Søren Kierkegaards hemmelighed belyses i ny bog

"En konsekvens af Ettore Roccas store fokusering på de pseudonyme værker er, at den poetiske og mere blide Kierkegaard, som man møder i de opbyggelige taler udgivet i hans eget navn, står lidt svagt tilbage." Foto: Sven Halling / Scanpix Denmark

bog
Four stars
Der er stor indsigt at hente for den, der vil tage de krævende skridt ind i Kierkegaards forunderlige verden, og Ettore Rocca er en kyndig vejleder
Sørine Gotfredsen

Ettore Rocca leverer en kyndig indførelse i Søren Kierkegaards forfatterskab, men giver også den store tænker en kærlig lussing. Måske ikke helt fortjent

Strømmen af bøger om Søren Kierkegaard fortsætter støt. Denne gang er det italieneren Ettore Rocca, lektor og adjungeret professor, der står bag udgivelsen, der slet og ret hedder ”Kierkegaard”, og som i 2013 udkom på italiensk. Nu er den blevet oversat af Ole Asger Jorn, og Ettore forsøger her at præsentere Søren Kierkegaard som et hele omfattende både elementer fra hans livsforløb og i fyldig forstand hans forfatterskab.

Dermed rummer bogen en kronologi, hvor centrale værker gennemgås og bliver sat i relation til Kierkegaards personlige udvikling, og undervejs forklares centrale grundbegreber i Kierkegaards tænkning. Såsom det æstetiske og etiske, angsten og kærligheden. I sit forord lover Ettore Rocca desuden, at han vil afmytologisere de mest kendte fortællinger om Søren Kierkegaard, hvilket vil sige hans forhold til faderen, hans forlovede, Regine Olsen, og biskop Mynster, hvilket dog ikke helt indfries.

Man fornemmer hurtigt, at Ettore Rocca er dygtigere til at forklare og belyse Kierkegaards univers end til decideret at diskutere det. Men belyse kan han til gengæld også, og med denne bog hjælpes man godt på vej til en forståelse af Søren Kierkegaards komplicerede ærinde.

Rocca indleder med en glimrende forklaring af Kierkegaards brug af pseudonymer, der udspringer af hans basale dilemma - nemlig, at kristendommen reelt ikke kan være genstand for hverken tale eller skrift, men kun levet liv. Derfor må han som forfatter tage bolig i en slags ”ikke-person”, der ikke fuldgyldigt viser tilbage til ham selv, og Rocca har et skarpt blik for Kierkegaards evne til at vække læserens længsel efter at vide, hvem han er, alt imens han værner om sin hemmelighed. Eller rettere, sin mulige hemmelighed. Som Ettore skriver: ”Kierkegaard pirrer ens nysgerrighed for så at lade den nøgle, der skulle åbne for hemmeligheden og forklare alting, forsvinde.”

På den baggrund trækkes Kierkegaards læser gennem en mangfoldighed af anskuelser, hvilket Rocca illustrerer med sin gennemgang af især de pseudonyme værker ”Enten-Eller”, ”Begrebet Angest”, ”Philosophiske Smuler” og ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”. Det er en kyndig, komprimeret og krævende gennemgang, der måske nok indimellem savner lidt ilt fra andre stemmer, som når Rocca en sjælden gang inddrager et forfattercitat eller en romanhenvisning for at belyse Kierkegaard udefra. Men for den koncentrerede læser er der stort udbytte at hente.

En konsekvens af Ettore Roccas store fokusering på de pseudonyme værker er, at den poetiske og mere blide Kierkegaard, som man møder i de opbyggelige taler udgivet i hans eget navn, står lidt svagt tilbage. Måske tager jeg fejl, men det synes, som om forfatteren samtidig med sin store begejstring for Kierkegaard nærer trang til et lille opgør med ham. Dette bliver især synligt i behandlingen af det decideret kristne skrift ”Kjerlighedens Gjerninger”, der ifølge Rocca ender med at fremstille Kierkegaard som en lidt gold tænker og teolog.

Det pointeres, at mens budskabet værket igennem synes at være, at forholdet til Gud er uløseligt knyttet til forholdet til næsten, ryger medmennesket nærmest ud af ligningen ved bogens afslutning. Dette underbygges med henvisning til ordene fra den del af værket, der hedder ”Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød”, hvor Kierkegaard hylder den kærlighed, der kan fastholdes, skønt man intet får tilbage, eftersom den elskede ikke længere lever. Rocca anklager her Kierkegaard for at have ”mangel på interesse for virkeligheden”, og den fornemmelse er han ikke ene om.

Det er før blevet sagt, at Kierkegaard nærmer sig punktet, hvor han kunne sidde og elske sin næste på en øde ø, fordi gudsforholdet er alt. Sandt er det også, at han i sin isolerede tænkning udviklede sig til et særegent eksempel på et menneske sat i verden, men vi skal ikke glemme, at det til sidst angående kærligheden til den afdøde højt og tydeligt siges i ”Kjerlighedens Gjerninger”: ”Saa gaae da hen og udøv den; erindre den Afdøde, og lær just derved at elske de Levende uegennyttigt, frit, trofast. I Forholdet til en Afdød har Du Maalestokken, hvorpaa Du kan prøve Dig selv.”

Medmennesket er stadig til stede, og det skal huskes, når Rocca afslutningsvis bliver en smule hård ved Søren Kierkegaard. Men hans bog kan bestemt anbefales. Der er stor indsigt at hente for den, der vil tage de krævende skridt ind i Kierkegaards forunderlige verden, og Ettore Rocca er en kyndig vejleder, der som sagt især mestrer den kronologiske udfoldelse af tankerne i de komplicerede pseudonyme værker. Herfra må læseren jo selv hen ad vejen vurdere, om Søren Kierkegaard ender med også at svigte mennesket. Og ikke kun opbygge det.

kultur@k.dk