Måske er den kun for mænd? – bogen om Karen Blixens broder Thomas Dinesen og hans deltagelse i Første Verdenskrig (1914-1918) på allieret side.
Der er på dens sider masser af kugler, morterer, bajonetter, håndgranater, giftgas og mudrede skyttegrave med lig i bunden. Og ikke alene i sproget, men også i dens velvalgte fotografier fra tiden dengang.
Thomas Dinesen fortsatte sin fædrene arv og elskede ligefrem krigen og er, som Tom Buk-Swienty skriver, i slægt med en anden krigsbegejstret forfatter, tyskeren Ernst Jünger.
Selv er Buk-Swienty fascineret af krigen og en fremragende beskriver af den, kendt som han er for fortællingen om Dybbøl i ”Slagtebænk. Dybbøl 18. april” og bogen om Thomas Dinesens fader ”Kaptajn Dinesen, Ild og blod”; kaptajnen, der kæmpede i krige flere steder, blandt andet i Dybbøls skanser 1864.
Buk-Swienty kan bare dét der med krig! Og som sådan er det endnu engang en medrivende beretning, han har skrevet om den næste Dinesen i rækken, Thomas født 1892.
Søsteren Karen Blixen er kun sporadisk med som bekræfter af den heroisme, som Thomas udfolder. Men bogen er ikke om hende, skønt titlen ”Tommy og Tanne” antyder det.
Buk-Swienty er ved Dinesen-familiens velvilje blevet udstyret med Thomas Dinesens krigsdagbøger og et sent brev fra 1963, hvori den aldrende Thomas overgiver sine optegnelser plus andet vigtigt materiale til sønnen Tore. Dette sene brev er Buk-Swientys ”cliff-hanger” antydet i forordet og genoptrykt i faksimile sidst i bogen.
Brevet er en livsopgørelse skrevet af en fader til en søn for at vinde forståelse for det liv, han har ført. Heri skriver Thomas Dinesen:
”I hele det år 1918 havde jeg levet i en saga-verden, hvor almindelige menneskelige love ikke gjaldt. Jeg havde frivilligt viet mig selv til døden og var dog nået igennem. Jeg havde kæmpet mand mod mand (...) og jeg havde fået Victoria-korset. (...) Jeg kom hjem til det gammelkendte Danmark uden tro på mig selv, på fremtiden, på noget i verden, og de næste 6-7 år duede jeg ikke til noget, – i Rungsted, i Afrika, i Oxford, alle vegne levede og handlede jeg, så jeg skammede mig over mig selv. Så, den 16. juli 1925, traf jeg Mor, og det gik opad igen. Men da var det på mange måder for sent, ikke til at blive lykkelig, men til virkelig at udrette noget. Er det urimeligt at henstille til dig at tænke på dette, hvis du har svært ved at forstå, at jeg har fået så lidt ud af mine muligheder?”.
Dette livsresultat – modsat de begejstrede investeringer i at søge ”det største i livet” eller at genopleve faderens krigsgud – er det virkeligt bevægende i den historie, Buk-Swienty fortæller.
For det er i høj grad en historie om en heroisme sat i scene af litteratur, af drømmen om at leve sådan som litteraturen digter om det: Saga-heroismen og heltelitteraturen om at møde ”det største” i livet.
I citatet for lidt siden hed det lidt afbleget ”for sent (...) til virkelig at udrette noget”. Hvad vil det sige ”virkelig at udrette noget”? Efter hvilken målestok? Alt bliver ved litteratur skrevet op i den upræcise absoluthed, som man så kan sige, man ikke nåede. Og Karen Blixen sang med på denne litterære heroisme, stolt af sin bror i Frankrigs skyttegrave.
Men ikke desto mindre oplevede Thomas Dinesen at se sagaverdenen genfødt i sine egne kampsituationer. Det var sportspræstationen, fælleskabet med soldaterne og det hele tiden at have døden foran sig som det ultimative, alt dette gjorde krigen skøn for ham.
Men på sin søgen efter ”det største i livet” måtte han indse, at ”det største” ikke varede, og hans deltagelse i krigen har ”i bund og grund bragt mig skuffelse (...). Jeg har ikke nået mit mål, at finde Faders Gud (...). Jeg har ikke fundet ham. Det er som han har undgået mig med vilje”, skriver han til Karen Blixen, der selv havde problemer med at se sin stork, se skæbnen i sit liv.
Også hos kvinderne søgte han det største og fik mindre. Hans forskellige kærlighedshistorier skriver Buk-Swienty medrivende om fra mandens synspunkt. Men hvem var han for kvinderne? Var han deres sportspræstation?
I hvert fald giver hans historie et billede af tiden og af dens mandeforestilling om præstation og mod, der nærmer sig dumdristighed. Dog: sådan drømmer jo mange mænd stadig om at præstere, og i dette kan (vi) mænd forstå en usædvanlig type som Thomas Dinesen: Præstationens lykkefølelse og bagefter tomheden!
Læseren følger ham i øvrigt igennem opvæksten på Rungstedlund, skolegangen uden for kvinderegimentet dér, gennem alle familieforviklingerne, der tidligt gør ham til en rig arving, ingeniørstudierne, der ikke rigtig interesserer ham, cykelturene, hvor han tilbagelægger store distancer pr. dag.
Men også hans gryende ateisme, hvor han i stedet for Gud sætter sit eget æresord, eller det ord, både han, søsteren og Tom Buk-Swienty flirter med: skæbnen! Og her må man spørge, om ikke også ”skæbnen” er et fortællingsmønster, man søger i sit liv? Altså mere litteratur?
Man kan have sine indvendinger mod Buk-Swientys metode, men en blændende B-filmfortæller er han! Han ”rekonstruerer” citater og situationer omkring brev- og dagbogspassager, så man ikke føler sig helt tryg ved, at alt lader sig fortælle så flydende.
Han skriver for eksempel citaterne med nutidsbogstavering, så ingen skal mærke afstanden til fortiden gennem datidens store bogstaver og dobbelt a. Der kan desuden gå ugebladsfart over fortællingen, og hans sprog er ikke fri for at dyrke det smarte: et spring på en skihopbakke bliver til, at Dinesen ”sprang ind i det 20. århundrede”.
Metoden lader også Buk-Swienty identificere sig med Thomas Dinesen, idet han tror at forstå ham helt. Men der må have været mere i ham, og hans indre kampe bliver aldrig fokuserede, dertil er der for meget spændende krigsstof i bogen.
Ordet ”vitalisme” nævnes intetsteds i bogen, men betyder jo dyrkelsen af sportskroppen som en slags alternativ åndelig værdi.
Thomas Dinesen kan siges at være en repræsentant for denne strømning 1900-1950, skønt han mangler forankringen i det folkelige fællesskab – det, han måske fandt hos soldaterkammeraterne ude i felten?