Smuk bog om Blixens skrivesteder

Disse fotografier af Kurt Rodahl Hoppe såvel fra Afrika som fra Danmark emmer af liv selv af de døde ting på borde og karminer, skriver anmelder

Her Karen Blixens farm i Kenya.
Her Karen Blixens farm i Kenya.

En billedbog fyldt med de dejligste fotografier i farver af Blixens steder i Afrika og Danmark. Oftest uden at Blixen selv er på billedet. Snarere får vi hendes øjne at se med: En vej med rødt grus slynger sig gennem savannen. Græssende flokke af dyr under en vid horisont med himmelrummet over. Et hus midt i tropisk bevoksning på en bjergside.

Skønt at forestille sig den virkelige Karen Blixen se den slags som sin dagligdag. Men også billeder af rummene indvendig på farmen. Ligeledes senere på Rungstedlund med alle de ting, man kan se på museet i dag.

Disse fotografier af Kurt Rodahl Hoppe såvel fra Afrika som fra Danmark emmer af liv selv af de døde ting på borde og karminer. Det er, som lysets klokkeslet uden at være angivet lægger sig ind over billedet. Lige netop nu kunne Karen Blixen køre hen ad den røde vej i savannen og mærke sig netop dette sving af vejen, husket ikke for noget særligt, men bare som et sving, hvor en vej drejer!

Ved siden af fotografierne har bogen så en tekstside med dels udvalgte citater af Blixen til at understøtte fotografiernes tema, dels en længere fortælling om Blixens forskellige skrivesteder. Denne stedsopmærksomhed er tydeligvis inspireret af de senere års interesse for steder i litteraturen, og det bliver da også en relevant gennemgang af Blixens konkrete omverden, når hun skrev.

Lidt fantaserende en gang imellem, at hun netop skulle have skrevet dette eller hint på den afbildede plads? Men ellers sobert og rigtigt og levende skrevet af Marianne W. Asmussen, tidligere leder af Blixen-museet, der som den fuldendte guide fortæller om tingenes historie.

En virkelig smuk og oplysende bog for Blixen-fans. For alle os, der ikke har været på farmen i Afrika, men gerne vil se for eksempel Takaunga, hvor Karen sov hos Denys, og hvor hun sikkert fik idéen til indledningen af ”Drømmerne” med månens skin i vandet som fem gange sølv.

For alle Blixen-fans, der ikke kommer på museet flere gange om året: Her er gaven til dem!