Smuk og personlig bog om sorg og tro

Præster vil i bogen kunne finde inspiration til egen praksis med sjælesorg og religionspædagogik

En række sjælesorgssamtaler er blevet til en bog, hvor præsten og sognebarnet har løsnet op for tavshedspligten og lukker læseren ind i det fortrolige rum.
En række sjælesorgssamtaler er blevet til en bog, hvor præsten og sognebarnet har løsnet op for tavshedspligten og lukker læseren ind i det fortrolige rum. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Et menneske i dyb krise opsøger en præst og indleder en eksistentiel rejse i sjælesorg, der strækker sig over flere år og slutter med dåb. De to kvinder – præsten og ”kvinden” – gengiver hver deres erindring af 12 samtaler.

Sproget er forskelligt, hvilket giver en fin nerve. Ind i beretningen i denne bog, ”Samtaler i den blå sofa”, kommer en tredje stemme med kvindens egne dagbogsnotater, som præsten læser op.

Denne ”bevidning” understreges med en håndskreven skrifttype. Det gode layout fortjener en bemærkning. Ud for hver tekstbid står en silhuet af den ene af de to, som pryder bogens forside. Det illustrerer ikonografisk den hårfine balance, som bogen har ramt mellem det personlige – og dermed identificérbare – og samtidig almene, som netop kun ses i konturer.

Bogen er virkelig velskrevet og fremragende tilrettelagt. Den er på én gang personligt eksistentiel, en pastoral inspiration og en folkelig katekismus.

Den stærkt personlige fortælling giver den læser, der selv har sorg, mulighed for identifikation med en proces fra håbløshed til trøst: et grundlæggende livsglad menneske erfarer stor livslede.

Læs et interview med Annette Molin Brautsch og Susanne Fischer her.

Billedet af den straffende Gud viser sig at være indpodet fra barnsben af i kvinden, der aldrig er blevet døbt. En talemåde siger, at det modsatte af kærlighed ikke er had – men ligegyldighed. Bogen gør det klart, at ligegyldigheden også er troens værste fjende. Som en grundtone i skildringen af en hård livshistorie (som aldrig overdrives privat) beskrives sorgen igen og igen som ligegyldighed. Ved en allehelgensgudstjeneste opfordres deltagere til igennem en sprække i et kistelåg at ”begrave” det, de ønsker at sige farvel til. Her tager kvinden afsked med ligegyldigheden, der herefter ikke nævnes mere i bogen.

Præster vil i bogen kunne finde inspiration til egen praksis med sjælesorg og religionspædagogik. Der deles ud fra den pastorale værktøjskasse om mannakorn, bibelbrug, former for bøn og skriftemål. Fortalt af en præst med reflekteret erfaring.

Forskellen på psykoterapi og sjælesorg forklares med teologiens 3. dimension: Gud. Det er ikke ”kun” det mellemmenneskelige, der er på spil.

Det illustreres for eksempel med kvindens overvejelser over forskellen på sindsrobøn og fadervor, som hun selv fortolker med en perlerække af farvesymbolik, man selv må læse. Ud over fadervor bringes en ligefrem og seriøs udlægning af kirkens livsytringer: trosbekendelse, dåb, nadver, skriftemål, teodicé og tilgivelse.

Bogen er en kærlighedserklæring til folkekirken, som anerkender kvindens homoseksualitet. ”Jeg skal ikke gøre mig fortjent til Guds kærlighed ved at udøve diverse gode gerninger… Med min fortid ville jeg få virkelig travlt… Desuden har jeg levet i ’synd’ det meste af mit liv. Jeg forelsker mig nemlig i mennesket, og det har jeg ikke tænkt mig at ændre for min tro… Jeg må finde et sted, hvor Gud elsker mig, uanset hvem jeg elsker på jorden”. Og så er hun klar til at modtage dåben.