Søren Kierkegaard udsat for burgerprincippet

Temmelig meningsløst, al den stund at bogens erklærede mål er at anvende Kierkegaards tanker i en anden kontekst end ”den gængse akademiske”. Den handler nemlig om, hvordan Kierkegaards tanker om, hvad et selv er, kan anvendes inden for moderne selvudvikling og lederskabsteori. Foto: Torben Christensen / Scanpix Denmark

bog
Two stars
Det turde være indlysende, at dette princip ikke blot gør enhver tekst ulidelig, men at det også er dybt nedladende. Det har lektor i teologi Pia Søltoft desværre ikke indset
Rasmus Vangshardt

En nedladende tone og teoretiske fejlslutninger skæmmer ny bog om Søren Kierkegaard og coaching

Når man begynder på universitetet, får man undertiden at vide, at man skal skrive opgaver efter ”burgerprincippet”. Det går i al sin pædagogiske dumhed ud på, at hvert afsnit skal opbygges som en burger: Dets indhold, bøffen, skal omgives af en bolle, der introducer, hvad man vil gøre, og opsummerer, hvad man netop har gjort. Dette krav begrundes med, at tekster bliver klarest, når man antager, at læseren nærmest er dum og nok ønsker at misforstå alt.

Det turde være indlysende, at dette princip ikke blot gør enhver tekst ulidelig, men at det også er dybt nedladende. Det har lektor i teologi Pia Søltoft desværre ikke indset, og således indledes og afsluttes de fleste af kapitlerne i ”Kunsten at vælge sig selv” med disse introduktioner og opsummeringer.

Temmelig meningsløst, al den stund at bogens erklærede mål er at anvende Kierkegaards tanker i en anden kontekst end ”den gængse akademiske”. Den handler nemlig om, hvordan Kierkegaards tanker om, hvad et selv er, kan anvendes inden for moderne selvudvikling og lederskabsteori.

Det kan selvfølgelig være derfor, at Pia Søltoft mener det nødvendigt med disse forholdsregler. Men hvis man ikke betragter sig selv som dum, er det temmelig enerverende.

Tag eksempelvis begyndelsen på det lange første kapitel. Efter tre (!) siders introduktion til, hvad der vil komme, slutter Pia Søltoft med i tiltaleform at formane, at selvom kapitlet kan synes nørdet, så ”skal du ikke springe det over”. Det kan nok være, at bogens målgruppe er ledere i erhvervslivet og folk med behov for (hjælp til selv)hjælp, men det er jo heller ikke sikkert, at de betrager sig selv som sinker.

Lykkes det at befri sig fra følelsen af at være dum og/eller ond, er der til tider fornuftige overvejelser at hente. Eksempelvis i kloge og rigtige påmindelser om, at Kierkegaard ikke var eksistentialist, at den såkaldte stadielære er en misforståelse, og at Kierkegaards beskrivelser af inderlighed betyder lidenskab og ikke navlepilleri. Læg dertil næsten muntre afsnit om Kierkegaards beskrivelser af typer som vindbøjtlen, vind-slugeren og ”den ulykkeligste.”

Med disse solide fornemmelser kan Pia Søltoft positionere Kierkegaard mellem to af tidens store spillere inden for selvudvikling. Henholdsvis amerikanske Stephen Covey og danske Svend Brinkmann. Førstnævnte har med bogen ”Syv gode vaner”, der har et oplag på vanvittige 30 millioner eksemplarer, gjort sig til fortaler for et ”kerneselv”. Her har mennesket en fast, afgrænselig kerne inde i sig selv, som nok kan udvikles, men som sidder fast i menneskets indre.

Brinkmann derimod har med den populære ”Stå fast” klogt kritiseret den senmoderne selvudviklingstænkning, men står ifølge Søltoft netop fast i en socialkonstruktivistisk idé om selvet, der kun konstrueres gennem ydre relationer som samfund og kultur.

Over for begge påpeger Søltoft med Kierkegaard, at selvet har tre dimensioner, der består i tre forhold; selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, til andres selv og til Gud.

Samtidig er disse en opgave, som Gud stiller, og som derfor ikke er noget, man kan vælge fra. Og med Kierkegaard endnu skarpere: ”Den, der ikke har en Gud, har heller intet Selv.”

Disse ting er udmærkede ansatser og et effektivt værn mod narcissisme. Det er ikke originalt, men derfor kan det jo godt være rigtigt.

Mod slutningen af bogen, efter at læseren har kæmpet sig igennem de evige nærmest neurotiske opsummeringer, introducerer Søltoft det, hun kalder opbyggelig ledelse, som en ”særlig form for coachende, kierkegaardsk ledelse.” Den er desværre grufuldt banal og handler om, at man bør opbygge i stedet for at nedrive, at man som leder bør kende ”grundlaget for sit eget drive” og at ”forudsætte allerede givne resurser i den anden.”

Disse banaliteter kan delvist undskyldes med, at Søltofts erklærede mål er, at det ikke handler om hvad, men om hvorledes, sådan at hun ikke kan give svar, men kun sætte (selv)tænkning i gang.

Kan også ske, at disse tanker også virkelig er opbyggelige for nogle. Men bogens nedladende tiltaleform er det ikke. Det er dens påtagede moderne sprog bestemt heller ikke. Det er faktisk blot grimt i form af verber som ”at pådutte”, ”stoppe op” og ”buse frem” samt den særdeles kierkegaardske bydemåde ”come on”.

Her ser vi så endda bort fra mere grundlæggende teoretiske fejlslutninger. Eksempelvis det manglende skel mellem selv og bevidsthed, selvom det netop er en vigtig del af den fænomenologiske filosofi, som ellers synes at behage Søltoft.

Men slige fejlslutninger kan selvfølgelig også være ligegyldige. Vi dumme læsere er jo effektivt blevet infantiliseret og opdager det vel alligevel ikke.

kultur@k.dk