Skuespilleren, skandalerne og sladderen

Underholdende og tendentiøs biografi om skuespilleren Nina van Pallandt

Jacob Wendt Jensen: Nina van Pallandt. Hellere tro på det gode en gang for meget. 400 sider. 299,95 kroner. People'sPress.
Jacob Wendt Jensen: Nina van Pallandt. Hellere tro på det gode en gang for meget. 400 sider. 299,95 kroner. People'sPress.

Det er suverænt godt set, at dansk musik og films Greta Garbo, Nina van Pallandt, er et oplagt emne til en biografi. Og man kan undre sig over, at det ikke er sket før, for hendes liv har nemlig alt det, som store biografier bliver skabt af og mere til.

Det er ikke til at vide, hvor mange der gennem tiderne har forsøgt at få den i dag 80-årige Nina van Pallandt i tale. Siden 1994, hvor hun optrådte i et talkshow hos Jarl Friis Mikkelsen på DR, har der nemlig været stille omkring hende. Den tavshed er det imidlertid lige ved at lykkes hendes nuværende biograf, Jacob Wendt Jensen, at få brudt. Men efter en håndfuld telefonsamtaler, som det hedder sig i forordet, lukker Nina van Pallandts to døtre for godteposen og giver deres mor mundkurv på, hvorefter Wendt Jensen ufortrødent fortsætter på egen hånd og graver dybt i kulørte ugebladsarkiver, Nina van Pallandts snart 40 år gamle selvbiografi og foretager en lang række interview med såvel fjerne som nære bekendte.

LÆS OGSÅ: Sikre tidsbilleder og store følelser

Med sit Grace Kelly-agtige udseende, sin overklasseopvækst, sit både kunstneriske og private ægteskab med baron Frederik van Pallandt, skandalerne og det gradvise fald fra tinderne har Nina van Pallandt hele sit liv været gefundenes Fressen for alverdens sladderblade, der da også ivrigt har fulgt med i sagaen om Nina og Frederik.

De slog igennem i slutningen af 1950erne med en række charmerende calypso-sange, de filmede med Louis Armstrong og optrådte i Royal Albert Hall og ingen havde flere forsider i Se og Hør end den populære duo i årene 1957 til 1962, hvor deres stjerne stod i absolut zenit. Siden gik det som bekendt slag i slag den forkerte vej: Efter tre børn i rap gik Frederik stavelig talt kold på familielivet og fortrak til en verden af elskerinder, stoffer og druk, og selvom Nina og Frederik først blev officielt skilt i 1975, levede de hver for sig fra 1966. Nina forsøgte sig med et vist held som skuespiller og sanger i Hollywood, inden hun trak sig tilbage til Spanien, mens Frederik rakkede rundt og endte med at blive myrdet dagen efter sin 60-års fødselsdag i 1994 i en hytte på Filippinerne efter al sandsynlighed som led i et narkoopgør.

Selvom Nina van Pallandt aldrig for alvor slog igennem i USA, opnåede hun dog at blive berømt og berygtet vel at mærke ikke i kraft af egne bedrifter men fordi hendes daværende kæreste, Clifford Irving, havde opdigtet en række interview med den excentriske milliardær Howard Hughes, som skulle danne grundlag for en biografi, og Ninas rolle i hele miseren blev draget i tvivl.

Den episode og mange andre lignende er i Jacob Wendt Jensens aftapning af Nina van Pallandts livs symptomatisk. Det er nemlig mændene i hendes liv, der tilfører det drama, og der er en tendens til, at den overjordisk smukke kvinde reduceres til noget lidt naivt og tossegodt, der aldrig formår at få sit hoved omkring, hvad mændene i hendes liv har gang i, før det er for sent.

Nina van Pallandt. Hellere tro på det gode en gang for meget er en klassisk, kulørt, kronologisk og veldisponeret biografi, der dog ikke bringer læseren synderligt nærmere den biograferede, og man glider lige igennem med en stadig stigende fornemmelse af, at hovedpersonens stemme mangler, og at man aldrig for alvor kommer til at kende den smukke Nina bag det glittede ydre. Jacob Wendt Jensen har været i alle tænkelige arkiver og har interviewet en bred skare af mennesker omkring Nina van Pallandt, så man kan ikke sige hans research noget på bortset fra at han mangler sin hovedkilde.

Biografier uden den biograferedes deltagelse bliver tit kritiske, mens de med den biograferedes deltagelse i bedste fald bliver knaldgode og i værste fald helgenkårende. Denne mellemvare synes at være hverken fugl eller fisk om end så afgjort underholdende, fordi Nina van Pallandts liv og levned er og bliver guf for alle med hang til sladder og indblik i de overprivilegeredes storhed og (delvise) fald.