Smukke scener i triviel film

Musikken løfter oplevelsen af Murphy og Electras kødelige forening, så sex bliver til kunst. Man fortaber sig i deres inderlige liderlighed, og oplevelsen af samhørighed og selvforglemmelse forstærkes i tableauer af nøgne kroppe, skriver anmelder

Når man i to timer og et kvarter mødes med floskler som ”livet er hårdt, at du ved det”, og ”hvordan kan noget så smukt medføre så stor smerte?”, ender det nødvendigvis i kedsomhed.
Når man i to timer og et kvarter mødes med floskler som ”livet er hårdt, at du ved det”, og ”hvordan kan noget så smukt medføre så stor smerte?”, ender det nødvendigvis i kedsomhed. . Foto: Billede fra filmen.

Hovedpersonerne i Gaspar Noés film ”Love” hedder Murphy og Electra. De har et stormfuldt erotisk kærlighedsforhold, der dog ender, da han gør naboen gravid. Nytårsmorgen ser Murphy tilbage på dagene med Electra: eksplicit sex blandes med toner af Bach.

Musikken løfter oplevelsen af Murphy og Electras kødelige forening, så sex bliver til kunst. Man fortaber sig i deres inderlige liderlighed, og oplevelsen af samhørighed og selvforglemmelse forstærkes i tableauer af nøgne kroppe, der kan sammenlignes med mesterværker af Botticelli og Tizian.

Her lykkes Gaspar Noés mission til fulde. Han beviser, at sanselig sex uden nogen form for filter sagtens kan være filmkunst. Men når så musikken skifter til techno, og sexscenerne ligeledes skifter karakter og bliver til ren hævnfuld kopuleren, bliver gengivelsen af det fysiske møde lige så uinteressant som technoens monotone takter.

Denne oplevelse forstærkes kun af skuespillet og dialogen. Murphy kalder sig kunstner, men hans indsigt i verden er lige så dyb som en flad tallerken. Han er selvretfærdig og selvfed, og da en stor del af filmen bæres af hans indre, intetsigende monolog, bliver handlingen ligefrem primitiv.

Når man i to timer og et kvarter mødes med floskler som ”livet er hårdt, at du ved det”, og ”hvordan kan noget så smukt medføre så stor smerte?”, ender det nødvendigvis i kedsomhed. Intensiteten og troværdigheden på lagnerne står derfor i stærk kontrast til den håbløse dialog og det dilettantiske skuespil. Derfor ender ”Love” med snarere at være triviel end egentlig skandaløs.

Gaspar Noé leger endnu en gang med kronologien, men hvor grebet i den uafrystelige voldtægtsfilm ”Irreversible” højnede filmoplevelsen markant, virker det i ”Love” mere som en gimmick, der skal give fylde til en tynd historie. Noés faste fotograf, Benoit Debie, er dog endnu en gang eminent, og det er i særdeleshed hans fortjeneste, at ”Love” forløses som kunstfilm. Også de markante klip giver intensitet til erotikken.

De tre stjerner antyder, at ”Love” er en mellemvare. Det er den ikke. Det er en virkelig dårlig film om en uinteressant ung mands trivielle lidelser. Men samtidig er der underskønne elskovsscener af tårnhøj kunstnerisk kvalitet. Derfor lander ”Love” midt på skalaen.