Der findes både krigsromantikere og korstogsromantikere, men næppe slaveromantikere.
Slaveri er et af de få begreber i alle nutidige sprog, som udelukkende giver negative associationer. Denne – måske en anelse banale, men alligevel afgørende – grundpræmis fastlægger forfatteren Dick Harrison i indledningen af sin bog om slaveriets historie.
Men hvad er slaveri? Ifølge Harrison, som til daglig er professor i historie ved Lunds Universitet, skal tre kriterier opfyldes. For det første er slaven at betragte som en vare, der kan købes og sælges. Ikke som et menneske. For det andet betragtes slaven som en fremmed, der ikke har en given plads i et familiebaseret eller socialt netværk. Endelig lever slaven i ufrihed. En ufrihed, der i sidste instans opretholdes gennem voldsudøvelse.
Selvom Harrisons bog er en stærkt reduceret udgave af en trilogi, han udgav mellem 2006 og 2008, fremstår den alligevel som et monumentalt værk. Forfatteren gør rede for slaveriets historie fra tidernes morgen frem til i dag.
Systemer af ufrihed og undertrykkelse er vokset frem over hele kloden, men slaveriet blev først udformet i fortidens Mesopotamien, ved Middelhavets kyster og i antikken, hvorefter det blev videreudviklet i middelalderens Europa og i den islamiske verden.
Et særligt fokuspunkt udgør – ikke overraskende – den transatlantiske slavehandel, der stod på i flere hundrede år. Den såkaldte trekantshandel – håndværksprodukter fra Europa til Afrika, slaver fra Afrika til Amerika, sukker fra Amerika til Europa – blev en af alle tiders mest indbringende handelsaktiviteter. Først dominerede Portugal handelen, dernæst blev ”den durkdrevne hollandske kræmmer” den store købmandshelt. Storbritannien satte dog mere end noget andet land sit præg på den transatlantiske slavehandel.
Mon ikke de fleste – trods fænomenets lange historie – spontant forbinder slaveri med de amerikanske sydstater i tiden omkring Den Amerikanske Borgerkrig. Også Dick Harrison synes at have et særligt engagement i denne periode. Den i forvejen velskrevne bog tilføres her en ekstra dosis strøm, for eksempel med dette længere citat:
”Ingen billeder af menneskelig ufrihed har brændt sig fastere på den kollektive nethinde end dem, vi forbinder med de amerikanske sydstater i 1800-tallet. Det er scenerier med vidtstrakte, hvide bomuldsmarker og bøjede slaverygge, prangende herregårdsbygninger med doriske søjler og duftende haver, nette aristokratiske piger i dyre kjoler, opvartende kavalerer til bal, sorte musikanter med violin og banjo og tykke slavinder, der tager sig af husholdningen, mens de hvide mænd drager i krig iført elegante grå uniformer.”
Det meste er, ifølge forfatteren, ganske vist myter, men hans skildring er så suggestiv, at man ser det hele for sig. Eller måske forveksler jeg det bare med filmen ”Borte med blæsten”.
Er slaveri på vej til at forsvinde helt ud af historien? Man kan godt få det indtryk, at vi er gået og stadig går mod lysere tider. Abolitionismen, den bevægelse, der opstod i England i anden halvdel af 1700-tallet, som havde som mål at afskaffe ejendomsretten over andre mennesker, fik efterhånden sat en ny dagsorden. Ideologisk sejrede abolitionisterne i begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter Folkeforbundet forbød slaveri i 1926, og FN’s generalforsamling i 1948 vedtog sin erklæring om menneskerettighederne. Både marxistiske og liberalistiske teoretikere kan blive enige om, at slaveri er et forældet og dødsdømt system. Førstnævnte hævder, at der kan tvinges større overskud ud af frie end af slavebundne arbejdere. Sidstnævnte hævder, at slaveri er dødsdømt under kapitalisme og frihandel.
Alligevel tror Dick Harrison ikke på, at slaveri helt kan afskaffes. Det handler nemlig ikke kun om økonomi, udbud og efterspørgsel, profitmargener og lønsomhed. Slaveri handler også om postuleret overlegenhed, foragt, status, sex, luksus og bekvemmelighed. Med forfatterens ord:
”Slaveri kan blomstre i alle samfund, forudsat at vi vil have, at det sker. (…) Hvis vi lader vores adfærd styre af den foragt over for dårligere stillede individer, som er nødvendig for, at vi kan få os selv til på en tilsyneladende måde at undertrykke dem og behandle dem, som var de ting og ikke mennesker – så har vi grobund for slaveri.”
Bogen anbefales varmt.