Der er ord, som skaber stærke billeder, som ordene ”amerikansk mad”. Når man hører de to ord, ser man billeder af burgere og cola for sig. Fastfoodgiganter har hjulpet med at mejsle dette billede fast, men det er selvsagt et unuanceret billede af amerikansk mad. I dag udkommer en bog på godt 800 sider, der udfordrer fordommene om, hvad amerikanerne spiser.
Her er godt 500 retter, men det er knap så meget retterne som historien bag dem, som det er værd at hæfte sig ved. Bogens forfatter, Clementine Paddleford, så mad som en indgang til at fortælle om klasse, religion, kultur og politik. Bogen er således både en kogebog og en anderledes indføring i amerikansk kultur.
Clementine Paddleford blev født i 1898 på en gård i byen Stockdale i Kansas og blev uddannet fra Kansas Universitet. Som barn drømte om hun om at blive journalist, og hun skrev tidligt. Barnedrømmen blev indfriet på trods, for som ung fik hun kræft i halsen, og hun var resten af livet nødt til at tale gennem en hånddreven taleboks, hvilket gjorde livet som interviewer besværligt. Men trods udfordringerne med at tale blev hun ansat på New York Herald Tribune, hvor hendes speciale blev mad.
I 1940'erne og 1950'erne rejste hun gennem alle USA's stater og besøgte hjem, restauranter og institutioner for at få svar på, hvad amerikanerne spiser og hvorfor. Da udbredelsen af hendes klummer var størst, nåede New York Herald Tribune ud til over 12 millioner læsere, og Time Magazine skrev om Clementine Paddleford, at hun var den bedste af de kendte madskribenter.
Der er ikke et eneste foto i bogen, men billederne kommer, når man læser, som når Clementine Paddleford tager læserne med til sukkerhytterne i Vermont ved den canadiske grænse, hvor den tykke ahornsirup hældes over sneen og røres til en skinnende karamel.
Har man læst Laura Ingalls Wilders (1867-1957) ”Det lille hus på prærien”, så kan man ikke andet end nikke genkendende, for her kommer læserne også med ud i ahornskoven og oplever sukkersneen.
Forskellen på Wilders og Paddleford er, at reporteren kommer ud i ahornskoven på en traktor kørt af en 12-årig dreng. Et andet eksempel på hendes billedskabende sprog er mødet med kvækernes Philadelphia som en af de mest madglade byer i USA. Ikke mindst byens kanelsnegle er berømte.
Kanelsneglene fra Philadelphias bagere er med Paddlefords ord: snaskede som ind i himlen. Sådanne beskrivelser gør fotos overflødige. Udfordringen for danske læsere bliver at fremskaffe den halve liter majssirup, man traditionelt har hældt over en portion af de snaskede snegle.
Kan man stadig spise de retter, som er i bogen? En enkelt stikprøve, Kongressens æbletærte, gav et absolut lovende resultat. Lektor i madkundskab Helle Brønnum Carlsen og hendes datter Louise Beck Brønnum, som studerer fødevarevidenskab, har gennemgået opskrifterne, så de kan fungere i danske køkkener.
New York Herald Tribunes oplag faldt, og i 1960'erne blev fjernsynet afgørende for formidling af madstof i USA, og her kunne Clementine Paddleford ikke være med, fordi hun havde problemer med stemmen.
Hun døde i 1967, men hendes kogebog er blevet stående og har status som en slags amerikansk madbibel. Den danske udgave er en oversættelse af en opdateret udgave af Paddlefords værk, som udkom i USA for fire år siden.