Erving Goffmann: Hverdagslivets rollespil. Oversat af Stig W. Jørgensen. Forord af Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen. 288 sider. 229 kroner. Forlaget Samfundslitteratur.
En af de mest spændende sociologer i det 20. århundrede er canadisk-amerikanske Erving Goffman, der levede fra 1922 til 1982. Han er i et vist omfang tidligere oversat til dansk, men nu foreligger hans hovedværk ”The Presentation of Self in Everyday Life” fra 1959 også med et kyndigt forord af de danske Goffman-kendere Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen.
Goffman var forud for sin tid, i den forstand at han i sin samtid virkede lidt uortodoks, kreativ og skæv, men samtidig stod fadder til nogle begreber og tankeformer, der i dag er vidt udbredt og forekommer mange ganske selvfølgelige. Han var vel ikke den første, der tænkte, at verden er en scene, for det sagde allerede Shakespeare, men han var den første, der konsekvent forfulgte tanken analytisk og systematisk: Hvad kan vi lære om vores mellemmenneskelige relationer og sociale organisationsformer, hvis vi prøver at anskue dem, som om de var teaterstykker, hvor vi alle sammen spiller roller, følger drejebøger, orienterer os efter kulisser og regibemærkninger, står på spring i kulissen eller kan trække os tilbage til bagscenen, når vi ikke lige er på? Læg i øvrigt mærke til, hvor ofte vi bruger sidstnævnte udtryk i dag.
Når vi agerer i forhold til andre mennesker, prøver vi så vidt muligt at kontrollere det indtryk, de får af os. Vi præsenterer os på en måde, der tilkendegiver, hvordan vi definerer den situation, vi befinder os i, hvilken linje vi har tænkt os at lægge, og med hvilken autoritet vi vil gøre det. Vi kan dog aldrig kontrollere alle de udtryk, vi afgiver, og vores med- og modspillere fortolker også løs på alt det, vi ufrivilligt kommunikerer. De ved altid mere om os, end vi nok vil bryde os om at tænke på.
I langt de fleste sammenhænge er der dog enighed om rammer og spilleregler, og vi hjælper hinanden med at opretholde situationen. Konflikter og mislyde inddæmmes, vi beskytter hinandens facader, og det vil ofte udløse kollektiv forlegenhed, hvis en aktør går uden for rammerne, sætter sin troværdighed på spil, taber ansigt osv.
Noget af det fornøjelige ved at læse Goffman er de mange konkrete eksempler, han betjener sig af, og som selvsagt også er uundværlige for en analyse af denne type. Han bruger historiske værker, etikettebøger, skønlitteratur, avisartikler, anekdoter, egne oplevelser, alt muligt. Han trækker også en del på sine iagttagelser fra det feltarbejde om interaktions- og kommunikationsadfærd på Shetlandsøerne, der indbragte ham ph.d.-graden i 1953.
Hvor den sociale grundsituation for mange mennesker i dag vil være mødet, bruger Goffman meget plads på holdoptræden over for et publikum. I lange stræk under læsningen kan man næsten glemme, at dette kun handler om en teaterforestilling i overført betydning, hvilket eksemplerne så heldigvis minder én om. Hvordan skal de optrædende koordinere med hinanden på deres hold? Hvordan sikre, at publikum bliver holdt i den nødvendige illusion?
Nogle af hans gennemgående eksempler er personalet i en butik eller på et hotel. Dermed strejfer vi også det, der er blevet nogle af hans mest populære begreber og almindeligvis (undskyld, hr. oversætter) omtales som ”frontstage” og ”backstage”. Butikken, hotellet, restauranten - alle disse facadeområder skal fremstå korrekte, ulastelige, veldefinerede. Hvad der så sker ude på bagscenen er en helt anden sag. Her slapper man af, smækker benene på bordet, opfører sig uformelt, nogle gange i et omfang, der ville chokere gæsterne og kunderne.
Derfor er der også gerne ”bevogtede korridorer” mellem scenerne, og Goffman elsker at beskrive overgangsscenarier, hvor en overtjener på et splitsekund kan forvandle sig fra grobrian til den inkarnerede korrekthed, eller hvor en gæst uanmeldt kommer ud i køkkenet, hvilket søges håndteret af interne ”alarmsystemer”. Når der aflægges besøg på de små husmandssteder på Shetlandsøerne, kan man se gæsten komme gående på lang afstand, og han må derfor i god tid ”iføre sig” det minespil og den kropsholdning, der passer sig for en gæst, der træder ind ad døren.
Eksemplerne er alfa og omega, og de forefindes i denne bog i berusende og øjenåbnende overflod, men man må godt generalisere dem. I enhver tænkelig situation, også hvor vi måske mindst tror det, er der roller, rammer, indtryksstyring, afkodning, frontregion og bagscene, korridorer. I et berømt citat fra bogen siger Goffman: ”Hele verden er naturligvis ikke et teater, men det er ikke let at udpege de afgørende måder, hvorpå den ikke er det.”
Et problem ved at oversætte Goffman til dansk er, at nøglebegreber som ”interaction” og ”performance” efterhånden er blevet udbredte på dansk som en slags låneord. Det kan derfor virke tungt og akavet, når ”interaction” i bogen oversættes med ”samhandling” og ”performer/performance” med ”den/de optrædende”,”en optræden”, ”optrædenen” og så videre. Måske burde den i øvrigt dygtige oversætter have kapituleret her. Det akavede forstyrrer det legende og boblende indtryk, man rettelig bør få, når man læser Goffman.
Det er naturligt at se Goffman som en modernitets-sociolog, selvom han ikke selv gør sig så meget i makrohistoriske betragtninger. For det må vel være afviklingen af det traditionelle samfund, en ny refleksiv distance, der synliggør nogle ting, der før var usynlige, fordi de blev betragtet som den måde, tingene nu en gang var på. Det var sæd og skik. Eller naturlige udtryk for intimitet, spontanitet, menneskelig natur. Goffmans dramaturgiske blik beror på en vis fremmedgjort bevidsthed, der har at gøre med opbrud og muligheden for at bevæge sig mellem forskellige sociale miljøer.
Samtidig er der unægtelig sket meget siden Goffmans tid. En mediesociolog som Joshua Meyrowitz opdaterede allerede i 1985 i bogen ”No Sense of Place” Goffmans analyse ud fra en beskrivelse af, hvordan den elektroniske medieudvikling bragte hele verden ind i vores stue og dermed annullerede en del af de afstande, hemmelige zoner, scener og sceneskift, der indtil da havde været betragtet som uomgængelige og en del af verdensordenen. Pludselig kunne vi se de andre klassers og det andet køns bagscener og sceneskift direkte på tv-skærmen. Mange mysterier, forskelle og hierarkier mistede her deres aura og særstatus.
Denne opdatering vil i dag også skulle suppleres med alt det, som de nye sociale medier og den digitale orden gør ved vores hverdagsliv og mellemmenneskelige relationer. Er facaderegion og bagscene i dag smeltet sammen i en ”mellemregion”, hvor intet længere er helt privat og intet dermed længere heller er helt offentligt i den klassiske forstand?
Meget er forandret, men grundantagelserne fra Goffman holder formentlig stadig vand. Ingen af os undgår indtryksstyring, rammesætning, vekslen mellem bagscene og facade og så videre. Og meget af det, vi opfatter som følelser, værdier, stemninger, mening, er måske i virkeligheden blot et socialt teaterstykke.
Vel, det er det så nok ikke 100 procent, men at udpege, hvordan det ikke er det, når man først har tænkt det igennem, er ikke helt let. Så hav nu et godt nyt år på det sociale livs scene, men også på bagscenen, i korridorerne og alle de hemmelige indgange og udgange.