”Bliver det mon jul i år?”.
Sådan spurgte jeg i min klumme for 14 dage siden, og det bragte mig dagen efter i den såkaldte slyngelstue på side 2 i Ekstra Bladet, hvor de aldrig før havde hørt så dumt et spørgsmål og kunne forsikre den forvirrede mand om, at det også ville blive jul i år.
Godt at vide, og de muntre svende i slyngelstuen har selvfølgelig ret i den mekaniske forstand, at uret tikker, og bladet i kalenderen sig vender. Alligevel kan man aldrig være helt sikker på, at fremtiden indfinder sig, eller i hvilken forstand.
Jeg har aldrig selv fået læst Per Olov Enquists roman ”Lewis rejse”, men jeg husker stadig, hvad Jens Ole Christensen fortalte fra den i en klumme for 10 år siden her i avisen: at forventningen om Jesu snarlige genkomst levede så stærkt i den første generation af pinsefolk, at den sneg sig ind i formuleringerne i deres annoncer: ”Hvis Herren tøver, afholdes missionsfest søndag den ...”.
Som kristen kan man i princippet aldrig vide, hvornår tiden er inde for Jesu genkomst og dermed verdens ende. Ethvert udsagn om forhold i fremtiden bør derfor indledes med ”Hvis Herren tøver “”.
Vi kender det fra andre gamle vendinger som ”om Gud vil “”, hvor man tilkendegiver, at skæbnen er lagt i større hænder end ens egne. Og de fleste husker nok den nytårstale, hvor Dronningen som afslutning sagde: ”Når folk i gamle dage begyndte noget nyt eller lagde ud på en stor rejse, ønskede de hinanden 'Gud i vold'. Det er større ord, end de fleste af os tør bruge i dag ... I aften vover jeg det alligevel: Gud i vold”.
Det er nok de færreste, der i dag tænker ”om Gud vil” i et kosmisk eller historisk perspektiv. Vi besværger usikkerheden ud fra vores eget nære perspektiv, vores egen verdens ende. De sidste 10 år eller flere, min bedstemor levede, indledte hun helt rituelt alle udsagn, der handlede om noget, hun ville i fremtiden, med ”hvis jeg lever” eller ”hvis bedste lever”. Hun var i overgangen mellem ”Gud i vold” og individualiseringen.
”Bliver det mon jul i år?” er en variant af det usikre fremtidsperspektiv. Det er et kvalitativt spørgsmål. Tør vi håbe på en god jul, på at julefreden sænker sig, at konflikter i småt og stort vil blive bragt til om ikke andet så en foreløbig standsning?
Mandag morgen, hvor jeg sidder og skriver dette, er et større antal mennesker fanget i en gidseltagning midt i Sydney. Spørgsmålet ”Bliver det mon jul i år?” er sat ekstremt på spidsen for dem og deres pårørende.
Det ligger også under både de klassiske julehistorier og de moderne tv-julekalendere fra Charles Dickens' ”Et juleventyr” og Frank Capras film ”Det er herligt at leve” til ”Tidsrejsen” som vi ser i disse dage på DR1.
En glædelig jul betyder for pigen Sofie, at hendes nyskilte forældre finder sammen igen, så de kan være en rigtig familie ligesom sidste jul. Det er ganske dristigt, at forfatterne tager skilsmissen op som emne, for hvad vil en lykkelig slutning og en glædelig jul sige i denne forbindelse? At forældrene finder sammen igen, eller at Sofie indser, at det er bedst for alle, at forældrene er skilt?
I skrivende stund hælder kalenderen unægtelig mest til den sidste variant. Sofie har på en tidsrejse grebet ind i fortiden, så hendes nutid i 2014 er ændret. Forældrene er sammen, men hvor de som nyskilte i det oprindelige 2014 var varme, runde, menneskelige, elskelige på en lidt ”krøllet” facon, er de i det ændrede 2014 kedelige, konventionelle, glatte, forbrugeristiske og borgerlige.
Det har åbenbart haft sin pris at blive sammen, og for at sætte trumf på er Sofies elskede lillebror Birk aldrig kommet til verden. I stedet har familien fået en hund med samme navn.
Vi har måske her en dramatisk tilspidsning af en hypotese om, at det kan være så hårdt at få børn (her barn nummer to), at forældrene bliver drevet fra hinanden, og at skilsmissebarnets værste forestilling - ”det er min skyld” - faktisk er sandheden om hvad der er sket.
Nå, meget kan endnu ændre sig på tidsrejserne. Og lige nu er vi alle på rejse mod målet. Ingen ved i hvilken forfatning vi når frem, og om det glædelige er det, vi tror, det er. Men lad os i hvert fald bede til, at Herren tøver og skænker os alle en glædelig jul.