over for moderne samfundsvidenskabs trang til netop kendsgerninger og empiri. Det er ret tvivlsomt, om flere af de moderne samfundsvidenskabsmænd har forstået radikaliteten i det, Grundtvig ville. Tag for eksempel et af bogens bedste bidrag, Grundtvig-forskeren Uffe Jonas', der uden tøven og med stor indsigt udlægger forholdet mellem Grundtvigs syn på, hvordan menneskets forhold til sig selv, omverdenen og Gud bør spejles i samfundets indretning. For Grundtvig er menneskets hjerteforhold rettet imod tre kærlighedsgenstande: Gud, næsten og selvet, præcis som vi lærer det i det dobbelte kærlighedsbud. I al sin enkelhed skal vi derfor forestille os vores stat bygget op på samme måde. Skolen i en inderste cirkel som menneskets forhold til sig selv, staten udenom som menneskets forhold til næsten og kirken i en omsluttende cirkel som bevarer af menneskets forhold til Gud. Staten er således, med en Jonas-overskrift, et barn af kirken. Hvor mange af de moderne samfundsvidenskabsmænd synes mon for alvor om det? De omgås det mest ved blot at studere Grundtvigs virkning på det danske samfunds udvikling hen mod der, hvor vi nu er. Men det kunne jo også være, at han mente det alvorligt. 

Generelter bogens bedste ansats den sektion, der sammenligner Grundtvig med andre store tænkere, som amerikanske Ralph Waldo Emerson, tyske J.G. Fichte og de britisk liberalister Adam Smith og Adam Ferguson. Tanken er glimrende, men udførelsen veksler voldsomt i kvalitet. Den komparative kulturhistorie er metodisk set et vældig udviklet område, men de fleste bidrag ophober blot kendsgerninger om, hvad henholdsvis Grundtvig og en modstillet part mente.

Det gælder eksempelvis Katrine Baunvig, der i en sammenligning af Èmile Durkheims og Grundtvigs politiske tanker bare konkluderer, at de begge gik op i social sammenhængskraft, eller Troels Nørager, som kan slutte, at Grundtvig og Emerson begge havde et fokus på Åndens tilsynekomst i naturen og historien. For slet ikke at nævne Matias Møl Dalsgaard, der sammenligner Grundtvig med Kierkegaard og fortæller os, at det, de har tilfælles, er et fokus på åndelig frihed.

Det er svært at falde bagover af overraskelse.

Lykkeligvis brillerer Ole Vind og viser, hvordan det er en god idé med den sammenlignende strategi. Hans bidrag om Grundtvigs forhold til de britiske liberalister er dybsindigt og - tillad billedsproget - behandler kløgtigt skizofrenien. Uden at politisere afdækker han klart, hvordan forskellen på en historisk og en naturlig samfundsmæssig udvikling hidrører fra en grundlæggende oplysningsdeisme over for Grundtvigs forsynstro. Det knyttes elegant til forskellen på falsk og sand oplysning.

Den første tror ifølge Grundtvig fejlagtigt på teoriens, fornuftens og matematikkens almagt. Hvis de mange samfundsvidenskabelige bidrag skulle have gjort os klogere på Grundtvig, skulle de have forholdt sig til, at Grundtvig faktisk mente denne radikale påstand, og spurgt sig selv, hvad det betyder for deres egen tilgang til studiet af ham.