I denne bog har Mikael Busch (født 1962) samlet et udvalg af sine indlæg, klummer, anmeldelser og kronikker samt en enkelt novelle fra de seneste 10 års debat om pædagogik og skolereformer. Som gymnasielærer i tysk og fransk oplevede han gymnasiereformen for 10 år siden som et overgreb på den faglighed, som han repræsenterer, og han har siden været en markant og velformuleret stemme i den pædagogiske debat.
Der foregår i disse år en strid mellem nytten og dannelsen. Der er dem, der lægger vægt på skolens og uddannelsens betydning for det individuelle udkomme og samfundsøkonomiens opretholdelse. Og så er der dem, der mener, at skolen skal tjene livet og oplysningen for oplysningens og livets egen skyld. Det er aldrig enten-eller, så det er mere præcist at sige, at debattørerne befinder sig på forskellige steder på skalaen mellem de to yderpunkter. Busch befinder sig i sit synspunkt mere end sin form tættest på dannelsen.
Bogens indhold er pointerede replikker i øjeblikkets debat, men det er ærlig talt ikke al hakkelse, som skæres i døgnets rejsestald, der kan tåle at udkomme med ryg og ISBN-nummer på, selv når genren er en debatbog. I stedet for at få refleksioner, der udfoldes løbende gennem kapitlerne, må læseren standse op og begynde forfra med få siders mellemrum og undervejs leve med ikke så få gentagelser.
Busch tilbyder ikke en definition af, hvad han forstår ved dannelse og almendannelse, to af de hyppigst forekommende begreber og plusord i bogen. Det er ikke klart, hvori forskellen mellem de to består, og de dækker i hvert fald et stort spektrum af betydninger, fra at være lærd i klassisk forstand til almindelig takt og velopdragenhed.
Forfatterens egen referenceramme er ikke den klassiske lærdom. Bogens titel er hentet fra filmen ”Døde poeters klub” og ikke fra Horats, hvorfra vendingen oprindeligt stammer. Og i øvrigt er det interessant, at netop denne titel er valgt, for den understreger nødvendigheden af at gribe livets flygtighed og beskære sine håb til dets stabilitet og kontinuitet. Det afspejler bogens form mere end dens anliggende. For Busch rækker undervisningens ærinde netop videre end til at tøjre sig til øjeblikkets pæl.
Hans analyser af de sproglige modeluner, hvormed magten – ”Det Uddannelsespolitiske Kompleks”, som han kalder det – forsøger at besmykke sine handlinger, gennemføres med præcision. Modebegrebet ”innovation” forskertser fagligheden, mener han. Nytænkning vokser ikke ud af øjeblikket, men af generationsovergribende kundskaber og færdigheder. Tværfaglighed er et andet modeord, som Busch er ude efter. Han mener ikke, at tværfaglighed giver mening uden en forudgående faglighed. Det skal blive interessant at se, hvad han mener om ”disruption”.
Da Danmarks Lærerforening blev kørt over af regeringen og kommunerne i 2013, kastede Busch sig også ind i debatten på lærernes side. Han opfatter konfliktens udfald som ”en brutal afsked” med ”den danske model”. Det kan nu nok diskuteres. Konflikten var ganske rigtig brutal, men den danske model har overlevet mange andre brutale konflikter siden 1899, og han overser, at arbejdsgiversiden også havde og har et legitimt krav på at lede og fordele arbejdet på skolerne. Idealet om ”den autonome lærer” var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles. Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.
Busch er ude i et ærinde, der vil vække sympati. Han ønsker at beskytte mange gode ting: fagligheden, dannelsen, lærernes integritet og autonomi, det gode, det sande og det skønne. Han er ikke partipolitisk, men kan vel placeres på en konservativ – måske også lidt romantisk-idealistisk – pædagogisk fløj.
Busch er imidlertid mere systemkritiker end ronkedor. Finans-, undervisnings- og uddannelsesministre på stribe får med krabasken uanset politisk tilhørsforhold. Homo Oeconomicus ”himself”, Bjarne Corydon, kan han slet ikke lide. Og så er der kvinderne: Ulla Tørnæs, Margrethe Vestager og ikke mindst Christine Antorini hører til yndlingsaversionerne.
”Hele den offentlige sektor – ikke kun skolerne – er efterhånden gennemsyret af en bestemt kvindelig omgangsform”, som han siger som et ekko af Poul Behrendts pointe fra bogen ”Bissen og dullen” fra 1984.
Busch er også stærk modstander af alt, der lugter af ”managementregimente” og ”konkurrencestat”.
Det er straks vanskeligere at pege på, hvad han selv forestiller sig som et tjenligt alternativ til nutidens kalamiteter. Han betragter ikke sin egen skolegang og uddannelse med nogen særlig beundring og er i almindelighed ingen kultisk tilbeder af verden af i går.
Han er erklæret modstander af 1970’ernes rundkredspædagogik, hvis seneste udslag er folkeskolereformen, hvis man spørger ham selv. Gymnasiereformen sammenlignes konsekvent med DDR. Sammenligningen er naturligvis til polemisk brug, men der opstår også en vis dissonans, når man læser hans egne erindringsglimt fra 1980’ernes Østberlin, da han selv gik på Humboldt-universitetet. Der kommer varme i blikket og glød på stemmen. Det er slet ikke, fordi han længes tilbage til Østblokkens politiske system. Det er snarere det, at han ikke mister sansen for det menneskelige hos de mennesker, han traf i sin ungdom.
Anderledes uforsonligt – sommetider endda vrængende – forholder han sig til sine modstandere i debatten om det danske undervisningsvæsen i dag. Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse. Som forsvarsskrift for fordybelse og faglighed forekommer den noget flygtig.8