Slået ud ved første slag

Den franske ungdomsfilm ”Kærlighed ved første slag” føles som en kedelig blanding af filmen ”Piger i trøjen” og bogen ”Paw i urskoven”

En af fransk films nye stjerner Adèle Haenel spiller den kvindelige hovedrolle, Madeleine, over for Kévin Azas som Arnaud i ”Kærlighed ved første slag”, der vender kønsrollerne på hovedet.
En af fransk films nye stjerner Adèle Haenel spiller den kvindelige hovedrolle, Madeleine, over for Kévin Azas som Arnaud i ”Kærlighed ved første slag”, der vender kønsrollerne på hovedet. Foto: Angel Films.

På fransk hedder filmen ”Les Combattants” - kombattanterne - de kæmpende. Den danske titel er en helt anden. Man har valgt en titel, der lægger sig tæt op ad en populær dansk film fra 1999, ”Kærlighed ved første hik”, der bygger på Dennis Jürgensens bog fra 1981.

Det var dengang en original titel på et kærlighedsdrama mellem dreng og pige, hvor alt går galt i første omgang, og hvor det selvfølgelig ender godt - også i filmatiseringen med charmerende Robert Hansen og kønne Sofie Lassen-Kahlke. Den film var sjov og sød i al sin ungdommelige pjattethed.

Den franske film er hverken sjov eller sød. Den er bare kedelig med et tåbeligt manuskript.

Den unge, kønne tømrer Arnaud, der er naivt charmerende, møder den aldeles ikke charmerende og ret ufeminine rigmandsdatter Madeleine. Ved første møde går det galt. De skal udkæmpe en brydekamp på stranden i en turnering blandt stedets unge, der holder sommerferie. Senere mødes de igen, da Madeleines forældre skal have bygget en pavillon ved svømmebassinet. Det går heller ikke godt denne gang.

Madeleine træner til optagelse på et tougers sommerkursus i den franske hær! Hun vil afprøve sine evner i et bestemt regiment i faldskærms-tropperne. Det er et af de hårdeste regimenter i den fransk hær. Hun har læst økometri på universitet og ved meget om katastrofer og konsekvensberegninger. Nu vil hun efterprøve noget af det i virkeligheden.

Den franske hær arrangerer sommerkurser for at hverve unge til tjenesten. De har mobile hvervekontorer, der turnerer rundt blandt steder, hvor unge franskmænd ferierer. Dér møder Arnaud hæren og overvejer, om han skal melde sig. De to unge mødes selvfølgelig igen i hæren. Han er fascineret af hende, men hun er kun optaget af at udvide sine kompetencer.

Det går ikke godt i militæret - og det gør det heller ikke for filmen. Den keder med sin beskrivelse af dreng og pige i trøjen. Det er som en blanding af filmen ”Piger i trøjen” og bogen ”Paw i urskoven”, bare kedeligere.

Da de to unge i filmen stikker af fra militæret og skal til at overleve i skoven, er man som tilskuer for længst slået helt ud og kan næsten ikke komme til sig selv, da filmen udvikler sig til en katastrofefilm.

Det er bare for meget og for tåbeligt. At kavaleriet kommer i sidste øjeblik, er vel ikke uforudsigeligt. At det er en af fransk films nye stjerner, Adèle Haenel, der spiller Madeleine, løfter desværre ikke filmen. Sidst så vi hende i ”Træk vejret”, hvor hun var rigtig god. Det har hun ikke mulighed for at vise her.

Eneste lyspunkt er, at filmen kun varer 98 minutter. Denne anmelder vil i hvert fald hellere se den gamle danske ”Kærlighed ved første hik” endnu en gang i tv. Ak, ja.

kultur@k.dk