”Anomalisa” er en sjælden filmperle. Båret af dukker, der føles langt mere menneskelige end mange skuespillere, kryber den animerede stop-motion-film ganske umærkeligt ind under huden og gnaver lige der, hvor håb og håbløshed bor side om side.
”Anomalisa” befæster Charlie Kaufmans evne som unik manuskriptforfatter i en filmverden, der ellers oftest anerkender instruktører som genierne. Det er hans anden film som instruktør efter den fremragende debut ”New York iscenesat” fra 2008, men de fleste kender ham netop som forfatter bag film som ”Being John Malkovich” og ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind”.
I ”Anomalisa” forenes dialog, animation og musik i et fornemt hele med Kaufman som dukkefører og en fortælling, der er lige så absurd og rørende som i ovennævnte film.
Selvhjælpsguruen Michael Stone (David Thewlis) tjekker ind på Hotel Fregoli, hvor han skal holde foredrag. Lider man af Fregolis syndrom tror man, at alle andre mennesker egentlig er én person i adskillige forklædninger. Sådan er livet langsomt blevet for Stone og i ”Anomalisa” taler alle andre dukker end ham selv med skuespilleren Tom Noonans stemme.
Stone foragter sin kone og bryder sig egentlig ikke synderligt om sin søn. Han opsøger derfor en gammel flamme i håb om at føle sig i live. Men mødet efterlader kun Stone endnu mere modløs, for den gamle kærlighed er netop rustet og efterlader ham lige så kold som alle andre menneskelige møder.
Men varmen vender tilbage til Stones krop og kinder, da han på Fregoli Hotel møder den undselige telefondame Lisa – Anomalisa – hvis stemme ikke lyder som alle andres. Hun synger popsange for ham, han elsker med hende.
I begyndelsen bidrager stop-motion-effekten til en forstørrelse af den fremmedgørelse, som også brugen af én stemme til alle andre figurer, end Michael Stone giver. Men umærkeligt sætter ”Anomalisa” sig forbilledligt fast som både en følelse og fysisk fornemmelse.
Filmen smitter med Michael Stones paranoia, fordi det bliver kvælende, at alle figurer omkring ham – mænd og kvinder – lyder ens. Samtidig forplanter Stones nydelse ved endelig at høre Lisas feminine røst (ømt formidlet af Jennifer Jason Leigh) i en ellers enslydende kakofoni af monotone mandsstemmer sig som en livsalig lykkefornemmelse.
Men som i Charlie Kaufmans blændende manuskript bag ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind” er kvinden ikke blot en lykkebringende tom skal, som en martret mand kan klamre sig til og fylde mening i.
Det smukke, sanselige møde mellem to mennesker må have en ende, der i ”Anomalisa” er så forudsigelig, men alligevel bevægende, fordi filmen helt rent rammer både den smerte og glæde, der gemmer sig i forelskelsens forblindelse og fortrydelse.
Slutningen skal selvfølgelig ikke røbes, men i stedet stå hen som en opfordring til en at nyde denne mærkværdige, vidunderlige film, der midt i al absurditeten er en kærlighedsfuld hyldest til netop kærligheden og alle de små eksistentielle elementer, der skaber et menneske.