Det er sjældent, at omslaget på en roman nævnes først. Men her er det, som om det rummer selve nøglen til historien: Vi ser to drengehænder, der formet som en skål rækker nogle sten frem til læseren. Varsomt, som var de det dyrebareste, han ejede. Åbent og blødt, som var det en lille kaninunge eller hans eget levende hjerte. Husker De Ib Spang Olsens forsidetegning til Løgneren? Så betydningsmættet er dette ene billede. Hjertet slår og slår, står der hen over de granitgrå sten. Og en tone af ro og uro fylder rummet.
LÆS OGSÅ: En torn i kødet
Da forfatteren Jens Smærup Sørensen i 2007 udgav Mærkedage den roman, der efter et langt forfatterskab gav ham et tordnende og ganske uventet folkeligt gennembrud skrev en anmelder, at den synes at bære på en masse historier, der ikke bliver fortalt.
En af de historier kunne meget vel være denne om en far og en søn. Grundtemaet er det samme. Om hjertet, der slår, og om tiden, der går. Om løsrivelsen fra det gamle bondesamfund, patriarkatet, stenene på marken, sliddet i ryggen og om de små lysende glimt af en uendelig, nu vel for altid mistet samhørighed.
Stedet er det samme. Vi er ikke i Staun, forfatterens eget fødested, vi er i den lille landsby Skovby, men det kommer ud på et. Vi er stadig i Himmerland, og som Jens Smærup Sørensen selv gjorde det, flyttes hovedpersonen i romanen på et afgørende tidspunkt i sit liv til en skole i Nibe.
Her åbner dørene sig. Her begynder det nye liv. Og her begynder tabet.
LÆS OGSÅ: SAMMENHOLD PÅ DEN BLÅ PLANET
Hjertet slår og slår er en opbrudshistorie hvilket kan spores helt ned i den pudsigt almueagtige sprogtone, de abrupte indskud og de spredte splinter af en ny tids jargon. Den gamle bonde ligger bevidstløs for døden, og den bortløbne søn, der er blevet en estimeret professor i historie, er taget alene derop.
Plottet er jo set før. Et dødsleje og et tilbageblik. Den autoritære far og sønnen, der nok fik gjort op med ham da han langt om længe gik til modværge men ikke fik talt. Renset luften. Trukket sin egen livsånde ind. Med bekvem intellektuel distance har han i stedet skrevet en afhandling om Skipper Clement og bøndernes oprør!
Nu er alle omveje brugt op. Nu sidder han med den visnende mands hånd i sin. Den hånd, han aldrig har kunnet lide at røre ved. Fordi det var den samme hånd, der slog.
Er der da forsoning i denne forgård? Er der sorg, vrede, lettelse? Hos Jens Smærup Sørensen indlejres det personlige stof på en altid overbevisende måde i den jord, den arv og det landskab, der omgiver os og præger vores liv. Derfor er svaret ikke enkelt. Og derfor ved sønnen også, at han i bruddet har kastet vrag på en del af sig selv. At hans personlige bagage ligger ligeligt gemt i stenen og i hjertet. Derfra min verden går. Den verden, der altså ikke er mere. Det er paradokset.
LÆS OGSÅ: På Mors er vi allesammen moderne
Man finder det samme usentimentale vemod i denne roman som i Mærkedage. Ingen fastholdelse er mulig. Ingen enkle svar. For hjertet ville forvandles til en lille, hård sten under faderens strenge regime, hvor arbejdet på marken altid kom i første række, og hvor slagene faldt tæt, når sønnen, klodset og flagrende som han var, gik sine egne drømmeveje.
Men paradokset går et spadestik dybere. For de har jo, far og søn, skrevet en pagt på den selvsamme stentavle. Drengen var den udvalgte, også i straffen, også i udslettelsen. Som hos Isak. Det var den gode far, der straffede. Men ingen Gud griber ind her. Kun tiden kommer forfra og forløser det hele.
Og snart bliver faderen en sten på kirkegården. Det er i dette krydsfelt mellem friheden, der er en forbandelse, straffen, der er en kærlighedserklæring, stenen, der er et hjerte, at Jens Smærup Sørensens roman rejser sig med en øm og barsk og indimellem næsten nervøs styrke. Som om den gamle stadig kigger med over skulderen.